0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Derfor måtte Kristian Jensen kæmpe som han gjorde

Partiet Venstre skal herfra kæmpe mere mod sig selv end imod Helle Thorning.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Peter Mogensen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Peter Mogensen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Efter folketingsvalget i 1998 overlod Uffe Ellemann-Jensen roret til Anders Fogh. Jeg arbejdede dengang som sekretariatschef for statsminister Poul Nyrup Rasmussen og da Fogh dagen efter udkom på forsiden af BT med udtalelsen om, at han ville være ’den lille mands beskytter’, gik jeg grinende ind på Nyrups kontor.

Nu havde Fogh gennem hele sin næstformandstid slået sig op som en minimalstatshulemand, og pludselig, som ny formand, troede han at han kunne skifte ham ’over night’.

Jeg husker at jeg delte min (sikkert lidt vel lange) analyse med Nyrup og konklusionen var den, at Fogh ville være en kort overgangsfigur i dansk politik – med sit ubehjælpsomme hamskifte og et totalt fravær af karisma – og at Nyrup-regeringen hermed stod overfor en politisk opgave i absolut øjenhøjde.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere