»Licens er noget, vi giver til hinanden«. Citat: Kampagneslogan fra Danmarks Radio. Ronald Reagan sagde engang, at de ni mest skræmmende ord i det engelske sprog er: »I’m from the government and I’m here to help«. Reagan mente, at offentlig støtte gør mere skade end gavn, men han minder også om, hvor farligt det er, når magten gemmer sig bag falsk venlighed. Det mest skræmmende ved George Orwells ’1984’ er jo heller ikke, at den beskriver et brutalt diktatur og overvågningssamfund, men et totalitært styre, der med sit tankepoliti og ’nysprog’ har omdefineret sin undertrykkende magtudøvelse til at være fællesskabets forlængede, kærlige arm. Danmarks Radio kører for tiden en kampagne om, at vi som licensbetalere er med til at give hinanden en masse oplevelser med DR’s serier, musik, underholdningsprogrammer osv. Jeg synes, det er er strategisk godt tænk at fokusere på DR’s store værdi for det kulturelle fællesskab. Men mit manglende hår stritter på mig, når en de facto-skat som licensen bliver beskrevet som noget, vi ’giver’ til hinanden. Realiteten er, at Folketinget har fastsat en tvungen betaling på i år 2.352 kr. for husstande, der har tv, computer eller lignende.
Af den samlede licens går langt størstedelen på ca. 3,5 milliarder kroner til DR, som bruger pengene til at levere public service-indhold til danskerne. Hvis licens er noget, vi giver til hinanden, er der ikke nogen, der står til regnskab for noget. Men hvis licens er noget, der bliver opkrævet hos seerne, kan vi tillade os at stille krav til Folketinget og DR om kvalitet og relevans. Det er ærlig snak mellem borgerne på den ene side og de politikere og institutioner på den anden side, som vi direkte og indirekte har betroet magten. En holdningskampagne om licens er forholdsvis uskyldigt. Det er værre, når myndigheder skjuler deres primære formål og faktiske magt bag nysprogets hjælpsomme ord og uskyldige titler. I 2006 skiftede Udlændingestyrelsen navn til Udlændingeservice, de udgav et flot blad ved navn Servicemagasinet, og personlig henvendelse sker i deres ’Servicecenter’. Realiteten var og er dog, at styrelsen er en myndighed, der afgør, om udlændinge kan få ophold i Danmark. Altså afgørelser med stor betydning for menneskers liv. Som arbejdsgiver for mange veluddannede udlændinge kan jeg afsløre, at styrelsen ikke på noget tidspunkt har været en servicevirksomhed. Hvis en ansøger har lavet den mindste formelle fejl, bliver dette typisk først meddelt, når styrelsens ’servicemål’ om afgørelse inden for en måned er ved at udløbe.
