Det står stille. Helt stille. Målinger peger ret entydigt på en rød regering på torsdag. Thorning-Schmidt som ny statsminister og hånden på hjertet, var jeg ansat i Venstres valgkampmaskine, ville jeg være nogenlunde lige så begejstret nu, som de socialdemokrater, der i 2005 og 2007 var ansat i S-maskinen. Det er svært at se, hvad Løkke kan proppe ind i kanonen, som virkeligt bider på S-SF-alternativet. Måske kommer den største trussel indefra - må Thorning-Schmidt i sidste ende vælge Vestager frem for Søvndal? Det er nogle utrolige målinger, som i disse dage kommer frem. Søvndals tropper daler (går lidt frem i ny og næ - men daler), og Vestager vokser støt. Flere betragtninger i den anledning. For det første er Søvndals udgangspunkt på 13 procent fra sidste valg måske undervurderet. Måske er de 13 så højt, at det bare ikke kan gentages. Villy stod til at dale fra starten, selv om ægteskabet med S i første omgang tog ham til rystende 19 procent. Men så kom han til at signalere, at han nok var parat til at gå længere end mange af hans støtter fra valget i rock 'n roll-valget i 2007. Tag bare pointsystemet omkring jul, som Villy ville støtte. Så vigtigt er det så heller ikke for SF's vælgere at forlade hængekøjen. Vestagers fremgang bygger på hendes dristige politiske beslutninger gennem det seneste halve år og en fejlfri valgkamp. Hun har selv skabt sin succes. Da hun besluttede at sige ja til Løkkes tilbud om at være med i Tilbagetrækningsreformen tog hun fusen på bl.a. undertegnede. Den så jeg ikke komme. Reelt fik hun sendt et signal til vælgerne om, at hun virkeligt mener det med et samarbejde ind over midten. I klar modsætning til eksempelvis Lars Barfoed - som står med 10 års VKO's blokpolitik i bagagen - beviser hun sin politik gennem sine handlinger i foråret. Præcis som nu. Hun peger på Thorning-Schmidt, men insisterer på brede løsninger. En dristig position som mange 'kloge' har forsøgt at gøre 'forvirrende', men vælgerne har forstået den . Og stadig flere kommer til, i takt med at Thorning-Schmidt ligner en vinder. Vestager er nu blevet garanten for, at der i rød blok er modvægt til SF's og Johanne Schmidt-Nielsens socialisme. En af mine borgerlige venner klagede i går sin nød: 'selv intelligente mennesker (læs: borgerlige) jeg kender stemmer nu på Vestager. Hun er det eneste bolværk mod Villy for fanden', råbte han i telefonen... Vestager får et kanonvalg og var allerede flyvende inden valget blev udskrevet. Siden har hun ikke sat en fod forkert. Det er således Vestager, som bringer Thorning-Schmidt i Statsministeriet, hvis det sker. Det er hende, der trækker stemmer over midten. Samlet er resultatet, at Søvndal er ved at blive presset voldsomt af både de radikale og Enhedslisten - og hvordan vil han reagere på det i de sidste dage? Hele hans krop skriger efter at gå i kødet på arvefjenden hos Enhedslisten. Men han kan ikke rigtig uden at bryde kontrakten til S. Sandheden er, at Søvndal må æde frustrationen i sig og se Johanne smile sig til stadig flere af hans stemmer (præcis som han jokede sig til hendes i 2007 og frem). Han må forblive Helles wingman, ellers rabler det hele for ham. Skrider han, eksploderer utroværdigheden helt, og årenes hårde seriøse brobyggerarbejde vil være helt spildt (læg i parentes mærke til, at al snak om de geniale kloge unge SF''ere bag Villy og Sohn berettiget er totalt forstummet. 'Portrættiden' er for længst forbi). Men gør SF-chefen det egentlig så dårligt? Næææ, han mangler bare det overskud, som han havde i 2007. Det er (lidt for) alvorlige Villy, vi ser - måske tynget i knæ af et ansvar, som han tydeligvis har taget på sig lang tid før han behøvede det. Løkke må fortælle det han vil
Hele tiden har Løkke taget for givet, at befolkningen ved, hvad han vil. Det ved den ikke. Han har aldrig rigtigt betonet, at hans økonomiske politik ikke er et mål i sig selv, men at den ligeså handler om at skabe vækst. De afgørende nationaløkonomiske sammenhænge mellem tilbagetrækning, flere skatteindtægter, lavere offentligt underskud, bedre service og lavere renter til glæde for erhvervsliv og boligejere har han helt undervurderet at sælge. 'Du tager fejl, Peter', vil han råbe, hvis han fik lov. 'Jeg har sgu ikke snakket om andet', vil han hævde. Men Løkke tager fejl - der hvor det tæller i TV - har han ikke gjort noget for at uddanne os i de centrale sammenhænge, som ganske enkelt bare ER en afgørende præmis for en valgkamp om økonomien. Thorning-Schmidts mere direkte 10 mia ekstra på bålet kan enhver forstå. Også selv om at 10 mia. er så lidt, at det intet vil ændre. Men det fungerer for S-lederen i valgkampen. Jeg forstår ikke, at Løkke har taget vælgernes forståelse af hans politik for givet. Men det har han. Nu har Thorning-Schmidts målinger overlevet Søvndals baglæns hækkeløb på 24-års reglen. Hun bliver stadig statsminister. Og overlevet Løkkes kritik af de 12 minutter, gule sedler mv. Hun bliver stadig statsminister. Hvad skal Løkke nu finde på? Det er svært at se. De sidste dages skræmmekampagne - som han klogt nok har sat i søen - kan næppe heller flytte stillingen mellem rød og blå blok. Så hvad Løkke skal gøre herfra - andet end at håbe? Løkke har forsøgt at være seriøs, men det er endt i en lidt for selvhøjtidelig form, hvor det seriøse bliver så seriøst, at det fremstår næsten bedrevidende. Manden har en super humor - men den er uklogt gemt væk. Thorning og de tre små
Tænkt hvis Thorning-Schmidt vinder med 24 procent (da Nyrup tabte med 29 procent i 2001 var det et 'katastrofevalg', som der står på Wikipedia) omgivet af tre partier på ca. 10 procent hver. På papiret holder den regering i 14 dage, idet den interne uenighed mellem Margrethe og Villy ikke kan lappes. Men sådan foregår politik jo ikke. Hvem havde troet, at DF ville blive så loyalt et parti for VK-regeringen? Med to dage tilbage skal der et mirakel til, for at Seriøse Lars kan vinde. Det er set før, men chancen er beskeden. I går spiste jeg frokost med den britiske ambassadør. Blandt sine altid kloge overvejelser havde han denne betragtning: hvorfor er der ingen i Danmark, der interesserer sig for krisen, der jo er ved rasere hele den vestlige verden. Danskerne syntes forbløffende upåvirkede. I Nicks gode spørgsmål ligger på en og samme tid konstateringen af, at Seriøse Lars ikke er kommet igennem med sine budskaber, og at Alvorlige Villy lige efter en regeringsdannelse muligvis står overfor sit livs politiske nedtur - væksten skabes næppe alene med det, som de røde har lagt frem, dertil er krisen for langvarig og dyb. Og tilbage står Vestager - klar til at træffe de såkaldt ansvarlige - men dybt ubehagelige - beslutninger....og Thorning-Schmidt vil ikke have noget valg...partnerskiftet står for døren...take care PEM