I europæiske rapporteringer fra de amerikanske primærvalg 2008 tillægges det ofte stor betydning for det fremtidige amerikansk-europæiske forhold, om præsidenten kommer til at hedde McCain, Clinton eller Obama. Europæiske ’prøvevalg’ mellem amerikanske kandidater giver så godt som altid overvældende sejr til en demokrat (jf. f.eks. afstemninger på http://politiken.dk eller http://aftonbladet.se). Bortset fra ideologisk sympati skønnes demokratiske præsidenter åbenbart at være bedst for Europa eller det atlantiske forhold. Lad os se, hvad de tre topkandidater – den republikanske John McCain og demokraterne Hillary Clinton og Barach Obama – har ytret eller skrevet om forholdet til Europa og om de spørgsmål, der vil påvirke det. Først må det dog siges, at Europa langtfra er noget centralt emne; Asien ses som regionen, hvor det 21. århundredes udfordringer ligger, på godt og ondt. De tre præsidentkandidater betoner næsten enstemmigt, at de traditionelt tætte bånd til Europa må genetableres. McCain taler endog om ønskeligheden af et ’stærkt og selvtillidsfuldt EU’, hvilket er meget sjældent i amerikanske udenrigspolitiske debatter – med brede penselstrøg negligerer man normalt EU og nøjes med at sige ’Europe’. I samklang med forsoningsønsket er det logisk, at alle tre kandidater erklærer sig som multilateralister – dvs. tilhængere af internationalt samarbejde gennem institutioner (FN, NATO, osv.). USA skal ikke, som f.eks. ved Irak-operationen, bare beslutte på egen hånd og så se, om nogen vil følge efter. Man bør arbejde tålmodigt i de internationale institutioner, som naturligvis skal bringes til at fungere bedre. Det er ikke hverdagskost at høre noget sådant fra den republikanske lejr. Troværdigheden af disse hensigter styrkes af, at alle tre tager f.eks. klimaforandring alvorligt og bekender sig til en seriøs indsats – intet mindre end en ’global lederrolle’ kan gøre det. Dette lyder næsten som europæiske ambitioner. Endvidere udtrykker Clinton og Obama en europæisk, for ikke at sige nordisk, filosofi om, at det er fattigdomsproblemer i den tredje verden, der er roden til f.eks. terrorisme og andre af verdens dårligdomme. Det er m.a.o. ikke nok blot at bekæmpe terrorismen militært. Selv om alle tre er ’tough on terrorism’, lægger de afstand til brugen af tortur, hemmelige fangetransporter, mv. Igen er det noget, europæerne gerne vil høre. Clinton og McCain er skrappe, når det gælder den autoritære udvikling i Rusland og landets nye selvhævdelse. McCain vil endog have Rusland udelukket fra G8, organisationen af verdens førende industrilande. Et andet udestående, der kan skabe konflikt i forhold til især visse europæiske lande, er byrdefordelingen inden for NATO med særlig henblik på styrkerne i Afghanistan. Her markerer især McCain og Obama, at europæerne må yde langt mere, end de gør i dag. Samlet er det slående, hvor tæt de tre positioner ligger på hinanden udenrigspolitisk og hvor ’sympatisk’, de tager sig ud i forhold til europæiske mærkesager. Alle tre repræsenterer en reaktion på neokonservatismen, båret frem i George W. Bushs første mandatperiode af nationalisme og vægten på traditionelle amerikanske værdier i kølvandet på 11. september. De kandidater, der kunne forskrække europæerne, dvs. de konservativt-religiøse, er som bekendt allerede skilt fra i primærvalgsprocessen. Imidlertid ville det være naivt at basere sine forudsigelser på kampagne-retorik. George W. Bush betonede i sin første præsidentvalgskampagne 1999-2000 behovet for mere konsultation med USA’s europæiske allierede; f.eks. hed det i en tv-debat med den demokratiske vicepræsident Al Gore (12 oktober 2000) om disse: »If we are an arrogant nation, they’ll resent us; if we’re a humble nation, but strong, they’ll welcome us … I am not so sure the role of the United States is to go around the world and say this is the way it’s got to be … I just don’t think it’s the role of the United States to walk into a country and say, we do it this way, so should you«. Få kunne på dette grundlag ane, at Bushs første valgperiode ville blive lavpunktet for atlantiske relationer i hele efterkrigstiden. Derfor må vi, når vi bedømmer udsigterne, fortolke udtalelserne i forhold til nogle langsomt bevægelige rammer, der styrer de atlantiske relationer. Rammerne kombineret med udfordringernes egen logik bestemmer hovedlinjerne i supermagtens ageren. For det første er Europa og USA med nært beslægtede værdigrundlag hinandens partnere ved løsning af en række fælles opgaver i forhold til verden i øvrigt. Der er én overordnet fælles interesse mellem europæere og amerikanere: stabilitet