Valget i 2007 gav SF en kolossal fremgang, ikke mindst takket være Villy Søvndals ligefremme retorik og slagfærdighed. Denne succesoplevelse har uden tvivl været en væsentlig grund til, at Søvndal her i 2008 har indledt, hvad man kunne kalde en offensiv på Dansk Folkepartis bane – i form af en ret militant retorik, vendt mod udvalgte muslimske grupperinger. Og målet har formodentlig været at svække Pia Kjærsgaards centrale placering i dansk politik. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke Søvndal med den militante retorik reelt har åbnet for forandringer i SF’s grundlæggende holdninger?
Retorikkens grundpiller Retorik er læren om, hvordan man bedst muligt laver en tale. I mere moderne forstand handler retorik om, hvordan man bedst kommunikerer til et givent publikum. Retorikken bygger på tre grundpiller: etos, logos og patos. Etos er den status, afsenderen har i udgangspunktet. Logos det argument og grundlæggende perspektiv, man støtter sig til. Endelig er patos de teknikker, hvormed man appellerer til publikums følelser. I SF’s tilfælde forsøger Villy Søvndal at benytte sig af patos-elementer, der ligner Dansk Folkepartis, med henblik på at opnå en styrkelse af sin etos, dvs. af Søvndals og SF’s troværdighed hos vælgerne. Det sker ud fra den sikre overbevisning, at der ikke vil ske noget med det grundlæggende perspektiv, man hviler på. Spørgsmålet er imidlertid, om det er muligt. En variant af Dansk Folkeparti Kort fortalt har Dansk Folkeparti hidtil haft succes med en retorik, der baserer sig på en italesættelse af et modsætningsforhold mellem danskere og (radikale) muslimer – og det er denne, som Villy Søvndal har introduceret en lignende variant af: Hvor Dansk Folkeparti taler om frygten for de fremmede, italesætter Søvndal især vreden over visse gruppers manglende demokratiske sindelag: »Hizb-ut-Tahrir er ikke alene galt afmarcheret – de er simpelthen gået forkert…«; »De har intet at gøre i Danmark...«; »...disse tossers våde drøm…«; »I må videre – det kan kun gå for langsomt!«; »... jeres åndsformørkede idioti har ingen gang på jord«; »Kom ud af middelalderen«, som det blev formuleret i Villys blog på internettet 19. februar i år. Strategien er klar: Søvndal forsøger at benytte sig af en militant patos, med henblik på at styrke sin etos. Han vil også være en af dem, der godt tør være kritisk over for muslimer. En vanskelig balance Søvndal italesætter her en modsætning mellem demokrater og folk, der lever i middelalderen, og som derfor – underforstået – er alt andet end demokrater. Hvilket kan være en vanskelig balance. Normalt går SF nemlig ind for at forsvare de demokratiske rettigheder for alle, også for dem, der taler demokratiet imod. Det fremgår ret tydeligt af partiets principprogram. Her går den afgørende skillelinje ved, om man har forbrudt sig mod demokratiets spilleregler eller ej. Men så længe man kun taler kritisk om demokrati, så er det acceptabelt og en del af demokratiet. Alle skal jo have ret til at ytre sig. Med den militante retorik kommer Søvndal imidlertid til at etablere et nyt perspektiv, nemlig mellem dem, der taler for demokrati, og dem, der taler demokratiet imod – hvilket næppe har været hensigten. Et ændret perspektiv Det ligger i hvert fald fjernt fra SF’s grundlæggende demokratiske position. Den analytiske pointe er, at man ikke ustraffet kan benytte sig af en militant, patosbaseret retorik. Der følger noget med, nemlig et ændret perspektiv på demokratiske rettigheder. Dette er også tilfældet i forbindelse med et andet grundlæggende perspektiv, nemlig vedrørende indvandring generelt. Her er SF’s principielle perspektiv, at en bevidst indsats for at integrere de fremmede skal sikre, at de kan fungere i et moderne dansk samfund: »Integrationen er [...] slået fundamentalt fejl – først og fremmest fordi det ikke er lykkedes flygtninge, indvandrere og deres efterkommere at få fodfæste på arbejdsmarkedet, i boligområderne og i uddannelsessystemet. […] det [har] skabt en usikkerhed, som kun forstærkes af, at der blandt nogle indvandrere florerer et fortidigt syn på menneskerettigheder, demokrati, ligestilling og tolerance«, fremgik det af SF’s principprogram i 2003. Søvndals militante retorik Her er det ’manglende integration’, der dels er grunden til, at der stadig er fremmede, der går rundt med ’et fortidigt syn’, dels at der er danskere, der er bange for de fremmede. Med Søvndals militante retorik undergraves denne position imidlertid grundlæggende. Nu tales der ikke længere om integration som svaret, men om at der faktisk er muslimer, der intet har at gøre i Danmark, og som derfor ’må videre’ – og det kan ’kun gå for langsomt’. Retorikken italesætter altså en modsætning mellem integrerede og ikke-integrerede muslimer – med efterfølgende eksklusion af de sidstnævnte. Igen viser det sig altså, at retorikken ikke er uskyldig. Den åbner for nye modsætninger. Pas på hvad I siger Når man ser på moderne politisk kommunikation, kan man næsten få det indtryk, at man kan sige hvad som helst, uden at der sker noget ved det. At man med patos kan styrke sin egen etos, uden at det ændrer ved logos. Noget tyder imidlertid på, at det ikke er tilfældet. Enhver italesættelse åbner for et nyt modsætningspar, og dermed for nye konsekvenser. I tilfældet med SF åbnes der for et nyt syn på demokrati og integration – og det bør give anledning til en god diskussion i partiet. Mere overordnet er det gode råd til politikere: Pas på, hvad I siger – for I ved først, hvad I tænker, når I ved, hvad I har sagt.
