Studerende: Jeg vader i SU, men vil hellere have undervisning

Igennem hele min opvækst var universitetet et forjættet land.

Drømmen blev dog til virkelighed godt hjulpet på vej af et par forældre, som vidste, at knægten skulle skubbes lidt i den rigtige retning.

Således gik det til, at jeg efter et enkelt sabbatår troppede op på historiestudiet. Det kildede lidt maven, for jeg var godt klar over, at dette var et vigtigt sted, hvis mine drømme og ambitioner skulle indfries.

Nervøsiteten blev ikke mindre den sensommerdag i Århus, da en ældre universitetslektor stillede sig op og gjaldede, at os ti procent, der alligevel var kommet for at drive den af, lige så godt kunne smutte omgående. Studiet bød på nye metoder og teknikker, og de intelligente undervisere og auraen omkring stedet indgød en vis portion ærefrygt.

Boksehandskerne var altså spændt på, men det var også nødvendigt, for uden for murene gjaldede et enstemmigt Folketing, at det var os, som var Danmarks råstof i den globaliserede verden.

Undervisningen var både spændende og god og langt mere interessant, end jeg havde drømt om, der var bare ikke nok af den. På mit første halve år havde jeg 10 timers undervisning om ugen, hvorefter tallet faldt til cirka 6 timer om ugen.

Langsomt men sikkert fandt vi ud af, at hvis vi gik til timerne og fulgte nogenlunde med, krævede det blot, at man læste op til eksamenerne, hvis man skulle sikre sig gode karakterer.

Vi gjorde det, som alle tænkende væsener ville gøre og ydede en indsats, der flugtede med vores mål.