Stenalderkosten er på alles læber, og hvis vi bare stopper med at spise kulhydrater og begynder på crossfit, så ser vi inden længe ud som Thomas Rode. Kosttypen har været meget omtalt ikke mindst i Politiken, som for nylig bragte stenalderopskriften på bøf bearnaise, som efter sigende var meget populær blandt mænd. Nu kunne de spise kød og sovs, så meget de havde lyst til. Som kok og studerende på fødevarevidenskab bliver jeg provokeret af den ofte enkle og ensidige promovering af stenalderkosten. Jeg ser følgende problematikker: Hvilken effekt har det på kroppen, når man indtager så store mængder animalsk protein og fedt gennem længere tid – ikke mindst hvis dette indtag ikke ledsages af grundige overvejelser om varieret kost og et meget alsidigt valg af grøntsager og fedtkilder?
I hvilken grad kan vi forsvare at spise så store mængder animalsk protein den miljømæssige konsekvens taget i betragtning? Det er langt mere belastende for vores klode at producere kød end f.eks. kartofler. Et argument for stenalderkosten er, at man dengang ikke led af livsstilssygdomme som kræft og hjerte-kar-sygdomme. Men hvordan levede man ellers i stenalderen? Hvor meget bevægede man sig, og hvor gammel blev man? Hvad sker der blandt alle dem, som sandsynligvis vil opleve, at hverdagen melder sig, når det indledende vægttab har indfundet sig og kulhydraterne finder vej tilbage på middagsbordet og til familiefesterne?
