»Julens vigtigste budskab handler om måden, vi er sammen på, og om, hvad det er for mål, vi i fællesskab sætter os. [...] Den er en hyldest til det håb, der knytter sig til det menneskelige fællesskab, til vores sociale ansvar, til vores samfund«. (Chefredaktør Bo Lidegaard, Politiken) Jeg har aldrig set så mange mennesker i den lokale kirke som juleaften i år. Det er opløftende at være flere hundrede mennesker samlet om en fælles fejring. Men det betyder ikke, at det er selve fællesskabet, vi fejrer.
Det store fællesskab er et biprodukt af det, vi hver især samles om i julen. Salmerne og evangeliet handler ikke om samværsformer og samfundsansvar, men om liv og død. Julens budskab er ikke politisk, men eksistentielt. I vores kristne tradition er julens vigtigste budskab nemlig, at Gud blev menneske i form af sin søn, og julens håb knytter sig ikke til samfundets fællesskab, men til den frelse, der ligger uden for mennesket i form af Guds nåde og troen på det evige liv. Selv hvis man ikke er troende, men forstår kristendommen psykologisk eller kulturelt, så er historien om Jesus og budskabet om syndernes forladelse både opbyggelig og opmuntrende. Politiken har en stolt kulturradikal tradition for at kritisere kristendommen og fremhæve samfundets sociale ansvar. Men når chefredaktøren i sin juleleder slår de to kampagner sammen og tolker julebudskabet som et kollektivt samfundskald, forfladiger han det religiøse til politik og ophøjer det politiske til religion. Man kunne lige så nemt og plat bruge kristendommen som argument imod skattebetalt velfærd ved at hævde, at Jesus stod i spidsen for et oprør mod romernes skatteopkrævninger.