og demokratisk udvikling i og omkring Europa. På begge kontinenter kan man føle, at partneren ikke yder tilstrækkeligt i forhold til en fælles udfordring, eller at den bruger de forkerte midler. Men tilbage står alligevel, at Europa og USA i dag næppe kan karakteriseres som substantielle problemområder for hinanden; problemerne hidrører andre steder fra. Der består endvidere en række asymmetrier mellem USA og Europa, der bunder i, at USA er den eneste supermagt og den for Europa væsentlige stormagt, og at EU ikke er en traditionel statsdannelse. I modsætning til andre lande og regioner i verden er USA en grundbetingelse for at forstå EU’s eller europæiske landes udenrigspolitikker. Skal vi forstå EU’s politik over for f.eks. Rusland, Kina, eller Mellemøsten, må vi se den i forhold til USA’s politik. Selv i forhold til Kosova, som geografisk er så europæisk som noget, vil europæerne spørge: Hvad mener og hvad gør USA? Hvordan skal vi forholde os til det? EU er, trods sine bestræbelser i den Fælles Sikkerheds- og Forsvarspolitik, endnu ikke i stand til at agere på egen hånd som en effektiv fredsskaber i Europas nærområde. Af det grundlæggende magtforhold følger, at USA og Europa har forskellig aktionsradius. Mens supermagten principielt har global rækkevidde, er EU og dets stater sikkerhedspolitisk langt mere orienteret mod nærområdet (jf. princippet ’magt og interesser aftager med afstand hjemmefra’). Denne omstændighed skjules imidlertid ofte i statsledernes retorik. Mens Kinas økonomiske udvikling er af stor interesse for både Europa og USA, er det kun USA, der kan og vil tage den kinesiske sikkerhedspolitiske udfordring op. USA er som regel dynamoen, mens Europa er den reaktive part. Det betinges af, at EU, navnlig i den ’store’ politik, består af summen af en række formelt suveræne landes politik. Europæiske positioner får, hvis de overhovedet findes, et kompromisagtigt præg, undertiden blot som den laveste fællesnævner. Både vanskeligheden med at nå frem til et europæisk synspunkt og de praktiske problemer, det kan indebære for 27 medlemslande at blive enige, bevirker endvidere, at EU er længere om at komme på banen med et synspunkt end USA eller andre stater. Af samme grund kan USA endvidere, bevidst eller ubevidst, splitte Europa i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, endog ved at grupper af stater spilles ud mod hinanden. De generelle tilgange til internationalt samarbejde er også forskellige: europæerne er multilateralister, mens amerikanerne normalt lægger vægt på selvstændig ageren (unilateralisme), om nødvendigt ved indsættelse af hård magt uden international legitimering. Denne forskel er ikke unaturlig: det er naturligvis fristende for en enlig supermagt at udnytte sin position, mens man har den, i stedet for at afstemme sin præference med andre aktører i internationale organisationer. I tillæg til disse rammer for det atlantiske forhold har de enkelte europæiske stater forskellige interesser i forhold til USA – som tydeligst udstillet i forbindelse med Irakkrigen. Dette skyldes forskellige geopolitiske grundvilkår. Frankrig ønsker en multipolær verden, i hvilken EU er sin egen pol. Ud over Storbritannien er der en stærk atlantisk fløj i EU, som deler den amerikanske opfattelse, at europæisk forsvar fortrinsvis hører hjemme inden for NATO og under ingen omstændigheder må overlappe NATO’s bestræbelser. EU må ikke udvikle sig til en selvstændig militær aktør og – endnu mindre – til en uafhængig magtpol i international politik, der måske endog kan blive rival i forhold til den amerikanske pol. Storbritannien med dets atlantiske offshore position ser den vigtigste rolle for sig selv som atlantisk brobygger. Tyskland har traditionelt været proamerikansk og bindeleddet mellem Paris og London i disse spørgsmål; i forbindelse med Irak-konflikten sluttede man sig imidlertid til Frankrig. Visse mindre europæiske stater, som risikerer at blive marginaliserede i en stærk og uafhængig europæisk forsvarsunion domineret af Frankrig og Tyskland, deler den britiske holdning; Danmark er f.eks. superatlantist på linje med Storbritannien og Polen. De her nævnte forskelle er ’farlige’ for de atlantiske relationer, fordi de truer varetagelsen af selve fællesinteressen – at sikre stabilitet og demokrati i og omkring Europa. Alt i alt er der ikke bare væsentlige asymmetrier mellem USA og Europa som helhed; der er også specielle geopolitiske forhold for hver enkelt stat. Selv om det euroatlantiske område med rimeligt værdifællesskab udfordres af stimuli, der truer begge sider af Atlanterhavet cirka lige meget, vil asymmetrierne