Først da en del venner og bekendte havde fortalt mig, at de var begyndt at skamme sig over at være danskere, gik det omsider op for mig, at jeg var ved at få et problem.
Jeg er nu en ældre herre, og hurtig i ånden har jeg aldrig været. Jeg har altid været plaget af det, franskmændene engang kaldte ’l’esprit d’escalier’ – det vil sige, at man først ude på trappen kommer i tanke om, hvad man skulle have svaret inde i stuen. Når man så ydermere ikke selv har pådraget sig problemet, men mener, at man er en eksemplarisk borger med papirerne i orden, skal det være nok så iøjnefaldende, før man indser, at det er et problem. Bagefter mente mange, at det var klart, at danskerne havde et problem under den tyske besættelse, men jeg har altid haft en vis forståelse for, at mennesker i god tro dengang kunne spørge sig selv, hvad problemet var, når man tog i betragtning, at regering og folketing og alle mulige andre betydningsfulde personer gjorde alt, hvad de kunne for at bagatellisere problemet, indtil det ikke var muligt mere. Det er åbenbart det samme nu, ifølge de nævnte venner og bekendte. Danskerne er ved at blive besat, ikke af tyskerne denne gang, men af deres egne tvangstanker og fordomme, og hvad værre er: De har valgt en regering og et følgagtigt støtteparti for samme, der gør en dyd af at omsætte disse tvangstanker og fordomme i praktisk politik og altså sætte statslig magt bag dem. Tvangstankerne og fordommene er ikke bare nogle enkelte personers individuelle diller og påfund, de er repræsentative for demokratiets tilstand i landet – og statsministerens standende omkvæd: ’Der er ikke noget at komme efter!’ giver ikke samarbejdspolitikerne noget efter i forsøget på besværgende at skjule, at det er der. Er det mit problem? Og hvis det er, hvad består problemet så i? Kommet så vidt, må vi sondre for at komme til sagens kerne. Først det mindre væsentlige: støttepartiet, Dansk Folkeparti. Det er et mærkeligt parti. Hvis man vil finde dets absolutte modsætning, kan man tænke på det forsvundne VS. Ikke af ideologiske grunde. De ideologiske forskelle er store, men der er dog berøringspunkter. I EF/EU-modstanden kunne Søren Krarup udmærket forbrødre sig med VS’erne (og såmænd også med Ritt Bjerregaard), og Søren Espersen er også en gammel proselyt. Nej, den virkelige forskel ligger i holdningen til den parlamentariske magt. VS var et meget idérigt parti med et gennemtænkt program, der i stor udstrækning havde sin værdi, ganske uanset partiets parlamentariske stilling. Man kan sige, at partiet gjorde en dyd af sin parlamentariske magtesløshed ved at bruge al sin energi på programmet (og udenomsparlamentarisk virksomhed), men det er kun en del af sandheden. Partiet havde snarere en forestilling om at repræsentere en sandhed om samfundsudviklingen og det rette syn på den, og det var denne sandhed, der var partiets eksistensberettigelse, ganske uanset om det havde parlamentarisk indflydelse eller ej. Dansk Folkeparti derimod minder mere om SF i Aksel Larsens tid, da SF’s opgave efter hans opfattelse var at få Socialdemokratiet til at føre socialdemokratisk politik. Dansk Folkeparti har ikke noget program, eller den parlamentariske indflydelse er hele programmet. På det brede område af indenrigspolitikken (social- og sundhedspolitik, uddannelse og så videre) mener partiet stort set det samme som ældre socialdemokrater og venstrefolk eller som CD før i tiden. Problemet er imidlertid, at det er svært at sige, om partiet mener dette. Der er et moment af uberegnelighed i det, grænsende til det anarkistiske, der bliver så meget mærkeligere, som man kan have mistanke om, at det til enhver tid er til rådighed for den højestbydende. Denne blanding kunne man kalde konservativ, og det er måske grunden til, at partiets hovedmodstander på tinge netop er Det Konservative Folkeparti, hvis ministre aldrig kan vide sig sikre på folkepartiets støtte. Opportunisme af Karen Jespersenske dimensioner indgår en mærkelig forening med en til hysteri grænsende harpen på flygtninge- og indvandrerspørgsmål, og man må lade partiet, at det har formået at gøre dette marginale problem til et centralt indenrigspolitisk tema i landet og dermed afgørende forplumre synet på, hvad der er væsentligt og uvæsentligt. Det kan partiet imidlertid ikke blive ved med, og der er en del, der tyder på, at dets dage er om ikke talte, så dog ved at blive mindre solbeskinnede. Man skal bare lade Søren Espersen fremture i spørgsmålet om Grønlands undergrund, så skal partiet nok blive belært om, at ét er at jagte fremmede og landsforrædere i Danmark, et andet at indgå forpligtende aftaler i storpolitikken, hvor ikke blot Grønlands og Danmarks, men hele EU’s (og USA’s) interesser er på spil. Partiets mere og mere skingre retorik om islam og islamisme antyder desuden, at virkemidlet er ved at have udtømt sin