Den franske præsident Nicolas Sarkozy er blevet beskyldt for hyperaktivisme, populisme og slingrekurs.
Men i Mellemøsten har Frankrig de sidste to år faktisk udfyldt en nødvendig rolle som diplomatisk stormagt på et tidspunkt, hvor Bushregeringen var kørt fast i uforsonlig idealisme. I dag ligger USA og Frankrig på linje. Obama og Sarkozy er enige om politikken, når det gælder brændpunkterne i Mellemøsten, og har fundet en ny rollefordeling: USA lægger kortet, mens Frankrig er spejder. Et af kardinalpunkterne for den nu afgåede Bushregering var, at fjender som Iran, Syrien, Hizbollah og Hamas skulle bekæmpes og isoleres. Dialog og forhandling blev set som belønning og legitimering, snarere end diplomatiske redskaber til konfliktløsning. Denne amerikanske strategi skabte imidlertid et stort diplomatisk tomrum i Mellemøsten. Og det tomrum satte Sarkozy sig for at fylde ud. Løftede øjenbryn STARTSKUDDET blev en konference i sommeren 2007, der skulle bane vejen for en løsning af Libanons borgerkrigslignende regeringskrise. Sarkozy inviterede her alle de libanesiske parter, inklusive Hizbollah, til Paris. Og ikke nok med det. Forud for konferencen tager franskmændene også kontakt til Syrien for første gang siden mordet på den libanesiske præsident Hariri. Dermed bryder Sarkozy afgørende med Bushs isoleringspolitik, og det giver anledning til løftede øjenbryn i både Washington og Jerusalem. Men Sarkozy strækker ikke bare hånden ud til Syrien og Hizbollah for at gå i dialog og sidde i rundkreds, men for at sætte skub i hidtil fastlåste positioner og konflikter – og selvfølgelig for at øge Frankrigs indflydelse i Mellemøsten. Sarkozy fører dialog med ’betingelser’. Og da Syrien ikke synes villig til at indgå kompromis om Libanon, afbryder Sarkozy dialogen. Den bliver først genoptaget, da en ny libanesisk regering falder på plads med Qatar som mellemmand. Få måneder efter får Sarkozy lov til at vise, at fransk pragmatisme og engagement bærer frugt. På den stort anlagte konference om Middelhavsunionen i Paris i 2008 annoncerer al-Assad, at Syrien og Libanon indgår diplomatiske relationer for første gang, siden de to lande blev uafhængige. Penduldiplomati i Mellemøsten DA GAZA-KRIGEN bryder ud 27. december 2008, er der igen behov for diplomatisk udrykning. For USA venter på, at Barack Obama bliver indsat som præsident, og Tjekkiet, som lige har overtaget EU-formandskabet, kan ikke løfte det alene. Sarkozy indleder endnu en gang et penduldiplomati i Mellemøsten. Den franske præsident trækker på de tætte bånd, han allerede har opbygget til alle parter i det komplicerede mellemøstlige spil. Han inddrager både Egypten, Syrien, Israel, Abbas og Hamas for at få støbt de første kugler til en permanent våbenhvile. Den fælles våbenhvileplan med egypterne ender i sidste øjeblik på gulvet, og Israel og Hamas erklærer kort efter ensidig våbenhvile. Sarkozy løber altså ikke med den sidste diplomatiske ære. Til gengæld får præsidenten endnu en gang demonstreret, at Frankrig er klar til at tage diplomatisk ansvar; at Sarkozy har de nødvendige kontakter og er villig til at tale med alle. Et endeligt punktum MED OBAMAS indtræden i Det Hvide Hus i januar lyder der nye udenrigspolitiske toner fra Washington. Obama har været hurtig til at gøre op med Bushregeringens politik i Mellemøsten, mens Sarkozys overraskelsesbesøg i Bagdad og Frankrigs fuldgyldige medlemskab af Nato sætter endeligt punktum for den dybe uenighed om Irakkrigen, der prægede det fransk-amerikanske forhold under Chirac og Bush. USA og Frankrig ligger nu på linje, når det gælder de store spørgsmål i regionen, såsom inddragelse af Syrien, fast dialog med Iran og opprioritering af Israel-Palæstina. Det er ikke så underligt, for de er begge det, man kan kalde ’bløde realister’: Som udenrigspolitiske realister er de villige til at inddrage venner og fjender i nye alliancer. De indgår gerne i dialog med kontroversielle grupper, som f.eks. Syrien eller Hamas, hvis det kan løse op for fastlåste konflikter eller fremme overordnede målsætninger i Mellemøsten. Som realister har de også skubbet såvel Bushregeringens som EU’s demokratiprojekt i Mellemøsten langt ned på dagsordenen. FOR SARKOZY og Obama bunder regionens konflikter ikke i manglen på demokrati. Det er snarere de mange konflikter, der ses som årsag til manglen på økonomisk og politisk udvikling. Ud fra den devise er de begge parate til at samarbejde med de siddende regimer. Et blødt twist Både Obama og Sarkozys udenrigspolitiske realisme har imidlertid et ’blødt twist’. De taler gerne om vigtigheden af respekt og dialog, og om nødvendigheden af at lytte, snarere end at diktere, hvad den arabiske verden skal. De understreger multilateralisme, samarbejde og partnerskab. En realist ville indvende, at det bare er ord. Men både Obama og Sarkozy har lært, at ord som ’krigen mod terror’ og ’ondskabens akse’ havde konsekvenser og i sig selv skabte stor modstand og nye fjender i Mellemøsten. Som Obama har sagt igen og igen: »Words matter«. USA OG FRANKRIG spiller igen på samme bane i Mellemøsten. Det betyder paradoksalt nok, at Frankrigs rolle i Mellemøsten formindskes. I de sidste år under Bush kunne Frankrig udfylde det diplomatiske tomrum og spille rollen som diplomatisk stormagt og mægler i regionen. Men med Obama ved roret kommer USA igen til at lægge ruten for politikken, mens Frankrig mest af alt bliver spejderen, der kan sondere terrænet og stikke kontroversielle følere ud. Den rollefordeling vil givetvis forårsage stort ramaskrig blandt franske politikere, som vil anklage Sarkozy for at være USA’s vasal. Men den nye rollefordeling giver samlet set en enorm gennemslagskraft, og Frankrig vil fremstå som en endnu vigtigere aktør i Mellemøsten. Der vil være mere Frankrig i Mellemøsten, når der er mere USA.
