På overfladen går det rigtig godt i det mellemamerikanske land El Salvador.
Vejene er gode, indkøbscentrene blomstrer, restauranterne er fyldte, og i hovedstaden San Salvador taler mobilkunderne i de nyeste modeller. Men kradser man i lakken, kommer en helt anden virkelighed frem. En virkelighed, hvor 35 pct. af indbyggerne lever i fattigdom, hvor produktionsapparatet er gået i stå, hvor et gigantisk handelsunderskud finansieres af migranter i USA – og en voldelig virkelighed, der gør El Salvador til Latinamerikas farligste land. Men det kan vende. Det mener i hvert fald de vælgere, som ved morgendagens præsidentvalg vil give deres stemme til fordel for den tidligere guerillabevægelse FMLN’s kandidat, journalisten Mauricio Funes. Og Funes’ støtter er ifølge meningsmålingerne i flertal. Endnu en neoliberalistisk bastion står for fald i Latinamerika. Døden nær VINDER FUNES valget, venter der ham en kolossal opgave. El Salvador har de seneste tyve år været ledet af det ekstremt USA-venlige ARENA, som under skiftende præsidenter har ladet landet agere forsøgskanin for neoliberale politikker. Forsøget er lykkedes, og landet er i dag gennemliberaliseret – men desværre er patienten døden nær. Stort set alle statslige serviceinstitutioner er blevet privatiseret, og landet har i bogstaveligste forstand underskrevet frihandelsaftaler med alle, der har henvendt sig. Omkring 60 pct. af importen og eksporten foregår imidlertid stadig med USA, men desværre i et så ulige bytteforhold, at El Salvador hvert år må sluge et handelsunderskud på ca. 30 milliarder kroner. Det har imidlertid ikke bekymret politikerne. Resultatet er en landbrugsproduktion, som i dag slet ikke er konkurrencedygtig. Investeringerne er gået i stå, og salvadoranerne gider, trods stor arbejdsløshed, ikke arbejde til dårlige lønninger på landet. I stedet importeres arbejdskraft fra Honduras og Nicaragua, men med fødevareprisernes himmelflugt giver den politik nu bagslag. Den primære grund til, at handelsunderskuddet ikke har bekymret politikerne, skal søges i det, der har udviklet sig til landets største eksportvare – mennesker. Hver dag forlader 500 salvadoranere landet for at søge mod USA eller Europa, og selv om ingen kender det præcise tal, så anslås det, at der i USA i dag lever et par millioner salvadoranere. Sammen sender de hvert år 24 milliarder kroner hjem, lige knap nok til at dække handelsunderskuddet. Disse ’overførselsindkomster’ har dermed udviklet sig til landets vigtigste indtægtskilde. Knap hver tredje familie modtager penge fra USA, og de anvendes i overvejende grad til forbrug. Kun sølle 15 pct. investeres med langsigtet udvikling for øje, og det mønster har nu skabt en nation af forbrugere uden interesse for selv at producere noget.
