I dag – på FN-dagen – er det 63 år siden, FN-pagten trådte i kraft. Tre år senere vedtog FN’s Generalforsamling den universelle Menneskerettighedserklæring. FN-pagten afspejlede dengang afmagten over for verdenskrigenes ødelæggelser og viljen til at skabe et internationalt forum, hvor stater står til ansvar over for hinanden og over for deres befolkninger. Både små og store stater, demokratiske og ikke-demokratiske, har siden udfordret legitimiteten og til tider ligefrem modarbejdet udviklingen af en international retsorden, men præmissen har været klar: Nemlig at ligeretten mellem små og store nationer skal sikres gennem en fælles ramme – og at ret skal tøjle magt. Selve dette grundlag er imidlertid kommet under alvorligt pres i den seneste tid, hvor den oprindeligt amerikanske ide om Demokratiernes Alliance er blevet aktualiseret igen. Ideen om en lukket klub for verdens demokratier finder f.eks. også støtte i Danmark. Og FN-dagen er derfor en oplagt anledning til at se på denne udviklings konsekvenser for FN-systemet og for det massive behov for et multilateralt system og globale løsninger på globale problemer. Til trods for, at antallet af demokratiske stater er større nu end i 1945, er FN’s legitimitet nemlig svagere end måske nogensinde. REALITETEN ER, at den globale værdikamp har gjort selve fundamentet – den internationale retsorden – til politisk kampplads. Og får den tilstundende boykot af FN’s organisationer ben at gå på, kan den være det grundstød, der knækker tilliden til internationale spilleregler i væsentlige dele af verden og indskrænker råderummet for demokrati- og menneskerettighedsforkæmpere i ikke-demokratiske og repressive lande. Helt aktuelt forsøger repressive stater at anvende næste års racismekonference, Durban II, til både at fjerne fokus fra hjemlige menneskerettighedskrænkelser og at få en FN-erklæring om, at religionskritik er racisme. Reaktionerne på det åbenbare hykleri har været blandede, men det er beklageligt, at fremtrædende politikere og meningsdannere i Danmark og internationalt har slået til lyd for, at verdens demokratiske stater skal boykotte konferencen. Man kan ikke afvise dialog, blot fordi den er svær. Forsøget på at melde sig ud af den politiske virkelighed er i bedste fald naivt, i værste fald et dødsstød til den internationale retsorden. Problemet er dobbeltsidet. For det første bekræftes antidemokrater ironisk nok i, at det er nødvendigt og uundgåeligt med en opdeling af verden i uforenelige interessesfærer. For det andet er det en afvisning af selve den ramme, som dialog mellem forskelligt sindede kan foregå inden for. Den politiske kamp på holdninger opgives altså på forhånd. Visionen om Demokratiernes Alliance er i realiteten en falliterklæring for selve det fundament, som den demokratiske verden står på. Ikke mindst er dét at vende dialog og ikkedemokratiske stater ryggen et fatalt svigt af de demokratibevægelser og menneskerettighedsorganisationer, der i repressive stater kæmper den svære kamp for frihed. PRESSET på FN og dets grundlæggende værdier er ikke nyt. De seneste år har været en glidebane væk fra internationalismen. Årsagerne er mange, men entydige: Tunge stater eller grupper af stater udfordrer selve nerven i FN-systemet og det internationale samfund. Det grundlæggende princip om FN-mandat for humanitære/militære interventioner led med den USA-ledede Irakkrig et alvorligt knæk. I ’krigen mod terror’ udsætter demokratiske stater sig selv og andre for en lind strøm af angreb på retsstatsprincipper og systematisk underminering af menneskerettighedernes ukrænkelighed. For et par år siden var det en vigtig politisk markør at fastholde, at Irakkrigen er ulovlig, fordi den gennemførtes uden FN-mandat. Millioner af borgere, ikke mindst i de krigsførende nationer, gik på gaden i protest. Men også her er der sket et alvorligt skred mod, at de stærkes magt står over retten. I det danske Folketing er der nu kun ét parti, der ubetinget fastholder FN-pagtens princip – til trods for at Danmark som et lille land har brug for internationale organisationer og spilleregler. At FN har problemer, herunder organisatoriske, skal ingenlunde ignoreres. Men at vende FN ryggen er en gal strategi. NÆSTE ÅRS klimakonference i København kan måske være en chance for internationalismens genkomst. Klimaudfordringen har – til forskel fra en række andre globale problemer – umiddelbare konsekvenser for alle klodens lande. Bruger de rige stater dette topmøde rigtigt, og sørger de for – gennem reelle nye finansieringsmekanismer – at skabe fundamentet for, at udviklingslandene kommer med i en aftale, kan det indvarsle et kærkomment skifte tilbage på FN-sporet. Et spor, hvor international ret og menneskerettigheder igen kommer i fuldtonet fokus – rettet mod beskyttelse af mennesker frem for beskyttelse af stater, religioner eller bestemte politisk-økonomiske magtstrukturer.