Der kommer de. Billedet på det moderne, det progressive, det grønne. Cyklende ind på Christiania-bikes i skandinavisk modetøj med hjemmelavede speltboller i kurven og ’Hus Forbi’ i hånden. Det Radikale Venstre kan give dig både grønne ambitioner, social balance, spraglet mangfoldighed og økonomisk ansvarlighed – alt sammen pakket smukt ind i en behagelig god samvittighed, der ikke gør ondt på nogen. I hvert fald ikke nogen, der har en lang uddannelse eller en stabil indtægt i den pæne ende. For hvad er det egentlig, den radikale politikerelite har nede i Christiania-cyklen, når man kradser lidt i deres progressive selvopfattelse? Hvilken konkret politik er speltholdet garant for? Med Vestager i spidsen er svaret, at den progressive og socialt ansvarlige selvopfattelse er blevet noget nær en parodi i sammenligning med virkelighedens politik. Netop den dybe kløft mellem selvopfattelse og virkelighed afslørede Vestager med én enkelt sætning på bare 4 små ord: »Sådan er det jo«. Det var ministerens svar til de op mod 20.000 arbejdsløse, der fra årsskiftet mister retten til dagpenge og risikerer at ryge ud af systemet. Her var det progressive og socialt ansvarlige køligt at konstatere, at sådan er vilkårene jo bare. Men dagpengesagen er langtfra enkeltstående. Det eneste særlige er, at den i offentligheden har tydeliggjort, hvor langt væk den kreative klasses politikerdarlings efterhånden befinder sig fra almindelige menneskers levevilkår, og hvor langt ude til højre de befinder sig, når det gælder økonomisk politik. Lad os lave et aktuelt virkelighedsnedslag på fire konkrete forslag og standpunkter for at teste billedet af progressivitet og social bevidsthed: 1) Afskaffelsen af efterlønnen Den typiske borger, der går på efterløn, er en faglært eller ufaglært kvinde, medlem af a-kassen i FOA, 3F eller BUPL og bosiddende i Nordjylland eller på Lolland-Falster. Det er mennesker med et langt og fysisk hårdt arbejdsliv. Mennesker, der ikke (som de radikale vælgere) først kommer ud på arbejdsmarkedet i midten eller slutningen af tyverne, men som derimod kommer ud på arbejdsmarkedet, allerede inden teenageårene er slut.
Det sociale plaster skulle så være den nye seniorførtidspension, men her skal man modsat logikken bag efterlønnen dokumentere væsentligt nedsat arbejdsevne for at komme i betragtning. Du har altså ikke længere en rettighed, der kan sikre forskellen på at være slidt og nedslidt. Nej, med hatten i hånden skal du dokumentere, at arbejdslivet har slidt dig op, før du kan gøre dig forhåbninger om at trække dig tilbage. Måske så afskaffelsen af efterlønnen retfærdigt og fornuftigt ud oppe fra elfenbenstårnet på Borgen, men ude i virkeligheden gør det ondt. 2) Indædt modstand mod en finansskat Af uransagelige årsager har Nadeem Farooq og Vestager udnævnt sig selv til finanssektorens skytsengle.
