»Hvordan kan vi gå ud og forklare vores medlemmer, at de skal knokle mere, miste store bededag og lidt ferie, når de lige har fået en spand og hoppe i til overenskomstforhandlingerne, og der er arbejdsløshed, så langt øjet rækker?«.
Ja, kære læser, De har gættet rigtigt. Ordene kommer fra en lidt frustreret faglig leder. Og sandt nok bliver de kommende trepartsforhandlinger – hvis de kommer? – en gevaldig test på igen at udvise samfundssind fra fagbevægelsens side. Men realiteten er, at fagbevægelsen ikke rigtig har noget valg. Man må ind i kampen og sikre sig lidt indflydelse og dermed lidt berettigelse. I regeringsgrundlaget står det med flammeskrift, at trepartsforhandlingerne mellem regering, fagbevægelse og arbejdsgivere skal skaffe 20.000 par hænder ekstra i 2020 og 4 milliarder kroner til statskassen. Førstnævnte kan oversættes til, at danske lønmodtagere skal arbejde mere. Sidstnævnte kan bruges på diverse uddannelser for lønmodtagerne. Der er ingen tvivl om, at samtlige nationaløkonomer i kongeriget bifalder regeringens ambitioner. Arbejdsløshed nu eller ej, vi bruger for mange penge på velfærd, i forhold til hvor mange skatteindtægter vi får ind. Og det bliver kun værre frem mod 2020. Opfyldelsen af regeringens fornuftige målsætning er på Christiansborg et must for at overleve. Hvis man forestillede sig, at S og SF blev bløde i knæene og opgav denne del af regeringsgrundlaget, ville Margrethe Vestager gøre det til en kabinetssag.