bevirke, at reaktionerne bliver forskellige – eventuelt så Europa selv bliver splittet. Selv om der naturligvis kan tænkes undtagelser, er hovedreglen derfor, at ’no news is good news’. De atlantiske relationer vil afhænge mindre af præsidentens visitkort end af de gældende rammer i kombination med de konkrete udfordringer, der kommer udefra. Det atlantiske forhold vil derfor næppe udvikle sig så idyllisk, som topkandidaternes retorik giver håb om. ’The devil lies in the details’ – eller i uventede udfordringer. Multilateralisme lyder altid smukt, men under dramatiske begivenheders pres er ’effektivitet’ og kontrol vigtigere end legitimitet. Den demokratiske Bill Clinton-administration blev f.eks. beskyldt for unilateralistisk arrogance i Europa – både i forbindelse med Dayton-aftalen 1995 og NATO’s Kosovo-krig mod rest-Jugoslavien 1999. Det ultimative drama vil naturligvis være et nyt terrorangreb mod amerikanske interesser. USA vil så under ingen omstændigheder have tålmodighed til multilateralistisk tovtrækkeri, men vil prioritere »USA her og nu«. Væbnede indsatser, med folkeretsligt tvivlsomme begrundelser À la Irak, vil alt andet lige være mere sandsynlige under en McCain end de to øvrige. Dette vil skade forholdet til de besindige europæere; men det vil frem for alt splitte dem i atlantister og kontinentalister som tidligere set. Meget vil dog afhænge af, hvad der bliver den langsigtede ’lære af Irak’: kunne massiv indsats af væbnet magt ’betale sig’ – eller ej? Hvis ja, bliver den fremtidige konflikttærskel lavere. Paradoksalt nok vil det atlantiske forhold gavnes af en klokkeklar og uomtvistelig amerikansk militær fiasko i Irak (uagtet konsekvenserne i området). En amerikansk konflikt med Kina i Taiwan-spørgsmålet vil ligeledes være skadelig for det atlantiske forhold. Europas beskedne aktionsradius vil blive udstillet, idet EU og de europæiske stater formentlig vil holde lav profil. Amerikanerne, vildledt af den europæiske ’globale’ retorik, vil blive dybt skuffede. Præsidentens visitkort vil her være ligegyldigt. En konflikt langs den russiske perimeter (i Georgien, Transdnjestr eller Hviderusland) eller vedrørende Kosova vil ubarmhjertigt splitte Europa og hele det euro-atlantiske område i atlantister og kontinentalister. Dette på grund af forskellige interesser og historik i forhold til Rusland. Især de pragmatiske tyskere vil komme i klemme. At dømme af udtalelserne vil effekterne blive noget kraftigere under en McCain end under de to øvrige. Det vigtigste (og succesfulde) instrument til sikringen af den atlantiske fællesinteresse, stabilitet og demokratisk udvikling i og omkring Europa, har været de parallelle udvidelser af EU og NATO. Disse har, med deres klare betingelser for optagelse, sikret udviklinger i kandidatlandene i tråd med den overordnede euro-atlantiske interesse. Her vil der i de kommende år vise sig en afgørende uenighed, uanset hvem der bliver præsident. Europæerne er mere eller mindre ’udvidelsestrætte’, mens USA med det større overblik og aktionsradius vil fortsætte udvidelseskursen. NATO-udvidelser vil komme hurtigere end EU-udvidelser, men europæerne vil også holde igen vedrørende de førstnævnte. Amerikanerne vil i stigende grad vise deres utålmodighed med EU’s langsommelighed vedrørende tyrkisk EU-medlemskab. Byrdefordelingen i NATO bliver under alle omstændigheder en alvorlig knast. Med en McCain ved roret vil specielt Tyskland komme ’fra asken og i ilden’ – ligesom det vil ske i forbindelse med evt. konflikter grænsende til Ruslands indflydelsessfære. Fra januar 2009, når den ny amerikanske præsident er tiltrådt, vil under alle omstændigheder følge en kortere eller længere hvedebrødsperiode. De gode viljer vil dominere på begge sider af Atlanterhavet; for USA er det vigtigt at genvinde sit renommé, som alle tre præsidentkandidater har betonet. Jo længere denne periode kan strækkes, desto bedre. Når det euro-atlantiske system rammes af eksterne stimuli af ovennævnte art, vil relationerne imidlertid påvirkes negativt. Det bedste er derfor ’fred og ro’ så længe som muligt, så den retoriske glasur ikke revner. Fred og ro vil endvidere bevirke, at klimaforandringerne tager têten på den atlantiske dagsorden. Dette vil være en unik chance for EU. Da EU på dette område har langt stærkere aktørstatus end vedr. udenrigs- og sikkerhedspolitik – samt et troværdigt værdigrundlag – vil vi få noget uhyre sjældent at se: at EU er dynamoen, mens USA og andre er reaktive og fodslæbende (uagtet de tre præsidentkandidaters løfter). At dette kan ske på et topprioriteret område er noget helt nyt og anderledes.