Der er gang i den i december, ikke mindst i mange børnefamilier.
Der skal jules og hygges, og det er lige før, man når at føle sig kvalt eller stresset, inden man er nået halvvejs gennem december med kravlenisse-, pebernøds-, brunkage-, konfekt- og havregrynskugle-produktion, for ikke at tale om de mange julefrokoster, kalendergaver, chokoladekalendere, nissefester, gløggarrangementer, juletræstændinger, indkøb af julegaver og planlægning af julebesøg. Der er selvfølgelig også folk, der vælger meget af julehalløjet fra, rejser væk eller simpelthen burer sig inde og nægter både julekrybber, nisselandskaber og sødladne jule-cd’er adgang til deres hjem. Som forældre er det en vanskelig beslutning at lukke julen ude eller forsøge at ignorere den. Og det er næppe heller nogen god løsning i de fleste tilfælde. Men hvordan finder man så en balance mellem julestress og marcipanfremkaldt kvalme og asketisk afsværgelse af alt julegejlet? Det er der næppe nogen patentløsning på. Et bud kunne være, at man lader sig lede af børnene. Det lyder måske både naivt og urealistisk, og jeg mener heller ikke, at man skal lade sig hive gennem BR-butik efter BR-butik og fra juleoptog til juleoptog, mens man halser efter julemænd og Nintendo-spil og forsøger at leve op til konventionerne om, hvad et moderne barn har krav på. Vi har alle hørt, at alle voksne har ret til et fedt køkken, og selv om der måske er lempet lidt på det krav i disse krisetider, er der nok stadig et sted i os, der skriger på nye køkkener og mere forbrug i et forsøg på at tilfredsstille vores rastløse søgen efter – ja, efter hvad? Sandhed, ro, stilhed, balance. Den rastløse søgen er efter min bedste overbevisning – og heri støttes jeg, så vidt jeg kan læse mig til, af både børnepsykologer, pædagoger, religionspædagoger og andre eksperter – ikke noget naturgivent eller medfødt fænomen, som man som moderne menneske ikke kan undslippe. Midt i juletravlheden kan det føles ekstra svært at lægge forventningerne til side og glæde sig over det, der bare er. Det må være vores opgave som forældre. Den opgave er tæt forbundet med en anden opgave: at give vores børn den ret til religion, som jeg mener, at de har, og som vi som samfund og individer i alt for vidt omfang negligerer.