kraft, naturligvis også fordi statsministerens regering har fået indført en lovgivning, der dårligt kan blive strammere. Det er det egentlige problem, ikke folkepartiet. Det vil gå tilbage og formentligt dø af mangel på eget program. Tilbage vil være smitten, ligesom fra Glistrup. Nu det væsentlige. Det er dels regereriet, dels retssynet og Irakkrigen. Regereri betyder overdreven regering. Ordet antyder, at også regeringer kan være uligevægtige. En regering, der ikke regerer, er ingen regering og desuden farlig for statens sikkerhed. En regering, der regerer for meget i forhold til sagen, er ikke nødvendigvis en magtfuld regering, men i hvert fald opsat på, at det skal se sådan ud. I Ludvig Holbergs komedie ’Den Stundesløse’ siger hovedpersonens, Vielgeschreys, bror snusfornuftigt: »Det er sandt, Monfrère, I har aldrig stunder, skønt I har aldrig noget at bestille«. Hvortil Vielgeschrey svarer: »Spot ikke, Mon frère! Hvorfor skulle jeg holde fire skriverkarle, uden jeg havde at bestille?«. Regereri har åbenbart sin rod i regeringens eget væsen, og det kan være meget svært at afgøre, hvad der er hvad, så meget mere som de færreste af os, selv i et demokrati, har adgang til den viden, der gør det muligt at danne sig en begrundet mening om sagen, og de, der har samme viden, oftest ikke er meget for at røbe den for andre end dem, der har den i forvejen. Magt har altid været forbundet med udelukkelse fra viden af dem, magthaverne ønskede at have magt over. Men måske udspringer regereriet i et demokrati af, at magthaverne ikke har magt over dem, de ønsker at have magt over, nemlig befolkningen? Hvem husker, hvad ’århundredets reform’ gik ud på? Det var ganske vist i det 20. århundrede, og det var Poul Schlüter, der talte om den og så ud, som om han mente det. Nej vel? Det er forkert at sige, at regereriet begyndte med Poul Schlüter, men det blev nok så iøjnefaldende, at der egentlig ikke skete så forfærdelig meget i forhold til sprogbrugen. Dette fænomen gav i sig selv anledning til en ny sprogbrug, idet man begyndte at tale om ’symbolpolitik’, fordi også de, der skriver om politik, kan lide nye ord. Nu hedder det ’værdipolitik’, og der er ansat spindoktorer til at udrede, hvad den går ud på. Den nuværende regering har fortsat, hvor forgængerne slap, men er gået endnu videre. Der er så mange eksempler, at det ville være for forstemmende at opregne dem alle. Vi må lade folke- og gymnasieskolen ligge – i noget, der snart ligner ruiner, ikke på grund af uduelige lærere og uvorne elever, men som følge af årtiers regereri. Det er nok at nævne, at selv nøgterne forskere nu i ramme alvor ser forskningsfriheden og forskeres ytringsfrihed truet af en mere og mere herskesyg forskningsminister og hans ministerium, og at indenrigs- og sundhedsministeren havde held til at få lavet nogle regioner, der er så magtesløse, at landets sundheds- og sygehusvæsen reelt er blevet lagt ind under hans ministerium – med den charme mer’, at han til enhver tid kan vælte ansvaret fra sig over på samme regioner. Deri vil han kunne blive bistået af en ny medicinaldirektør, der mangler den afgørende kvalifikation for at bestride embedet, nemlig at være læge. Vi er ved at være dér, hvor man kan sige, at en forudsætning for, at et område kan trives, er, at der ingen minister er til at få det til at vantrives! Tendensen til centralisering og dermed sammenhængende despekt for sagkundskab er i hvert fald meget tydelig og kræver en forklaring, også når man tager i betragtning, at partiet Venstre immervæk i årenes løb har haft decentralisering på programmet og vel egentlig har sin største styrke som kommunalt parti. Der tegner sig et billede af den offentlige sektor i bred forstand som regeringens egentlige modstander, skønt samme offentlige sektor er ansat til at udføre regeringens ønsker til gavn for befolkningen og for det meste gør, hvad den kan, i så henseende. Eller regeringen har en forestilling om, at befolkningen i virkeligheden er imod den offentlige sektor, hvorfor regeringen må bekæmpe den offentlige sektor ved hjælp af den offentlige sektor. Eller ved hjælp af alle mulige former for kontrol, fra såkaldte evalueringer til noget, der nærmer sig angiveri. Det kaldes kvalitetsreform og koster ingen penge. Man kunne formode, at en sådan stemning af almindelig mistillid og deraf følgende regereri har at gøre med, at regeringen ikke føler sig sikker i sadlen, og det ikke kun, fordi dens støtteparti er så uberegneligt, som tilfældet er. Hvis det er tilfældet, ser det ikke så godt ud, for så kan vi fra Poul Schlüters tid til i dag iagttage en stadig voksende afstand mellem partierne og befolkningen beroende på, at selve det at repræsentere større grupper er blevet et problem. Det politiske mandat er blevet nok så usikkert, og det er nærliggende at antage, at det har med velstanden at