Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Valg. »Jeg vejede tingene op mod hinanden og kom frem til, at jeg ikke kunne tage en beslutning om at ændre hans krop for evigt«, skriver Jeanette Øbro Gerlow om valget om ikke at lade sin søn omskære.
Foto: Dita Alangkara (arkiv)/AP

Valg. »Jeg vejede tingene op mod hinanden og kom frem til, at jeg ikke kunne tage en beslutning om at ændre hans krop for evigt«, skriver Jeanette Øbro Gerlow om valget om ikke at lade sin søn omskære.

Debat

Min søns krop er hans egen

Hvis en krop skal forandres for bestandigt, så er det den enkeltes valg.

Debat

Min ældste søns far er muslim og kommer fra det vestafrikanske land Guinea.

Omskæring af drenge er almindelig praksis i Guinea, og jeg har selv med ambivalens deltaget i flere storslåede fester, hvor det netop overståede indgreb blev fejret.

Min eksmand havde boet i Vesten i mange år, da vi mødte hinanden i 1988. Jeg må indrømme, at jeg ikke et sekund havde overvejet, at han kunne nære et ønske om at videreføre denne – i mine øjne – stærkt forældede tradition, da jeg blev gravid nogle år senere.

Men da drengebarnet var født, gik der ikke lang tid, før han bragte emnet på bane. Han ønskede, at vores søn skulle omskæres. Det var en stærk tradition i hans hjemland.



Jeg stejlede med det samme, men lovede også at overveje muligheden. Jeg tænkte på, hvordan det ville blive for vores søn for eksempel at have gymnastik i skolen, se anderledes ud, og hvordan han skulle forklare det. Jeg tænkte over, hvordan det ville påvirke hans identitet og seksualliv både følelsesmæssigt og fysisk, som barn, ung og voksen.

Jeg tænkte hele forløbet igennem: Hvordan det ville være at bestille tid på hospitalet og få lagt vores lille spædbarn i narkose, hvorefter en læge ville skære hans forhud af.

Jeg undersøgte, hvilke komplikationer det kunne medføre, selv på et vestligt hospital under forsvarlige forhold – i stærk kontrast til, hvordan det ellers kan foregå.

Det er min dybeste overbevisning, at religion og religiøs praksis er et privat og intimt anliggende for den enkelte



Jeg tænkte selvfølgelig også over, hvordan det ville være for vores søn – hvis han ikke blev omskåret – at komme til Guinea og være anderledes. Og hvordan det ville være for hans far, at hans søn ikke var omskåret.

Jeg vejede tingene op mod hinanden og kom frem til, at jeg ikke kunne tage en beslutning om at ændre hans krop for evigt. At foretage et valg på hans vegne om at ændre på en så vigtig legemsdel lå simpelthen ikke i min magt.

Jeg fremlagde mine ræsonnementer for min daværende mand og efter en periode med en del skænderier og debat, fik jeg overbevist ham om, at hvis vores søn skulle ønske at blive praktiserende muslim som ham, så kunne han foretage de nødvendige valg som voksen.

DEBAT

I bagklogskabens ulideligt skarpe lys fortryder man til tider sine valg. Men jeg kan i dag konstatere, at dette valg og den kamp det medførte, har jeg aldrig fortrudt. Tværtimod – jeg er stolt af, at jeg stod fast.

Min søns krop er hans egen. Hvis den skal forandres for bestandigt, så er det hans valg. Ligesom hans valg af religiøs praksis eller fravalg af samme aldrig kan blive mit eller hans fars valg. Det er min dybeste overbevisning, at religion og religiøs praksis er et privat og intimt anliggende for den enkelte.

Jeg kunne ønske, at man ændrede praksis og lod drenge og mænd – og piger og kvinder - bestemme over deres egen krop, så de senere i livet kunne beslutte, om det ville være rigtigt for dem at foretage en varig ændring af deres kønsorganer.

Så kunne man jo eventuelt 20-30 år senere se på, hvor mange der har valgt at blive omskåret som voksen.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce