En sen lørdag nat på en bar i Marais-kvarteret i Paris begyndte en mand og jeg at tale om ... døden. En tilstand, min samtalepartner ikke var bange for, bedyrede han (hvilket imidlertid er nemt nok at sige, når man er i midten af 20’erne). Måske lyder det morbidt, og emnet er sikkert et, de færreste har lyst til at vende en lørdag aften, og vi havde nok talt sammen under en time, da den unge gut sagde, at han var klar til at dø – ikke fordi han havde lyst til det, men fordi han havde besluttet sig for, at han havde oplevet alt, han skulle. Uanset hvornår døden så ville indtræffe. Og det handlede mere om indstilling end om reelt levede erfaringer. Lidt som grækeren Epikur mente: »Når vi er, er døden ikke. Når døden er, er vi ikke«. En bevidsthed om at leve et liv uden frygt er det vel.
Under os i den tilrøgede kælder med de middelalderlige hvælvinger havde vi, min veninde og jeg, kort før talt om kunst og kæderøget sammen med en fransk musiker, mens en eller anden spillede klaver få meter fra os.
