Jeg besøgte Auschwitz første gang i 1975.
Havde læst alt, hvad der kunne opdrives af materiale om dette sted. Jeg havde også mine egne private grunde til at se denne lejr, hvor så mange tragedier var udspillet. Selv om jeg godt vidste, hvad jeg ville få at se, blev jeg alligevel dybt rystet. Jeg tog billeder, mange, men jeg havde det skidt med det. Det var som at trænge sig ind på noget, der ikke angik mig. Hjemme LAVEDE jeg kontaktark af mine optagelser. Mere blev det heller ikke til i første omgang – det var for tæt på. Havde egentlig modvilje mod at lave billederne overhovedet, syntes, det var nytteløst så længe efter. Var ikke alt sagt og vist om den sag? Var det til nogen nytte, noget formål? Hvorfor rippe op i noget, der måske var bedst tjent med at blive glemt? Men nej, det skulle det alligevel ikke! Jeg blev også klar over, at jeg måtte af sted igen, der var noget, der kunne gøres bedre end i første omgang. Så seksten år efter stod jeg igen i Auschwitz. Denne gang mere rustet til, hvad jeg igen skulle se. Troede jeg. Men stadigvæk var indtrykkene rystende. Og én gang mere måtte jeg af sted, det var som en besættelse, koste, hvad det ville. Enkelte af disse billeder har været udstillet, men først dengang syntes jeg, at de hang sammen som et indtryk af det, jeg så i Auschwitz. Lidt uforståeligt var det at konstatere, at man ikke var ret interesseret i at udstille disse billeder fra Auschwitz. Et af argumenterne lød: »Det er jo ikke særlig aktuelt mere«, og et andet sted ville man ikke udstille noget, der havde med politik at gøre! Men min gode ven maleren Henning Damgaard Sørensen, der var leder på Charlottenborg, sagde: »Bare kom med dem, Viggo, så hænger vi dem op på 1. sal«. Helt ærligt, det var ingen succes, man brød sig ikke om at se al den elendighed, man ville hellere op ovenpå og se noget festligt! Hele serien blev derefter doneret til Danmarks Frihedsmuseum. I krigens start var der system i sagerne. Alle fanger blev registreret ved ankomsten, fotograferet med navn, nummer og dato for ankomsten. Senere blev dødsdatoen tilføjet. Mændenes ansigter udtrykker tydeligt deres foragt for deres bødler, selv om de blev fotograferet under tvang. Andre viser afmagt og resignation over for det, der venter. Det er ansigter, der med hærgede træk vidner om frygt, smerte, lidelse, fornedrelse og resignation. Man kan med rette indvende, at det ikke er særlig stor kunst at affotografere andres værker, om det nu er fotografier eller tegninger, men for mig var det vigtigst at kunne viderebringe det indtryk, som disse fotografier og tegninger gjorde på mig. Når jeg nu af gode grunde ikke selv kunne være til stede og fastholde uhyrlighederne – og af samme grund sandsynligvis slet ikke ville være i live overhovedet. Det eneste billede fra Auschwitz, jeg hele tiden har haft hængende fremme, er et billede af Józefa. Hendes fotografi hang i en barak sammen med snesevis af delvis gulnede billeder i tarvelige rammer, side om side i lange rækker over hinanden. Mændene kronragede, kvinderne har korte totter af hår, alle i stribet fangedragt. Her så jeg Józefas billede. Hun så opgivende på mig, bedrøvet, træt. Jeg opfanger hver fure, hvert lille træk i hendes ansigt. Øjnene, der spørgende ser på mig. »Hvor kommer du fra?«, spørger jeg. »Hvorfor er du havnet her? Du døde efter kun tre måneder. Af sygdom? Underernæring? Eller måtte du gå den tunge gang til gaskammeret?«. Hendes blik har brændt sig ind i mit sind siden da. Jeg ser og ser uden helt at kunne fatte, hvad her er gået for sig. Så kan jeg ikke klare mere, jeg må ud i det fri for at klare tanker og forstand. Jeg prøver at holde igen – men jeg græder. For nylig, 32 år efter, fik jeg igen chancen for at gense Auschwitz. Og igen fandt jeg barakken, hvor Józefas billede hang sidst. Jeg måtte se det igen – men kunne ikke finde det! Det var som at komme til et stævnemøde, hvor den anden part ikke er der. Man står forlegen, skuffet og ved ikke rigtigt, hvordan man skal takle det. Men hendes billede var flyttet ned i den anden ende af barakken, og der mødte jeg så igen Józefa. Hendes øjne så spørgende på mig: »Du har altså ikke glemt mig? Du kommer igen? Men det hele er jo forbi for længe siden – hvad vil du her igen?«. I den bidende novemberkulde trasker jeg ud gennem porten, idet jeg skæver op til den ironiske overskrift: ’ARBEIT MACHT FREI’ Fri for hvad? Og hele tiden rumsterer i min underbevidsthed spørgsmålene: Hvor var den så barmhjertige Guds nåde under alt dette? Hvor var han, da uskyldige børn, kvinder og mænd i deres sidste stund råbte på hans hjælp? Hvor var han?
