Over den seneste årrække er EU-kommissionens rolle som mægler mellem Europaparlamentet og ministerrådet i stigende grad blevet udvandet.
De to lovgivende institutioner er nemlig blevet rigtig gode til selv at give de politiske aftaler indhold. Måske lidt for gode, hvis man spørger kommissionen, der dermed mister indflydelse på den politik, der vedtages i EU. Udviklingen kan blive et problem – ikke blot for kommissionen, men for hele det europæiske samarbejde. Umiddelbart skulle man tro, at det kun er godt, hvis de demokratiske institutioner – parlamentet og ministerrådet – får noget af den indflydelse, som papirnusserne i kommissionen hidtil har siddet med. Men sagen er ikke helt så entydig. Kommissionen har nemlig, i modsætning til både parlamentet og ministerrådet, som mål at forfølge den fælleseuropæiske interesse. Når kommissionen spiller et forslag ud, er det altså ikke med henblik på at styrke Frankrigs, Tysklands eller Danmarks interesser. Det er derimod med henblik på at styrke EU’s interesse som helhed. Og hvis de skiftende formandskabslande for EU i ministerrådet sammen med europaparlamentarikerne skriver hovedparten af kommissionens forslag fuldstændigt om, så har EU som helhed et problem. Det betyder nemlig ofte, at lovforslagene kommer til at være udtryk for de enkelte formandskabslandes snævre dagsordener. Og med udvidelsen til 27 medlemslande, der alle vil forsøge at trække EU i deres retning – og ikke mindst med det irske nej til Lissabon-traktaten – er der nu brug for en stærk kommission, der tager initiativet for hele EU. I DAG ER parlamentet og ministerrådet ofte meget hurtige til at tage uformel kontakt til hinanden og lave en politisk aftale, når kommissionen stiller lovforslag. På et såkaldt ’coffee table meeting’ mellem den ordførende politiker fra parlamentet og den relevante minister fra EU-formandskabet, der forhandler på vegne af ministerrådet, vedtages der ikke sjældent radikale ændringer af kommissionens oprindelige forslag. At parlamentet og ministerrådet har øget deres politiske samarbejde, fremgår af det stigende antal af såkaldte førstelæsningsaftaler over de seneste år. Hvor lovforslagene tidligere blev lavet ved lange forhandlinger gennem tre behandlinger – eller ’læsninger’, som man siger i Bruxelles – så bliver størstedelen af lovforslagene nu vedtaget i første læsning. Hvor førstelæsningsaftalerne i det forrige parlaments periode udgjorde 28 pct. af alle aftaler, udgør de i dag 64 pct. Denne udvikling kan tolkes som en tendens til at lave hurtige politiske aftaler mellem ministerrådet og parlamentet, hvor man ændrer substantielt på kommissionens oprindelige forslag. Det stiller nye krav til kommissionen om at holde sig inde i de politiske forhandlinger – for når der først er lavet en aftale mellem parlamentet og ministerrådet, er løbet kørt. Kommissionens problemer hænger i høj grad sammen med den øgede indflydelse, som politikerne i parlamentet gradvist har fået siden indførelsen af den såkaldte ’Fælles Beslutningsprocedure’ i 1993. Proceduren betød, at en lang række lovforslag ikke længere blot skulle vedtages af ministerrådet, men også af de direkte folkevalgte politikere i parlamentet. Hvis Lissabon-traktaten på et tidspunkt bliver vedtaget, vil 75 pct. af alle lovforslag blive besluttet ved denne procedure. MEN DET er ikke kun de formelle traktatændringer, der har givet Europaparlamentet mere indflydelse. Sideløbende med traktaterne er tilliden til parlamentet vokset i ministerrådet, hvor de skiftende formandskaber er blevet dygtige til at bruge parlamentet for at få deres egen politik vedtaget. EU-stormagten Frankrig, der har formandskabet netop nu, vurderes af mange som ekspert i at udnytte sin position til at smede de politiske aftaler uden om kommissionen for at sikre Frankrigs egne interesser. Og det er netop her – når politikerne taler med hinanden – at det bliver svært for kommissionens embedsmænd at følge med. For i modsætning til ministrene i ministerrådet og de folkevalgte i parlamentet er kommissionens ansatte ikke politikere. De er bureaukrater. De forstår sig på tekniske detaljer, de kender lovforslagene i bund, men de forstår ikke, hvad der interesserer politikerne. Dette er især et problem for kommissionens lavere rangerede embedsmænd, der som følge af deres manglende politiske erfaring risikerer at blive holdt uden for indflydelse i den uformelle del af forhandlingerne. HVORVIDT kommissionen formår at vinde noget af sin tabte indflydelse tilbage, kommer i høj grad an på kommissionen selv. Den politiske bevidsthed på det seneste er blevet større i kommissionen, hvor ledende kræfter i øjeblikket arbejder for at skabe en mere politisk bevidst organisation. Tidligere i år udsendte kommissionen en række interne guidelines rettet mod sine egne embedsmænd, der blev opfordret til at være opmærksomme på især den uformelle del af forhandlingerne, hvor de egentlige beslutninger træffes. Hvis først embedsmændene lærer at tale politikernes sprog, så behøver kommissionen ikke at leve så ensomt fremover, som de gør i denne tid.
