Jeg holder mange foredrag. Nogle gange sammen med Michael Kristiansen. Forleden holdt vi et oplæg sammen for en organisation i hovedstadsområdet. Vi behøver ikke mere end et billede af de enkelte partiledere for at starte en kritisk dialog. Da vi denne dag nåede til Lars Barfoed, var der ikke noget billede, men blot et tal: 4,3 procent. Salen brølede af grin. Da vi efterfølgende spurgte om, hvor mange der havde stemt konservativt ved valget, brølede de af grin én gang til. Det er i sig selv blevet en joke at stemme på Barfoeds parti. Politik er en hård branche, og det lille optrin fortæller måske mere end så meget andet noget om den udfordring, som den nye K-leder står med. Men det stopper ikke her. Der er en regulær risiko for, at de konservative afgår ved en stille død. Som Kristendemokraterne. Sagen er den, at de konservative er ligegyldige. De kan ikke gøre til eller fra med deres stemmer. De har for få. At gå sammen med Venstre og skabe flertal med regeringen (mod Enhedslisten) hjælper dem næppe. Det gavner Venstre. Og ditto med Liberal Alliance. Udtrykt lidt ungdommeligt: Barfoed er fucked! To spørgsmål rejser sig: 1) Hvad betyder det for oppositionens muligheder? 2) Er der overhovedet en mulighed for et comeback? Til det første er jo blot at sige, at Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, må lægge to planer. En, hvor K synker i grus, og en, hvor partiet forbliver lille. I politik føles det velkendte altid tryggest. Men indimellem flytter de politiske ’kontinentalplader’ sig, og vi får en ny tilstand, som derefter føles som det trygge. Historien er rig på eksempler, fra dengang i 1973, da Glistrup kom stormende ind i Folketinget, til i dag, hvor vi har en udenrigsminister fra SF, som taler pænt til kineserne. En verden uden de konservative er en naturlig ting at indstille sig på herfra. Løkkes muligheder med et mini-K er umiddelbare ikke ringe. Liberal Alliance er med sin bløde udlændingepolitik et klart profileret alternativ til K og samler med sin noget ekstreme økonomiske politik op blandt borgerlige fantaster. Venstre kan selv tage resten, idet de ti års regeringssamarbejde for længst har smedet V og K sammen til én politisk enhed. Men Løkke har brug for at få skabt tryghed om den nye situation – altså at det ikke er et permanent krisetegn for oppositionen, at K er ved at udånde. Kan Løkke ikke overbevise vælgerne om, at det er helt o.k. og naturligt, at tingene skifter, da vil det blive en chance for Thorning-Schmidt til at beholde Statsministeriet i en ny periode. Oppositionen vil simpelthen ikke fremstå samlet, og dermed vil den fremstå som et mindre godt alternativ. Derfor skal Løkke nu udtænke en måde at tage livet af K på (ak ja, politik er ikke noget teselskab) eller skabe normalitet omkring partiets nedtur og minimale tilslutning. Det vil Barfoed næppe synes om, givet at partiet engang samlede vel over 20 procent. Men kan S vænne sig til at ligge permanent under 25 procent, kan K måske også vænne sig til at ligge på 4? Spørgsmål 2. Barfoed støtter sig til to forhold. Dels er partiet nu så lille, at det ikke behøver at skræve over hele det borgerlige bagland. Som Liberal Alliance kan man pille et segment ud, som tænder på mere spidst vinklede synspunkter. Det sætter givet en øvre grænse for, hvor stor man kan blive, men det sikrer måske en plads i parlamentet. Tidligere statsminister Poul Schlüter gav et interview for nylig, hvor han påpegede behovet for at finde tilbage til de klassiske konservative dyder. Schlüter har ret. Det åbner den økonomiske situation bestemt op for. I denne weekend har EU drøftet alle moders krisepakke til at kunne stabilisere den sydeuropæiske nedtur. Og G20-landene mødes i november for at drøfte verdensøkonomien. I ugen kom der herhjemme tal for forbrugertilliden, som droppede fra -3,6 til -6,6 fra september til oktober. Tilliden til dansk økonomi har ikke været så lav siden finanskrisens højde i foråret 2009. Selv om en tur i Tivoli med ungerne her i efterårsferien mildt sagt antyder det modsatte (det er næsten kriminelt dyrt, der var proppet med mennesker – og så var det koldt!), da holder vi danskere igen med at bruge penge. Vi er bange for fremtiden. Det står sløjt til, og det vil desværre stå sløjt til lang tid fremover. Barfoed får hermed chancen for at kræve tæring efter næring i de offentlige udgifter (unægtelig også et must, såfremt K’s maniske krav om skattelettelser skal give nogen økonomisk mening) langt mere aggressivt end tidligere, hvor regeringsansvaret tyngede og tvang VK-alliancen til at tale delvis sort for at holde på vælgerne. Vi er nået til et punkt, hvor de fleste har indstillet sig på, at K ikke kommer igen. Og at Løkke må lade dette indgå i sin kamp for at genvinde magten. Schlüter kom til magten som en økonomisk ’oprydder’. Han fjernede bl.a. dyrtidsportionerne og indførte fastkurspolitikken. Krisen vil langsomt vride saltet ud af de rødes blod, hvad der vil give borgerlige muligheder. Om Barfoed er en del af de muligheder, eller om han, som Kristendemokraterne, glider bort, afhænger alene af, om han kan få de politiske kontinentalplader til at flytte sig. En opgave, som synes tæt på umulig.