Min familie følger faders vilje…’.
Sådan lyder indledningen til en efterhånden gammel dansk revyvise – en vise skrevet i en tid, hvor der var langt mindre tvivl om, hvad en børnefamilie var for en størrelse, end det er tilfældet i dag. Børnefamilier er i centrum såvel i medierne, hvor den lykkelige børnefamilie, der bager økologiske boller og går ture i skoven, er et yndet motiv, som i vigtige dele af den politiske debat. De er centrale i debatten om børnehavers normeringer og rolle, i debatten om skolen og samarbejdet mellem hjem og skole og i debatten om unges opførsel og adfærd i og uden for skolen. I den debat kan det være vigtigt at interessere sig for at vide lidt mere om, hvordan den danske børnefamilie ser ud. Den interesse kan man nu forfølge i en ny rapport – ’Børns familier’ – der er udarbejdet af Danmarks Statistik. I DANMARK findes der 1,2 millioner børn, dvs. personer under 18 år. Disse børn fordeler sig på 681.000 familier med hjemmeboende børn og 119.000 samværsfamilier, dvs. familier, der har børn, de ikke bor sammen med – typisk en fraskilt far, der har samvær med, men ikke bor sammen med sine børn. Det traditionelle billede af en børnefamilie er, at det er en familie, der består af to voksne og deres biologiske børn, der bor sammen. Men den opfattelse holder altså kun et stykke af vejen. AF ALLE børnefamilier i Danmark er det kun 57 pct. – altså ca. seks ud af ti børnefamilier – der består af begge forældre og deres fælles børn. Enlige forældre udgør den næststørste gruppe. 14 pct. af børnefamilierne består af en enlig mor, mens 1,5 pct. består af en enlig far. Herudover er der 11 pct., der er enlige fædre, som ikke bor sammen med deres børn. Endelig er der 18 pct. af børnefamilierne, der består af alle mulige kombinationer af det, der lidt populært er blevet kaldt ’dine børn, mine børn, vores børn-familier’. NOGLE FAMILIER lever med andre ord op til det traditionelle billede af børnefamilien under hele børnenes opvækst, mens andre familier bryder op som familier og indgår i nye familiemæssige sammenhænge. Dette mønster betyder, at mens 90 pct. af de 0-årige bor sammen med begge deres forældre, så er det kun 59 pct. af de 17-årige, der gør det. Der er i øvrigt både regionale og uddannelsesmæssige forskelle på dette område. I København er det kun to ud af tre store børn på 17 år, der bor sammen med begge deres forældre, mens det i Vestjylland er tre ud af fire. Uddannelse spiller også en rolle: For børn, hvis mor har taget en lang videregående uddannelse – altså en universitetsuddannelse – er det 85 pct. af børnene, der bor sammen med begge forældre. For børn, hvis mor ikke har fået nogen uddannelse efter folkeskolen, er det kun 60 pct., der bor sammen med begge forældre. Forældrenes uddannelse har ikke kun betydning for stabiliteten i familiedannelsen. Den har også betydning for børnenes uddannelse. Blandt de 17-årige, hvis forældre ikke har en uddannelse efter folkeskolen, er det mere end hver fjerde, der ikke er i gang med en uddannelse. Blandt de 17-årige, hvis forældre har en universitetsuddannelse, er det næsten alle de unge, der er i gang med en gymnasieuddannelse. At den sociale arv på uddannelsesområdet er meget stærk i Danmark, bekræftes altså også i denne undersøgelse. SAMMENHÆNGEN mellem forældres og børns adfærd findes også på et andet område, nemlig når det gælder kriminalitet. Nu er det faktisk ikke så ualmindeligt, at børns forældre har begået en lovovertrædelse. Det har en tredjedel af forældrene. De allerfleste af dem har overtrådt færdselsloven og har fået en bøde for det. Derimod er det meget få forældre, der har begået kriminalitet, der betyder, at de har fået en frihedsstraf. Det er kun 3 pct. Men blandt de 15-17-årige, som har en far, der har fået en frihedsstraf, er der 12 pct., som selv har begået en lovovertrædelse. Blandt alle 15-17-årige er det mindre end halvt så stor en andel – nemlig 5,5 pct. – der har begået en lovovertrædelse. Der er således en klar overhyppighed blandt de børn, hvis forældre selv er så kriminelle, at de har fået en frihedsstraf. ALT I ALT tegner undersøgelsen et nuanceret billede af danske børns familier. Det traditionelle billede af far, mor og biologiske børn – det, som i nogle medier indimellem kan blive til et glansbillede – gør sig gældende for mange børnefamilier. Men der er næsten lige så mange børnefamilier, der er anderledes – lidt flere blandt de ældre end blandt de yngre børn. At det forholder sig sådan, er der på ingen måde noget galt i, men det er interessant og relevant viden i en tid, hvor der i stigende grad lægges vægt på forældrenes rolle og forældrenes ansvar, når det gælder børns opvækst, uddannelse og adfærd. Ja, verden er blevet mere kompliceret end dengang, hvor ’min familie fulgte faders vilje…’.
