I disse uger fylder Lars Hjortshøj både fjernsyn og forsider med spin-offs fra programmet Sandhedens Time, hvor selveksponeringstrængende danskere underkaster sig forhørsagtig selvudlevering for at underholde det store midtersegment. Det er blevet beskrevet som det ultimative realityshow, og måske er det netop derfor symptomatisk, at værten er en stand-up-komiker. Endda den første danmarksmester i disciplinen. Det er dem, stand-up-komikerne, der i dag fylder både landets klubber, haller og kulturhuse og i det danske mediebillede – med Casper Christensen som den ukronede og dåselatterunderlagte TV 2-Klovn sammen med Anden, Spang, Hvam, Gintberg og Amin. Selv om stand-up i Danmark kun lige har rundet den seksuelle lavalder, så er stort set alle vigtige medieområder blevet indtaget af folk, der har trådt deres barnesko i stand-up-komikkens drengekammer. På scenerne, som klummeskrivere, tekstforfattere, teaterchefer, tv-chefer og ikke mindst som værter i alle medier. FOR IKKE ret mange år siden blev værtsstolene på tv og radio besat med folk, der enten var skolelærere eller journalister af profession. Men de kvalifikationer, der efterspørges i dagens mediebillede, handler hverken om at kunne forklare eller kunne afklare. Det er at kunne spille rollen, at kunne gribe øjeblikket, se det skæve, det sjove eller det skarpe i alting – og kunne levere varen lige på stedet, så pointen er umisforståelig, og man får latteren på sin side. Og det er essensen af stand-up-showet at kunne det. Det, at stand-up-komikerne er blevet så dominerende, kunne man se som et tegn på, at underholdningen i medierne er blevet mere progressiv. At man, ved at bruge dem, ønsker at lade noget af den fandenivoldskhed og satirisk-ironiske side af komikken flyde over i underholdningsprogrammer, der ellers ofte er synonyme med laveste fællesnævner og et let bagstræberisk tilsnit. Men måske er det ikke det, der er på spil. Måske er det nærmest lige omvendt: Ved at putte stand-up-komikerne ind i underholdningsformaternes skabeloner er der således snarere tale om en slags repressiv tolerance, der uskadeliggør et udfordrende potentiale hos komikerne. Man kan spørge, hvad det er, der gør, at stand-up-komikken har fået så utrolig en gennemslagskraft. Noget af svaret ligger i tiden, for komikerne rammer rent ned i en række af de ting, der i den grad værdsættes og påskønnes i nutiden. For det første er (eller måske snarere var) de unge og uslebne. Og dermed i sig selv et modspil til den komik, der prægede Danmark før, hvor Linje 3 kørte for fuldt blus, Eddie Skoller huserede sammen med Pallesen og Pilmark, og hvor Monrad & Rislund sammen med Tommy Kenter var de eneste slemme drenge, og for det meste var særdeles velfriserede. Stand-up i Danmark er formet af en generation af knægte, der begyndte, da de knap var i 20’erne – og målet var og er at etablere en ny generations komik. De kan improvisationen, det performative, hurtigheden, skarpheden. De har personligheden (ofte i betydningen bearbejdning af forholdet til sig selv) som stærkeste virkemiddel, og de repræsenterer den ultimative styrke (og lykke) i mediesamfundet: altid at være klar til at være på. SAT PÅ spidsen er det egoet som drivkraft parret med tidens angst for at blive overset, der er energien i formen. Men det er også modet til at tale om det unævnelige. Fungere som en overtryksventil for et publikum, der trænger til at få luft i en tid, hvor den politiske korrekthed bliver kvælende. Samtidig er det i sin klassiske aftapning så live og nøgent, som det næsten kan blive. Det trækker i en verden, hvor alt er medieret, snittet til og forberedt. Stand-up er uberegneligheden sat i system, sat i scene og sat i ord, i en verden, hvor uberegnelighed ellers mest udløser angst. STAND-UP-KOMIKERNE er derfor på papiret de frække drenge, dem vi ikke må lege med. For de prutter i kirken, piller ved tabuerne og masserer normerne. Men på en vis måde er det faktisk kun på papiret. Stand-up-komikken er i sit væsen afhængig af, at der faktisk er tabuer, normer, konventioner og moral at anfægte. Den er afhængig af, at publikum kan opleve, at deres grænser bliver overskredet. Men den er ikke afhængig af, at publikum flytter sig, for så var komikerne formodentlig hurtigt ude af business på grund af kravet om totalfornyelse hver gang. Og vitserne om homoseksualitet, afføring, sex og kønsroller har faktisk heller ikke ændret sig synderligt i de godt 15 år, stand-up-komikken har været en ingrediens i den danske scenekunst. Stand-up-komikken er på den måde et paradoks: Den er en reaktion på trenden fra de småborgerlige 1980’ere, hvor Inge Corells genopdagelse af takt og tone og den indsnævrede, nykonservative moral havde fat. Hvor vi fik de stramme fitnesskroppe og angsten for aids. Men den er samtidig helt afhængig af et publikum, der inderst inde stadig holder disse værdier i hævd. Der er ganske vist en gennemgående tone af respektløshed, af erkendelse af, at livet er absurd, måske endda latterligt (som ikke var en del af yuppie-kulturen, hvor selvhøjtideligheden dominerede). Der er både selv-hævdelse, selv-nedgørelse og selv-udlevering på spil. Men samtidig er genren paradoksalt nok selv en del af tidens ekstreme egofiksering. Der er i de klassiske shows masser af jokes om de usikre, der kræver opmærksomhed (får jeg en stor numse i de her bukser?), eller som får opmærksomhed uden at ville det, hvad der fremstilles som endnu mere tåbeligt: For hvem vil ikke gerne ses? MAN KAN ikke med rimelighed sige, at stand-up-komikken i sig selv er reaktionær. Men man kan godt hævde, at stand-up-komikkens udbredelse er et symptom på et reaktionært samfund. Hvis ikke der var faste og uforanderlige normer og konventioner at spille op til, ville der simpelthen ikke være noget at grine ad.