Rasmus Brygger: Mit besøg i Frankrigs ghettoer har vist mig, hvad der aldrig må ske for integrationen i Danmark

Om en lille måned er der fransk præsidentvalg, og selv om præmienationalisten Marine Le Pen ikke står til at vinde, er hendes blotte tilstedeværelse tegn på, at Frankrig ikke er, hvad det har været. Derfor var muligheden for mig også kærkommen, da en byrådspolitiker fra Nye Borgerlige offentligt tilbød at betale en tur for mig til de indvandrerdominerede parisiske forstæder: Den underliggende præmis var, at de af os, der er åbne over for indvandring, kun er det, fordi vi simpelthen ikke forstår, hvad der er op og ned.

Jeg takkede naturligvis ja, og selv om byrådspolitikerens finansiering udeblev, var turen et levende bevis på, hvad vi må lære herhjemme: Vores integrationsproblemer må aldrig komme så langt, at vi ender som Frankrig.

Det er let at afskrive nationalismens fremgang i Europa og Le Pens i Frankrig som et resultat af snedig populisme, had og manipulation. Men virkeligheden er naturligvis noget mere kompliceret end som så: Der er grund til, at så mange franskmænd føler sig utrygge.

Jeg oplevede utrygheden på egen krop i et besøg i den nok værste Paris-ghetto, Clichy-sous-Bois, der består af 80 procent immigranter. Her tales der sjældent fransk, halvdelen af de unge er arbejdsløse, og det hjælper ikke på situationen, at stærk religiøs dogmatik får området til at lukke sig endnu mere om sig selv.

Politiet tør ikke patruljere til fods, og jeg fik direkte at vide, at jeg som blond og blåøjet næppe burde gå rundt alene. Vi taler meget om parallelsamfund herhjemme, men det her var en vaskeægte parallelverden: Beboerne bliver, hvor de er, og de hvide franskmænd sætter ikke deres fod i ghettoen.

Da jeg besøgte området, var gaderne tomme. Der var nemlig fredagsbøn. Og selv om jeg aldrig har haft noget imod, at religionen fylder meget for andre, er det alligevel bemærkelsesværdigt at se en forstad i Europas hjerte være så langt væk fra det romantiske og kosmopolitiske Paris, man normalt besøger.

Ser man et kort øjeblik bort fra Front Nationals ekstreme politik som f.eks. totalforbud mod tørklæder, så tiltrækker partiet vælgere, der helt legitimt er bekymret over udviklingen og spændingerne i Frankrig. Når kultursammenstød krydres med en elendig fransk økonomi med høj arbejdsløshed og en forfejlet boligpolitik, der har stuvet immigranter sammen i høje boligblokke, er det ikke så underligt, at vælgerne reagerer i stemmeboksen.

Følelserne sidder uden på tøjet i Frankrig, hvor også terrortrusler er med til at skabe utryghed i befolkningen. Flere af de franskmænd, jeg talte med, konstaterede, at gamle og nye franskmænd sandsynligvis vil ende i meget voldelige sammenstød – måske endda borgerkrig – hvis udviklingen får lov at fortsætte. Jeg fik syn for sagen, da jeg samme dag som det mislykkede terrorangreb i en af Paris’ lufthavne, oplevede total panik i metroen: Nogle troede, de hørte pistolskud, og straks begyndte hundredvis af metropassagerer at løbe rundt med frygt i øjnene. Den slags giver stof til eftertanke.

Vi bør være lykkelige for, at det – trods alt – ikke står så slemt til herhjemme. Jo, der er problemer med integrationen, men det er ikke kommet så vidt, at det ikke kan løses. Mens der himles op om kriminalitet som resultat af indvandring til Danmark, så er det danske niveau stadig lavt – både historisk og internationalt.

Men muligheden for, at vi får ’franske tilstande’, er til stede. Fortsætter kulturspændingerne herhjemme med at højnes, vokser ghettoerne som hidtil, og oplever vi en dag en økonomisk mavepuster i stil med franskmændenes, så er et Clichy-sous-Bois uden for København, Aarhus eller Odense på ingen måde utænkelig.

Skulle det komme så vidt, som franskmændene i øjeblikket frygter, skal jeg være den første til at bortkaste mine politiske principper imod kollektiv afstraffelse af udlændinge i form af lukkede grænser og tilslutte mig ’nødvendighedens politik’. For jo mere problemerne vokser, og utrygheden stiger, desto større er behovet for at træffe de praktisk nødvendige, men menneskeligt uforsvarlige, handlinger, som eksempelvis at lukke grænse fuldkommen for flygtninge. Så langt må og skal vi ikke komme.

Mens nationalistens svar vil være at lukke grænserne, sikre monokultur og gå i religionskrig mod muslimerne, ser humanisten to løsninger, der begge bør arbejdes ihærdigt på. For det første har den nuværende velfærdsstat aldrig været indrettet til at håndtere store tilstrømninger af indvandrere. Derfor skal vi optimere og reformere vores tunge og ineffektive velfærdsstat, så vi kan redde flere flygtninge fra krige.

For det andet må Frankrig – såvel som Danmark – åbne op: Vi skal hilse andre religioner og levevis velkommen og gøre de fremmede til venner. Det samme gælder indvandrerne, der har en forpligtelse til ikke selv at oprette parallelsamfund.

De parisiske forstæder er eksemplet på en integration, der gik helt galt. Det må ikke ske herhjemme.