Krise? Det Kongelige Teater bør spørge sig selv, om man leverer kvalitet for de midler, stedet får,  skriver Wallner og Weiss. Her er det en scene fra Wagners opera 'Parsifal' i Operaen på Holmen.
Foto: Magnus Holm (arkiv)

Krise? Det Kongelige Teater bør spørge sig selv, om man leverer kvalitet for de midler, stedet får, skriver Wallner og Weiss. Her er det en scene fra Wagners opera 'Parsifal' i Operaen på Holmen.

Wallner og Weiss

Det Kongelige Teater skal undgå den kulturelle dødsspiral

Dyb publikumskrise på Det Kongelige tænder alle advarselslamper.

Wallner og Weiss

Publikum bliver væk fra Det Kongelige Teater, der har mistet 100.000 publikummer på to år og oplever det laveste besøgstal nogensinde.

Publikumskrisen har medført en ophedet debat om kunstnerisk kvalitet (det ypperste), kriseøkonomiens betydning for de danske kulturinstitutioner, folkelighed vs. elite og ikke mindst internationalisering. En diskussion, som hele det danske kulturliv kan lære noget af.

Den langvarige krise i Danmarks uden sammenligning største kulturinstitution (måske på nær DR) målt i offentlige støttekroner har for alvor sat fuldt spotlys på, om vi får den verdensklassekvalitet, som et driftstilskud på den gode side af en halv milliard tilsiger.

Vi er på ingen måde tilhængere af, at der skæres i kulturbudgetterne. Stor kunst leverer værdi på uendeligt mange måder - også økonomisk. Men de argumenter, der fremføres med største selvfølgelighed i debatten om Det Kongelige Teater, får alarmklokkerne til at ringe.

I vores arbejde er vi i kontakt med førende kulturinstitutioner rundt om i verden, og vi skal hilse og sige, at debatten om niveauet for offentlig støtte til kunsten ikke er et lokalt dansk fænomen.

Offentligheden har krav på at forstå, med hvad og i hvilket omfang nationalscenen bidrager til almenvellet. Og her er det ikke nok blot bevidstløst at henvise til 'verdensklasse', som var det et argument i sig selv.

Det er en større diskussion, der handler om, hvordan vi får kanaliseret kulturstøttemidlerne derhen, hvor der produceres den vigtigste, bedste og mest interessante kunst.

Debatten om Det Kongelige Teater kunne være en kærkommen anledning til at flere offentligt støttede kulturinstitutioner stillede sig selv spørgsmålet: Er vi relevante?

Debatten om Det Kongelige Teater kunne være en kærkommen anledning til at flere offentligt støttede kulturinstitutioner stillede sig selv spørgsmålet: Er vi relevante? Leverer vi kvalitet for de midler, vi får, og er der andre, der gør det bedre, som vi kan lære noget af?

Teatret er tilsyneladende så begunstiget, at det glemmer, at Danmarks suverænt største modtager af skatteyderkroner hele tiden skylder at forklare, hvordan det kan blive hele Danmarks nationalscene og sætte den højeste kunstneriske standard.

Det står ikke nedfældet i grundloven, at teatret skal modtage over en halv milliard i driftsstøtte hvert år. Alle institutioner, der modtager store offentlige driftstilskud bør naturligvis legitimere støtten. Der skal ganske enkelt være et kunstnerisk projekt, der er værd at støtte. En kunstnerisk mission, der kan mærkes.

Så teatret må forklare, hvordan det er relevant, så det er til at forstå, og ikke kun i luftige termer om verdensklasse og 'det ypperste'.

For diskussionen om verdensklasse peger på, at det tilsyneladende kun er teatret selv, der kan se verdensklassen, og så ender teatret i en dødsspiral med manglende politisk opbakning og dalende publikumstal.

LÆS MERE

Man kan passende sammenligne Det Kongelige Teater med andre teatre i Nordeuropa, som har nogenlunde samme størrelse: Dramaten i Stockholm, Göteborg Stadsteater, Nationaltheatret i Oslo, National Theatre of Scotland (der i parentes bemærket er et moderne nationalteater uden scene, der spiller over hele Skotland!), Thalia Theater, Hamburg.

Set i det felt ligger Det Kongelige Teater pænt med, når det kommer til størrelsen på driftsbevillingen. Også hvis man påtænker, at Det Kongelige Teater egentlig er at betragte som tre teatre: En opera, en ballet og et skuespilhus. Det er der vist ikke den store uenighed om.

Det står ikke nedfældet i grundloven, at Det Kongelige Teater skal modtage over en halv milliard i driftsstøtte hvert år

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men den tanke, som forsvaret for det nuværende støtteniveau uforvarende har bragt til torvs, er, at teaterstøttemidlerne i Danmark muligvis kunne bruges bedre, mere i tråd med danske værdier og kompetencer samt mere internationalt, hvis de blev fordelt på flere teatre.

Det er på ingen måde sikkert, men lige nu kører debatten altså om, hvorvidt Det Kongelige Teater har den rigtige konkurrence, der kan skabe det allerhøjeste kunstneriske niveau og publikums interesse.

Det er nemlig situationen i Berlin, hvor den intense konkurrence mellem de fem markante teatre - Schaubühne, Volksbühne, Maxim Gorki Theater, Berliner Ensemble og Deutsches Theater - har skabt sand verdensklasse og et levende teatermiljø, der tiltrækker kritikere og publikum fra hele verden.

LÆS ARTIKEL

I diskussionen om Det Kongelige Teater hører man igen og igen argumentet om, at Danmark skal have en scene, som er på absolut internationalt topniveau. Det er dette argument, som politikere har svært ved at skyde ned. For hvem kan være uenig i det?

Og i denne sammenhæng skal det vel at mærke forstås som: Danmark skal have både en opera, en ballet og et skuespilhus, som økonomisk set er på absolut international topniveau.

Bemærk: Økonomisk set.

Men hvornår har man hørt fodbolddanmark tage det som en selvfølge, at Messi og Ronaldo skal spille i FCK og AGF? Hvornår har det været en selvfølge for danske filmproducenter, at de skal have lige så store budgetter som Hollywood?

Det er de spørgsmål, mange, der ikke har deres daglige gang på teatret, stiller sig selv i kølvandet på diskussionen af støtten til Det Kongelige Teater. Og det er desværre i høj grad teatrets eget ansvar, at det er kommet så vidt, at det overhovedet diskuteres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og det er ærgerligt, for Det Kongelige Teater har utroligt meget at byde på og et meget højt kunstnerisk niveau.

Danmark har en lang tradition for at konkurrere internationalt på den overraskende innovation. Den elegante løsning, den smarte måde at bruge penge på, som overhaler de gigantiske produktionsbudgetter indenom. Den visionære kraft i produktet. Vindmøller. Insulin. Dogmefilm. Bæredygtig arkitektur. Design.

Det er en tankegang, som ligger logisk i forlængelse af dansk økonomisk og kulturel historieskrivning. Ikke 'bigger is better'.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce