Der bliver skabt mere dansk musik end nogensinde før.
Hurra for det. For ser man bort fra Koda-indtægten, ser det sort ud for de danske sangskrivere, der i dag kan kigge langt efter tidligere tiders indtægter på pladesalg. Derfor er man nu i flere medier begyndt at diskutere, hvad rytmisk populærmusik i Danmark skal leve af fremover – og det er glædeligt. Det er således helt afgørende for dansk musikkulturs fremtid, at den fortsat indeholder et økonomisk incitament. Musik er den mest anvendte kunstart, og dansk musik en af de største kulturbærere og værdiskabere, vi har.
Det professionelle vækstlag er de unge og talentfulde musikskabere i Danmark. Det er ham og hende, som – med deres musik – fremover skal være med til at definere, hvem vi er. Men hvis skabere af rytmisk musik fortsat skal kunne leve af musikken eller bare holde snuden oven vande, skal der ske noget radikalt.
I KODA’S statistikker kan vi se, at der skabes mere musik i Danmark end nogensinde før, og at danskernes musiksmag er blevet bredere – i hvert fald når det gælder radiolytning. Koda er en nonprofitorganisation for komponister og sangskrivere i Danmark, og ud af den sum penge, som ca. 12.000 af medlemmerne hvert år får udbetalt fra Koda for brug af deres musik i det offentlige rum (radio, tv, koncerter mv.), er det kun 136 medlemmer, der tjener over 150.000 kroner.
Sådan har det været i årtier, men tidligere kunne langt flere skabe sig en rimelig årsindtægt, fordi de oven i Koda-pengene kunne lægge indtægten for pladesalg. Den indtægt hører som bekendt fortiden til. Der er ganske vist fremgang i andelen af dansk musik, der sælges – men indtjeningen på pladesalg er alligevel drastisk faldende. Der er derfor en overhængende risiko for, at mange dygtige musikskabere fra det danske vækstlag vil opgive musikken som professionelt erhverv, når de bliver ’voksne’ – når gælden er vokset over hovedet og kæresten er skredet for femte gang.
I DAG skaber kunstnerne i det rytmiske vækstlag ikke alene musik, de er også deres egen manager og pr-agent – og nogle af dem starter deres eget pladeselskab og forlag. Det er ikke så lidt, man skal kunne for at få sin musik ud i dagens Danmark. Men som pladeselskaberne selv siger: De tjener ingen penge på pladesalg, så hvor skal pengene til at dyrke unge talenter og nye stilarter komme fra? I stedet for at sidde med hænderne i skødet gør de unge kunstnere det derfor selv – og hatten af for det.
Men hvad sker der, når dansk musiks unge håbefulde bliver ældre og trætte af at være fattige og leve af kunstnerisk anerkendelse alene, uden at det tilnærmelsesvist matches af kroner og øre?
Man ser for sig, hvordan de mange pædagoger, skolelærere mv., der allerede nu har lagt musikken ud i fritiden, vil blive flere i de kommende år. Og det er alt andet lige ikke dem, men det professionelle miljø, der er fællesnævneren for det, vi kalder dansk musikkultur.
DE LANGTIDSHOLDBARE kulturbærere inden for den rytmiske populærmusik er de kunstnere, der kan leve af den musik, de har skabt. Det kan de unge håbefulde ikke, som situationen er i dag. Ikke med mindre der sker en af to ting: et mirakel, som får musikelskerne til igen at købe masser af musik (og der skal en del til, for at onlinesalget batter i pengepungen i forhold til det fysiske salg); eller at man fra Kulturministeriets side erkender, at der må støtte til musikskaberne for at bevare dansk rytmisk musik som kulturbærer og værdiskaber.
Alternativt vil det efter alt dømme kun blive de ganske få danske navne, der har succes internationalt, som fremover kan overleve og fortsat dyrke deres talent på fuld tid. Og her taler vi kunstnere, der typisk spiller inden for de globaliserede lyd- og genrerammer, dvs. kommerciel popmusik, oftest på engelsk.
Det er her værd at bemærke, at ingen af de ti mest spillede kunstnere i Danmark hører til denne kategori, som det fremgår af figuren. Disse kunstnere har ikke synderlig succes i udlandet, flere synger ganske vist på engelsk, men de fleste har et umiskendeligt dansk præg.
Det er selvfølgelig vigtigt, at musikbranchen er åben over for nye indtægtsmodeller, som f.eks. når teleselskaber bruger musik som loyalitetsskaber over for sine kunder. Der er mange uudnyttede muligheder for partnerskaber og samarbejder med erhvervsvirksomheder, og det er en vigtig potentiel indtægtskilde for dansk musik.
MEN DER er samlet set brug for en overordnet plan fra Kulturministeriets side – en der specifikt støtter sangskriverne inden for den rytmiske musik. I Koda støtter vi hvert år den rytmiske musik med en procentdel af indtægterne. Og Kulturministeriet støtter musikken med flere millioner, men kun en brøkdel er afsat specifikt til skabere af rytmisk musik.
Indtil nu har musikskaberne spillet dygtigt med på trods af historisk ringe økonomiske vilkår siden ’opfindelsen’ af rytmisk populærmusik i 1950’erne. Men det hele skal spille sammen – også i fremtiden.
- Ældste