Politiken har de seneste dage diskuteret, hvad der er gået galt, siden de konservative ligger til blot 3-4 procent i øjeblikkets meningsmålinger. Det er helt rigtigt, at det er tid til selvransagelse, og her er mine personlige overvejelser: Man må selvfølgelig kort starte med at anerkende, at en del af nedturen skyldes, at alle vores konkurrenter har gjort det godt det seneste år. Når det i politik går nedad for nogen, er det fordi, det går opad for andre. Især Radikale og Liberal Alliance er i dag i en helt anden stand, end de var for halvandet år siden. De er begge gået fra at være helt ubetydelige til at have betydelig succes. Venstre har også - i en helt fair konkurrence - suget vores stemmer til sig, fordi Lars Løkke Rasmussen er blevet bedre og bedre. Men hovedårsagen til partiets situation ligger naturligvis hos os selv. Der er en lang række vigtige lærepunkter i det seneste halvandet år, siden vi lå til næsten 13 procent i meningsmålingerne. Lene Espersens og Henriette Kjærs ture i mediemøllen var stærkt ubehagelige at overvære, når man kender dem som gode afholdte kollegaer og ikke blot som billeder på en tv-skærm. Jeg var nok ikke den eneste i inderkredsen, som i den periode overvejede, om prisen ved at være politiker kunne blive for høj. Men når man vælger at være det, må man lære af sagerne. De skal selvfølgelig helst ikke opstå, og det gør de nok heller ikke igen. I hvert fald ikke i præcis samme form. Men en anden vigtig lektion er, at de skal lukkes hurtigere ned. Skal man tage en konsekvens ved eksempelvis at give en undskyldning, skal det gøres hurtigt. Det er ren bagklogskab og ikke et råd, som jeg på noget tidspunkt gav undervejs i forløbet. Det hørte jeg heller ikke andre gøre. Ingen af os havde drømt om, at sagerne ville blive så voldsomme. Men det blev de, og havde der været bedre vejledning om hurtigere at anerkende offentlighedens reaktion, ville de nok ikke have kørt så langt ud. For helt ærligt: Burde en dobbeltboooket kalender og et afbud til et enkelt ud af en lang række møder med Hillary Clinton virkelig blive til den suverænt største mediehistorie i 2010? Det mener jeg stadig ikke, at substansen kunne bære, og det burde vi have undgået. Selvom det er en simpel og lidt kedelig analyse for politisk kommentatorer, som hellere vil tale om den overordnede strategi end den slags banale enkeltsager, kommer vi ikke udenom, at mens de kørte, faldt Konservative otte procentpoint i meningsmålingerne. (Fra 13 procent til 5 procent). Det er dem, der har skabt et negativt og kaotisk image af partiet. Politikken og holdet er stort set identisk med, da vi lå på 13 procent. Kun partiets omdømme er forværret. Det er det største og væsentligste problem, som der desværre ikke er nogen hurtige løsninger på. Kun stabilitet og kompetent fremtræden i medierne over længere tid vil rette op på det. Det andet væsentlige og interessante problem for partiet er, at folk har svært ved at genkende den konservative politiske profil. Ti år i VKO har slidt. Måske har vi ikke været skarpe nok. Måske er det bare vilkårene som det mindste regeringsparti. Sagen er i hvert fald, at profilen er blevet utydelig. Vi synes godt nok selv, det er lidt urimeligt. Vi er jo det parti, som tidligst har set Danmarks udfordringer i øjnene. Vi er de eneste, som har krævet arbejdsmarkedsreformer, siden vi stemte imod efterlønnen, da Venstre og Radikale indførte den sammen med socialdemokraterne. Vi er det eneste parti, som har fået gennemført skattelettelser de sidste 10 år på trods af Venstre og Dansk Folkepartis modstand. Og vi er det eneste parti, som konsekvent har kæmpet for at afskaffe overflødig administration, da vi nedlagde amterne og gjorde op med regionerne. Folk aner bare ikke, at vi har ført an i disse borgerlige sejre. Da der, efter årtiers debat, begyndte at tegne sig et flertal for en efterlønsreform i meningsmålingerne, skiftede Venstre og Dansk Folkeparti kurs fra inkarnerede efterlønstilhængere til -modstandere, og i dag har borgerlige kernevælgere fuldstændigt glemt, hvem der løb foran, og hvem der løb efter meningsmålingerne. Hvis vi havde fokuseret 100% på reformdagsordenen, da holdningerne skiftede, kunne vi måske have beholdt det politiske ejerskab. Men en af vores fejl er netop, at vi ikke har fokuseret vores kræfter nok om nogle få mærkesager. Vi har forsøgt at betone både økonomisk ansvarlighed, personlig frihed, socialt ansvar, fædreland, dannelse, familieværdier, internationalt udsyn, integration, miljøpolitik, kultur og markedsøkonomi samtidig. Det er alt sammen - og skal forblive - en del af den konservativ melodi. Men når man i sin kommunikation spiller på så mange tangenter af gangen, trænger ingen af tonerne ret godt igennem. Partier som Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har også et blandet omdømme. Men til gengæld ved man præcis, hvad de står for, fordi de altid taler om de samme emner. Alle ved, at DF står for stram udlændingepolitik, socialdemokratisk økonomi og forsvar for nationalstaten. Alle ved, at Liberal Alliance står for lavere skat og færre forbud. Det er derfor klogt af Lars Barfoed at slå fast, at vejen frem for Konservative er på samme måde at udvælge nogle ganske få emner, som vi vil have alle til at kende os for. De skal derefter være i fokus i alt, hvad vi siger og gør i en længere årrække. Her er i øvrigt en bruttoliste at vælge fra. Udfordringen er, at det vil tage flere år at skabe en klar profil igen. Den gode nyhed er, at vi hverken skal lave om på os selv eller behøver at frygte, om der er plads til os. Rigtigt mange danskere ønsker både borgerlig økonomisk politik og borgerlig, konservativ værdipolitik. Det er en kombination, som vi konservative fortsat kan have helt for os selv, hvis vi opdyrker den. Liberal Alliance står kun for borgerlig økonomisk politik og har ingen eller i bedste fald en småradikal eller laissez-faire-inspireret værdipolitik. Radikales værdipolitik er udpræget venstreorienteret, og Dansk Folkeparti kan ingen vel beskylde for at have en særlig borgerlig økonomisk politik. Konservative har en unik borgerlig helhedspolitik, som der altid vil være brug for. Hvis vi er dygtige nok, kan vores fremtid derfor udmærket blive lige så god som vores fortid, selvom vi i øjeblikket er nede i en bølgedal.