Hvis du forestiller dig en kinesisk menneskerettighedsaktivist, ser du så en bagbundet og kneblet studerende for dit indre blik? Måske forestiller du dig, at hun var i færd med at udøve sin ytrings- og forsamlingsfrihed, da hun blev brutalt anholdt og slæbt væk? Det er oftest de mest dramatiske beretninger om Kinas aktivister, der når vores breddegrader. Det er beretninger om forfulgte, fængslede eller forsvundne systemkritikere eller falun gong-tilhængere, eller om journalister og advokater i husarrest eller arbejdslejre. Og historierne er vigtige, fordi de bidrager til en vedholdende international opmærksomhed på de grove menneskerettighedskrænkelser, som finder sted i Kina.
Men så længe vi kun lytter til de mest dramatiske historier, risikerer vi samtidig at overse en anden større og vigtigere gruppe af moderate aktivister med reel indflydelse på udviklingen i Kina, når det handler om at øge retssikkerheden og forbedre menneskerettighederne i det store land. Denne oversete gruppe af moderate aktivister består af helt almindelige kinesere med en stærk retfærdighedssans og social indignation. De er jurister, forskere, embedsmænd, journalister, arbejdere, forretningsfolk eller studerende med det til fælles, at de ikke blot nøjes med at pege på uretfærdigheder og magtmisbrug i det kinesiske samfund. De forsøger også aktivt og inden for rammerne af landets love at gøre noget ved situationen fra deres respektive pladser i samfundet. De er rettighedsaktivister og fortalere for børn og kvinders rettigheder, retfærdig rettergang, arbejdstagerrettigheder, folkelig deltagelse, retten til oplysning osv.
