Vi er i den heldige situation at vente en lille pige. Ud over den skønne forventningsfulde glæde har ventetiden også budt på andre følelser. For nu er vi pludselig snart far og mor. Med forældrerollen har vi fået tildelt nye titler, som er langt mere end blot navneord – de rummer en lang historisk fortælling. I hele menneskehedens levetid har der eksisteret fædre og mødre og uskrevne regler for, hvordan sådanne agerer over for deres afkom. Disse uskrevne regler har forandret sig gennem tiden, og i dag forsøger man at opnå en form for ligestilling mellem faderen og moderen, så de begge har lige muligheder for at være forældre.
DEBATLigestillingsfascismen har ramt os Men hold op, hvor er det lettere sagt end gjort. Jeg har altid forestillet mig, at faderen skulle være med i alt, måske endda mere end jeg – det skylder vi kvinder ligesom mandekønnet efter mange års patent på forældreskabet – men noget tyder på, at det bliver en evig kamp med dårlig samvittighed som resultat. For det første er det svært at dele graviditeten. Vi kan dele glæden, forventningerne og bekymringerne, men når det drejer sig om den fysiske del, ja, så er det straks sværere. Her kommer den første snært af dårlig samvittighed. Jeg under virkelig faderen at mærke det lille liv vokse og de mange spark, som indikerer, at det er et glad og aktivt barn, men jeg kan bare ikke dele denne fysiske del med ham.
