Det er et alvorligt problem, at vi stadig får flere og flere love og regler. Borgernes frihed svinder, og vi bevæger os i retning af en barnepigestat, hvor borgerne umyndiggøres og skal bede om lov til alting. Alle er i overskriftsform enig om, at udviklingen skal stoppes, men den nedslående sandhed er, at ingen hverken til højre eller venstre har nogen konkrete bud på hvordan. På trods af gode og helhjertede forsøg på regelsanering har selv denne regering ikke kunnet knække kurven endnu. Det kunne den forrige regering heller ikke. Eller de mange regeringer før den. Stigningen i antallet af regler og forbud har formentlig været i gang i hele demokratiets historie både i Danmark og i alle andre demokratier. Den nemme forklaring er, at politikerne er inkompetente og formynderiske. Det spiller utvivlsomt også en stor rolle, og hvis man er i tvivl om, at der findes politikere, som vitterligt tror, det er deres rolle at bestemme for borgerne, hvordan livet ikke skal leves, skal man blot lytte til SF’s (ellers kompetente) retsordfører Karina Lorentzen: ”Jeg synes ikke, der er noget galt med forbud, hvis de bliver udstedt af fornuftige mennesker. Og vi er jo fornuftige i SF”, sagde hun samtidig med, at SF havde 35 nye forbud klar. Bedrevidenheden trives på Christiansborg, hvor mange politikere har glemt, at de er folkets tjenere og ikke dets herrer. Det er lige som, når et lille barn får en hammer i hånden og tror, det skal slå på alting. Der sker det samme, når visse politikere får mulighed for at lave forbud. Medierne har dog også en stor del af skylden. Det er nærmest en sport for nyhedsudsendelserne at stille ministre og folketingspolitikere til ansvar for lokale problemer. Hvis en kommunalbestyrelse eller en lokal sagsbehandler svigter, er det ofte ikke dem, der bliver stillet til ansvar i offentligheden. Mikrofonen rettes mod socialministeren, som afkræves øjeblikkelig handling. Og ve den socialminister som svarer, at hun ikke vil gribe ind, eller at reglerne allerede er gode nok, som de er. Hun vil blive udstillet som kynisk og ligeglad. Medierne kræver handling, og der er altid positiv omtale til politikere, som handlekraftigt er klar med stramninger og forbud. Endelig skyldes den stigende mængde lovgivning og forbud, at hvert nyt forbud bliver diskuteret enkeltvis, og derved fortoner de samlede konsekvenser af de mange forbud sig. Det kan redde liv, hvis vi indfører et forbud mod at køre uden cykelhjelm eller mod solarier eller voldelige computerspil. Og Herregud, det kan vel ikke gøre nogen forskel, om der kommer et enkelt forbud mere, når vi alligevel allerede har så mange i forvejen. Det er grundlæggende en borgerlig sag at bekæmpe barnepigestaten. At være borgerlig betyder netop, at man ønsker selvstændige og frie borgere. Men hvis forbudstyranniet skal stoppes, kræver det bred opbakning fra det meste af Folketinget. Når nye enkeltsager skriger på flere forbud, vil en regering have svært ved at afvise det, hvis ikke den har bred støtte i ryggen. Diskussionen skal løftes op til at handle om samfundets overordnede indretning. Ønsker vi virkelig en maksimalstat med flere og flere forbud og regler? Eller værdsætter vi frihed som en selvstændig værdi? Hvis vi mener friheden alvorligt, er vi nødt til at gøre noget drastisk som f.eks. at indføre et forbudsstop eller sætte udløbsdatoer på lovene, så Folketinget tvinges til at tage dem op til revision med jævne mellemrum. Når der er kommet styr på økonomien, bliver dette Folketingets største opgave efter valget. NB: Følg gerne med i kampen mod barnepigestaten ved at blive venner med mig på Facebook her