Debatten om talentundervisning blusser igen op senest som fokus i Information, dagens forsideartikel i metroXpress samt på debatsiderne på politiken.dk. Det lader til at nogle, heriblandt uddannelsesforsker Noemi Katznelson, mener, at fokus på talentudvikling forårsager en stigende individkultur i samfundet. Her vil jeg, som deltager på adskillige talentudviklende tiltag, tage afstand fra, at dette er et nødvendigt resultat, hvis man som ’talentelev’ blot stadig har fællesskabet i fokus. Talentarbejde er godt og vigtig både for den enkelte og for samfundet. Det skal dog ikke gå ud over fællesskabet, og det kan undgås. I talentarbejdet mødes den enkelte af udfordringer på et passende niveau, idet gymnasiernes niveau i dag ligger under mange elevers. De fleste må kunne nikke genkendende til påstanden om, at enhver skal udfordres på eget niveau både for den enkeltes og for samfundets skyld. Denne ekstra udfordring kan bidrage til ny energi til at hjælpe andre derhjemme. For samfundet er talentarbejdet vigtigt, idet vi er nødt til at få de unge til at blive så dygtige som muligt for at kunne klare os i den globaliserede verden. I et debatindlæg på politiken.dk beskriver en elev i en talentorganisation, hvordan kapløbet om at blive de bedste betyder, at hensynet til de svageste forsvinder. En debattør udpensler og fortæller, hvordan de elever med størst overskud i klassen ikke tager sig af og hjælper de svageste i klassen.
Antorini, mig-kulturen og skolerevolutionen Yderligere udtaler en elev på akademiet for talentfulde unge: »Jeg ved godt, det måske lyder lidt egoistisk, men jeg mener ikke, jeg skal bruge min tid i gymnasiet på at hjælpe de andre. Jeg vil hellere fokusere på min egen uddannelse«. Denne kultur mener jeg er kritisabel. For det første må folk, der har dette syn på tingene, erkende, at en af de måder, man lærer mest på, er ved at hjælpe andre. Netop når man hjælper andre, lærer man tingene på en anden måde. Alene dette burde være tilstrækkeligt, for at egoister vil hjælpe andre. For det andet burde talenteleven erkende, at det ikke kun er hårdt arbejde, der har gjort dem bogligt talentfulde, men også, at de netop har haft gode forudsætninger, det være sig i form af arv eller miljø.