gøre. Når partierne i stor udstrækning konkurrerer om de samme vælgere, må der noget mere til, sprogbrugen løber fra virkeligheden, og der bliver behov for syndebukke, når det viser sig, at den kun var – sprogbrug. For eksempel om mulige behandlinger i udlandet. Derfor ser vi denne stadige blanding af storstilede planer, en virkelighed, der ikke svarer til dem, og flere offentligt ansatte, der bliver hængt ud af samme grund. Det minder uhyggeligt om de mange forsømte og forkælede børn og unge, hvis uhyre forventninger om lykke i livet skuffes, med uberegnelige og ofte lige så destruktive reaktioner til følge. Det ligger i regereriets natur, at sager kan bruges som påskud til noget andet. Det er nærliggende at betragte Danmarks deltagelse i Irakkrigen under denne synsvinkel. Der er stadig ikke givet nogen gyldig udenrigspolitisk grund til, at Danmark deltager som krigsførende part i denne krig. Det kan skyldes, at der ikke er nogen grund, men også at den grund, der er, ikke kan gives, fordi den har med alt muligt andet end Irak og Saddam Hussein at gøre. ’Noget for noget’ er en af statsministerens yndlingssentenser. Og så vil han have danskerne til at tro, at han gik i krig i Irak af uegennyttige grunde! Det er mere nærliggende at antage, at han fik visse løfter om noget for noget på helt andre udenrigspolitiske områder, men det må vi lade ligge i mangel af den føromtalte viden. Nok så nærliggende er det måske også at antage, at der var stærke indenrigspolitiske grunde til krigsdeltagelsen. Krig lukker munden på oppositionen, fordi den kan beskyldes for at gå modstandernes ærinde eller undergrave soldaternes moral i felten. Både statsministeren og forsvarsministeren har været fremme med disse argumenter mod oppositionen, og det ligner en tanke, at krigsmodstanderne i Folketinget skal findes i de partier, der under besættelsen først og fremmest blev identificeret med den samarbejdspolitik, statsministeren 60 år efter lagde for had. Således er statsministeren figurligt talt trådt i besættelsesmagtens sted mod oppositionen og har brugt krig udadtil som våben indadtil mod dem, der engang fik ham diskrediteret for ’kreativ bogføring’. Indtil statsministeren har røbet, om der var et udenrigspolitisk noget for noget, og hvad det var, må den indenrigspolitisk begrundede formodning om hans motiver stå ved magt. Men det er ikke det værste. Det er derimod den mistankens ånd, det er lykkedes at skabe i kølvandet på krigsdeltagelsen og terrorlovgivningen. Når vi er derhenne, at anklagemyndigheden kan rejse tiltale mod fem terrormistænkte (Glostrup-sagen), og disse sidde varetægtsfængslet i månedsvis, og det derefter viser sig, hvad der var klart for enhver længe forinden, at der ikke var fugls føde på anklagemyndighedens materiale om fire af de sigtede, er det et spørgsmål, hvor retsstaten er ved at blive af. Det er klogt at skrive sig bag øret, at mistanke og tilsidesættelse af retsprincipper smitter. Før Hitler kom til magten, var der gået en længere udvikling i Weimar-republikken, hvor fundamentale retsprincipper blev sat ud af kraft af republikken selv. Skaber man forudsætninger for totalitære tilstande, dukker den totalitære hersker op. Demokrati er karakteriseret ved at gøre, hvad det kan, for at dette ikke skal ske, vel at mærke ved at overholde og respektere sine egne retsprincipper. Har jeg et problem? Hvis jeg tænker som statsministeren, har jeg lige så lidt et problem, som hvis jeg under besættelsen til det sidste havde fulgt samarbejdspolitikernes henstillinger. Sagen er imidlertid, at nogle af de elementer, jeg har nævnt, ikke kun vedrører mig som eksemplarisk borger med papirerne i orden. Der er samvittighedsspørgsmål i det, akkurat som der var under besættelsen. Lad mig svare således: Hvis statsministeren efter næste valg atter bliver statsminister, vil jeg anbefale ham at optage støttepartiet i regeringen, hvis det mod forventning bevarer sin styrke. Det er den eneste måde, hvorpå det parlamentarisk kan gøres ansvarligt. Bliver statsministeren ikke statsminister igen, vil jeg råde den ny statsminister til at modstå fristelsen til at overtrumfe regereriet med yderligere regereri. Lad så meget som muligt af statsministerens bestå, i hvert fald i nogen tid, selv skattestoppet. Men revider omgående terrorlovgivningen, så enhver omsider i loven kan se, hvad terrorisme er. Og gør så i øvrigt et behjertet forsøg på at få Christiansborg til at forstå, at sagkundskab ikke i sig selv udgør en illegitim begrænsning af demokratisk magt, og at decentrale myndigheder og offentligt ansatte ikke i sig selv er ude på at undergrave regering og folketing. Skamme sig ved jeg ikke, om man skal. Man skal først og fremmest holde hovedet koldt, bevare sin kritiske sans og sunde fornuft og nægte at lade sig smitte af mistankens ånd og hangen til at finde syndebukke.
