Der har nu gennem de seneste uger været enighed blandt politikere og politiske iagttagere om, at vælget er lige om hjørnet. Der er bare ét enkelt spørgsmål, som ikke har været besvaret, nemlig: vil en statsminister trykke på knappen, når han med statsgaranti taber? Løkkes aktivitetsniveau i form af boligforslag er forståelig. Der er ikke det store brug for at stimulere økonomien, idet Danmark ikke har pengene (se dagens finanslov og økonomiske fremskrivninger, som taler om megaunderskud), og fordi at selv om vi brændte milliarder af og gældsatte os yderligere, kan det ikke trække resten af Europa op af mudderet. Og det er en betingelse, at EU kommer med, hvis opsvinget skal være selvbærende mange år frem. Derfor får vælgerne en boligpakke mv., for at Løkke skal signallere handlekraft og bringe regeringen frem til en situation, hvor det giver god mening at trykke på knappen. Der er som nævnt blot et enkelt problem: regeringen står til at falde. Løkke alene
Kigger statsministeren sig omkring lige nu, er der yderligere problemer. Han er alene. Til højre for ham har han et Dansk Folkeparti og en Pia Kjærsgaard, som har svært ved at finde sin plads i kampen. Siden den norske tragedie har der reelt været stille omkring Kjærsgaard, idet det er sørens svært at komme med udlændingeforslag, som skal piske en stemning op. Kaninen er uden ører. I forhold til de seneste udspil fra regeringen har DF heller ikke været begejstrede, men må traske med og bakke op omkring Løkkes ultimative krav. At skyde ham ned, lige før alle tror valget kommer, og lukke S-SF ind i et nationalt kompromis om boligskat, er ikke akkurat måden at sikre en fælles profil i blå blok. Så de annoncerede forhandlinger om hjælp til boligejerne ender med VKO-forlig igen plus det løse. Hvilket ikke bringer Pia i opdrift hos folket. Kigger han til venstre, ser han Lars Barfoed og de konservative. Partiet kan bare ikke få hjulene til at slippe asfalten og gå i luften. Barfoed og Mikkelsen kæmper heroisk, men det virker ikke. Og de skal helst være i fremgang i målingerne, hvis Løkke skal gøre sig håb om at gennemføre en valgkamp, hvor han ikke nærmest frivilligt overlader magten til Thorning-Schmidt. Hvad skal statsministeren dog gøre?
Tja, mange mener han skal køre nu. Uanset. Et råd som er nemt at give om man sidder udenfor. Men at gå ind på statsministerens kontor og sige: 'Hej Lars, tryk på knappen', er en sværere manøvre end som så. Gallup er eneste måling, som giver bare en anelse håb til VKO. Derfor gør statsministeren nu det eneste han kan gøre - han ser tiden an. Fylder den ud med aktivitet. Deltager i debatten som var han i valgkamp allerede. Fremlægger forslag og holder taler om alt det han vil gøre. I dag fremlægges en finanslov, som fortæller at situationen er alvolig. Og statsministeren vil bruge denne situation til at fortælle danskerne, at han er den eneste der kan bringe landet flot. Det er også hans eneste chance. Og så vil han se om det virker? Om der kommer en bevægelse? Fra rød mod blå. Løkke ved, at han ikke kan køre med alle løfteraketter tændt i al evighed. Christiansborg koger. Alle føler at de løber en 100 meterfinale i OL hvor slutsnoren hele tiden flyttes, lige som de er ved at nå den. Og de sprinter videre, stadig mere desperate. Baglandet koger ligeså - kom nu Lars! Alt er klart men der er kun et problem: Han taber hvis han kører nu. Derfor skal der nu forhandles og derfor tager han en dag af gangen.