0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bjarne Corydon som ny S-formand?

Sandheden er, at regeringens arbejde med finansloven har givet den en ny start.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
 MIE BRINKMANN (arkiv)
Foto: MIE BRINKMANN (arkiv)

Udskiftning? Finansministeren er med ekspresfart på vej ind kredsen af favoritter til at afløse Thorning-Schmidt.

Peter Mogensen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Peter Mogensen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I forordet til Roald Als' og Søren Mørchs nye fremragende bog om 00'erne beretter Søren om, hvordan deres projekt mindede ham om historien om grisen og hønen, der begejstret beslutter at starte en bacon and egg -restaurant.

Grisens begejstring kølnes dog synligt, da det går op for den, hvem der skal levere æggene, og hvem der skal levere baconet.

Hvis De her, kære læser, som jeg kommer til at tænke på Johanne Schmidt-Nielsen i rollen som grisen, er De ikke helt galt afmarcheret.

Aftalen med Enhedslisten kan blive dyr for det røde parti, idet partiet ikke - som Pia Kjærsgaard i sin tid kunne - er lykkedes med at få synlige indrømmelser til sin nu dybt skuffede vælgerskare.

Regeringen har på sin side fået en ny start, og selv om miraklet er langt væk endnu, ligner Corydon mere og mere en ny stærk S-formandskandidat, når Thorning er væk.

De fire skarpe konklusioner efter forliget:

LÆS OGSÅ

For det første var det fra starten klogest at vælge et forlig med Enhedslisten, hvis det kunne gi' sig. Regeringen (den røde del af den) har taget alt for mange tæsk som følge af de rå (borgerlige) reformer, som man aftalte med Vestager i Tårnet.

S og SF's vælgere har længe sukket efter at se deres regering som en rød affære snarere end en 'Løkke wannabe'-størrelse. Forliget med Johanne Schmidt-Nielsen giver rygrad ude i de små S-kredse og gør det lidt nemmere at se sig selv i spejlet.

Finanslovsaftalen lægger mildt sagt ikke op til indførelsen af en socialistisk drømmestat, og alternativet - en aftale med de borgerlige - ville have kostet yderligere grumme dyrt hos de forpinte vælgere.

For det andet er forliget det bedste tænkelige for SF's nye ledelse. Jeg kom engang til at erklære, at utilfredsheden med Søvndals og Thor Mögers linje var så stor i SF's bagland, at man kunne stille en chimpanse op som modkandidat til Astrid Krag, og den ville vinde stort.

I stedet blev det Annette Vilhelmsen, som vandt (det er et bevis på Vilhelmsens overskud og humor, at hun siden i vores sms-dialog har skrevet under som 'Chimpansen'), og hun kunne ikke have ønsket sig et bedre resultat.



Som flere dygtigere kommentatorer allerede har berettet, er det ikke akkurat SF, som har siddet i førersædet i forhandlingerne, men uanset kan hun nu diske op med en ny kurs over for sit bagland.

Forliget holder dermed SF inde i regeringen lidt endnu, og Vilhelmsens jul er reddet. Læg hertil, at den seneste akutpakke blev lanceret, uden at EL var med, hvad der ligeledes har hjulpet på SF's styrtblødning mod venstre. Man drister sig til at skrive, at de er begyndt at tænke lidt politisk i regeringstoppen.

For det tredje har det været fornuftigt, at Margrethe Vestager har accepteret et forlig mod venstrefløjen. Det har hun kunnet, fordi forligets indhold lige så godt kunne være stemt hjem med Venstre og Konservative, men alligevel.

Vestagers image som empatisk politiker, der ikke kun er liberal, men også lidt social, trænger til en fæl omgang fransk vask og strygning. 'Sådan er det jo' har slidt sled på belægningen.

LÆS OGSÅ

For det fjerde er det svært for Venstre troværdigt at kritisere forliget. Enhedslisten er presset så meget i bund (lige nu river de hovederne af hinanden i hovedbestyrelsen), at selve forliget ikke åbner en mulighed for Løkke til at erklære Danmark på vej mod det socialistiske paradis.

Tværtimod er det lidt svært at forstå, hvorfor Venstre eksempelvis tordner imod den skatteomlægning, som indgår i forliget? Af statusnotatet 'Lavere afgifter for forbrugere - bedre konkurrencevilkår for virksomhederne' af 10. november fra Skatteministeriet fremgår det, at skatteomlægningen i aftalen reelt er underfinansieret med en halv milliard.

En skattelettelse, som Venstre burde kunne acceptere. Venstre var reelt aldrig med i forhandlingerne, men blev kun holdt standby, hvis EL svigtede. Og de vidste det. Venstre bør nu se frem mod næste drama om kontanthjælpsreformen i foråret, hvor Johannes tropper ikke kan være med.

Sandheden er, at regeringens arbejde med finansloven har givet den en ny start. Om vælgerne forstår det, vides endnu ikke. Men i det mindste rækker forliget ud efter de vælgere, som er skuffede.

Det havde et forlig med Venstre ikke gjort. Corydons grundige arbejde og forhandlingsteknik (også internt i regeringen) har således været en succes, under forudsætning af, at EL nu leverer bacon fra egen ryg.

Finansministeren er med ekspresfart på vej ind kredsen af favoritter til at afløse Thorning-Schmidt, måtte hun snuble eller bare vælge at gå, eksempelvis på grund af orkanen om Skattesagskommissionen.