Det sovjetiske imperium brugte i sin titel begrebet ’union’ som vildledende propaganda. Faktisk var USSR ingen union. Ved afslutningen af Første Verdenskrig besluttede de lande og folk, som havde været besejret af tsar-Rusland, at genoprette de nationale stater, som havde eksisteret tidligere, eller at danne nogle nye. Det røde Rusland generobrede i løbet af nogle år de fleste lande og erklærede ’union’ med de besejrede. Det var kun de baltiske lande – Finland, Estland, Letland og Litauen – der overlevede og forsvarede sig. Polen kom også tilbage på europakortet ved at forene de lande, som før var styret af andre. Det kommunistiske Rusland (eller USSR) var utilfredst med dette, og i slutningen af 1939 begyndte Rusland angiveligt at erobre ’sine’ territorier efter en aftale med Hitlers Tyskland. En simpel revanchepolitik, som også Tyskland brugte på den tid. Sovjetterne besatte så meget som muligt inden sommeren 1940 og besatte derefter Litauen og kæmpede efter et år mod sin allierede Tyskland. Under Anden Verdenskrig gik Litauen fra hånd til hånd indtil 1945, hvorefter landet blev Stalins krigsbytte efter vestlige demokratiers de facto-samtykke. Folkets modstand fortsatte i forskellige former, indtil USSR’s kraftesløshed og undergang var en realitet. I 1988 begyndte massive fredelige befrielsesbevægelser i de tre baltiske lande – som af Moskva var benævnt sovjetrepublikker. 11. marts 1990 generklærede det demokratisk valgte parlament landet selvstændigt (selv om der stadigvæk var sovjetiske besættelsestropper i Litauen). På den måde sendte man et signal til den unaturlige sovjetiske ’union’. ’Unionen’ brød sammen i 1991, da de frigjorte lande – Litauen, Letland og Estland – blev medlemmer af De Forenede Nationer. I Europa dannedes Den Europæiske Union af De Europæiske Fællesskaber, og de tre baltiske lande valgte denne integrationsretning. Det postkommunistiske Rusland måtte afslutte sin revanchepolitik. Men hvordan ser tingene så ud nu? Siden 2004 har Litauen og dets nordlige naboer – Letland og Estland – været medlemmer af EU og Nato. Sovjetiske (postsovjetiske) råb om, at ingen måtte ændre resultaterne af Anden Verdenskrig, blev ikke hørt. Disse råb opfordrede måske bare til at fuldføre de demokratiske forandringer og udvide EU så meget som muligt mod øst. Der, uden for Litauens grænser, blev der desværre etableret diktatorisk ledelse af en muteret sovjetisme, og stormagtens revanchepolitik fik krampetrækninger. Medlemskabet af EU og Nato skænkede Litauen en ny følelse af sikkerhed (nogle gange lidt vildledende), yderligere impulser til nye reformer og et stort rum for internationalt samarbejde. For en stund koncentrerede man sig om demokratiudviklingen i øst; understøttede nye europæiske kræfter i Ukraine, Georgien og andre steder, og selve EU – selv om den var forsigtig – forblev åben.Forsigtigheden var fremkaldt af det ondskabsfulde Ruslands åbne trusler om at standse udviklingen af demokrati i øst ved brug af magt. Det militære angreb på Georgien i sommeren-efteråret 2008 – lige før det første snefald i bjergene – viste, at det ikke kun var bluff i et politisk pokerspil. Det skal også bemærkes, at cyberangreb tidligere havde været afprøvet mod Estland.
Den Europæiske Union blev ignoreret (kun enkelte medlemmer blev lokket), inden krigen i Georgien sluttede. Først efter at krigen var slut, måtte Rusland byde velkommen til formanden for Den Europæiske Union, underskrev sædvanlige dokumenter og lovede at bringe tingene i orden. Naive Europa venter stadigvæk herpå. Det lykkedes ikke Rusland at legitimere de nye erobringer eller at opnå anerkendelse af marionetregeringer i de besatte områder. Styrkesignalet har dog vist sig at være effektivt, og det har muligvis resulteret i en ukendt, kun intuitiv aftale.
