Der er tilsyneladende et politisk flertal, bestående af oppositionen og Dansk Folkeparti, som ønsker at opdele de større banker i mindre banker for at undgå, at staten skal føle sig forpligtet til at redde dem i tilfælde af krise. Men dette er dybest set udtryk for en ’meningsboble’ – dvs. at der på kort tid opstår en ny offentlig mening, som så senere brister eller sygner hen. Inden for de sidste 10 år har pressen været optaget af it-bobler, boligbobler og kreditbobler. Men givet, at der har været disse bobler, så er de alle udtryk for meningsbobler: I løbet af kort tid begyndte utrolig mange at tro, at it-aktier var vejen til rigdom osv. Så meningsbobler er interessante. Umiddelbart kunne man tro, at holdningen til den finansielle sektor ikke var præget af meningsbobler; sektoren har altid været upopulær. Et tidligt eksempel er profeten Jeremias fra Det Gamle Testamente, der udtrykker sin overraskelse over sin upopularitet med følgende ord: »Jeg har hverken ydet eller modtaget lån, men alle forbander mig«. Han ville bedre have kunnet forstå den almene fordømmelse, hvis han enten havde lånt eller udlånt. Heller ikke dengang var finansfolk populære. Også Shakespeare lader Polonius give sin søn følgende råd: »Neither a borrower nor a lender be«, med henvisning til de mange problemer, hver af disse handlinger kan give. ’Too big to fail’-doktrinen På trods af denne langvarige fordømmelse af den finansielle sektor er også den udsat for meningsbobler. Det svinger nemlig, hvilke fejl den bliver fordømt for.

For 4-5 år siden blev sektoren både af regering, aviser og erhvervsliv kritiseret for at være overforsigtig; siden blev den kritiseret for at have været for risikovillig tidligere; og i den senere tid er den igen blevet kritiseret for at være overforsigtig. Forslaget om tvungen opdeling af storbanker er endnu en meningsboble, der sandsynligvis vil forsvinde.