I Kraka sidder vi og regner på regeringens såkaldte akutpakke til de ledige, som falder ud af dagpengesystemet 1. januar. Vores tro på pakkens effekt er ikke i top. Men vores tro på, at man ligefrem kan hekse for denne gruppe af mennesker, uanset hvem der regerer, er tilsvarende begrænset. Sagt lige ud. så pibler der vand ind i båden fra alle tænkelige steder, som følge af den elendige økonomiske udvikling. Samtidig sidder de helt stille i den borgerlige. Løkke skal ikke have noget i klemme. Ingen provokerende meninger, som kan skræmme vælgerne væk. Men uanset vanskelighederne er arbejdsmarkedet nøglen til regeringens succes. Derfor undrer den letbenede akutpakke ikke så lidt. I weekenden var jeg på den årlige laksefisketur til Stavanger. Lykkelig var jeg, da jeg kunne kaste fluen i elven uden at skænke dansk politik en tanke. Selv Ekstra Bladets bizarre opførsel i Skattesagskommissionen kom lidt på afstand. At Jan Kjærgaard nu skal være dansk journalistiks grand old man er mere, end selv jeg kan kapere. Kjærgaard har (naturligvis) ikke leveret det, han lovede. Han har brudt presseetikken omkring kildebeskyttelsen uden at have den påståede årsag hertil, nemlig den rygende pistol på Peter Arnfeldt. Båndene er slettet, hvis de da nogensinde har været der? Og samtidig med det journalistiske digebrud fra bladets side kører selv samme journalist og hans redaktør et moralsk skoleridt omkring spindoktorernes arbejde med journalister.

Arnfeldt har unægtelig sit at slås med. Det må kommissionen rode med. Men her er en nyhed: Kjærgaard har altid arbejdet efter de tvivlsomme metoder, som han vidnede om mod Arnfeldt. Også i 1990’erne, da Deres skribent var ansat i Statsministeriet. Intet nyt i det.