Tegning: Per Marquard Otzen.

Tegning: Per Marquard Otzen.

Debat

Alle taler om vækst - men hvilken vækst?

Intet parti har fortalt vælgerne, hvilken vækst de ønsker, skriver Martin Lidegaard.

Debat

Vækst er blevet det nye buzzword i dansk politik.

Alle partier ønsker mere vækst. Alle virksomheder, vismænd og fagforeninger. Alle kommentatorer og medier.

Under valgkampen kan der etableres en ny familiesport med at tælle, hvilken politiker der når at sige ’vækst’ flest gange i partilederrunden.

Vækst er nemlig, må vi forstå, løsningen på den finansielle krise, på den voksende arbejdsløshed, på gældsproblemet, på frafaldet blandt de studerende, antallet af hjemløse og den manglende integration. For ikke at tale om klima-, og miljøproblemerne, der også skal løses med grøn vækst.

Der er bare ét problem. Ingen har fortalt os, hvilken vækst de ønsker, og hvordan de vil skabe den.

Spørgsmålet er ellers af elementær interesse. Hele tre kriser truer den økonomi og velfærd, som generationer af danskere har vænnet sig til som en selvfølge.

Det er finanskrisen, der truer både beskæftigelsen og de enkelte landes økonomiske stabilitet, herunder den stigende arbejdsløshed og det generelle uddannelsesniveau.

Det er ressourcekrisen, der er koblet til de markante prisstigninger på alle råstoffer fra energi til fødevarer, og som år efter år udhuler reallønnen i Danmark og har katastrofale følger i den fattige del af verden.

Og det er klimakrisen, der vil forandre menneskets livsvilkår markant i dette århundrede og på sigt underminere dem, hvis ikke der handles nu. Alle tre kriser hænger sammen og kan kun løses sammen.

Alle tre kriser er globale kriser og burde løses globalt, men som verden ser ud i dag, ligger den reelle politiske beslutningskraft stadig hos nationalstaterne. Derfor kommer vi ikke uden om at diskutere, hvad selv et lille land som Danmark kan gøre.

Det er med andre ord alt andet end ligegyldigt, hvilken vækst vi vælger at satse på. Det nytter ikke noget at løse den ene krise uden at have øje for de andre.

For eksempel er det hovedløst at satse på at løse klimakrisen, hvis det betyder markant flere arbejdsløse her og nu. Men det er lige så hovedløst at satse på at fremme beskæftigelsen, hvis det samtidig forværrer klimakrisen, som vi så skal betale endnu mere for at løse senere.

Hver eneste økonomiske beslutning, hver eneste regulering, hver eneste investering skal derfor målrettes de tre kriser.

Kære politikere, ud af busken! Hvilken vækst ønsker I? Hvordan vil I skabe den?



Vi har ikke brug for en vækst, der fortsætter den hovedløse rovdrift på naturens ressourcer, fører til stigende råvarepriser eller fortsætter de sidste års tendens til stadig større social udstødning og eksplosion i fedmeepidemien i vores del af verden og stadig flere sultende mennesker i andre dele af verden, blandt andet som følge af ressourcekrisen.

At arbejde aktivt for denne form for vækst er i praksis at arbejde for vækst i fattigdom, skybrud, vandmangel og endnu mere skrævvridning af arbejdsmarkederne. Kriserne er forbundne, både nu og på sigt.

Af samme grund giver det simpelthen ikke mening, at alle samfundets meningsdannende økonomer fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd over De Økonomiske Råd til Cepos messer om stadig mere vækst uden at gøre sig krystalklart, hvilken vækst vi taler om, og hvordan de vil sætte den i gang.

Misforstå mig ikke. Jeg tror ikke, vi kan undvære en ny grøn vækst. Vi har brug for både markedet og globaliseringen, hvis vi skal løse de tre kriser. Historien kan ikke skrues tilbage

Verden er blevet mindre, og vi får ofte mere miljørigtige løsninger, når vi kan handle os til de mest effektivt producerede varer. Under ingen omstændigheder kan vi undvære den kreativitet, innovation og teknologiudvikling, som både markedet og den økonomiske vækst indeholder, når der skal udvikles nye bæredygtige produkter, serviceydelser og livsstile.

Derfor nytter det ikke noget at smide barnet ud med badevandet. Det er lige så meningsløst at afvise alle former for økonomisk vækst, som det er at bekende sig til alle former for økonomisk vækst. Vi skal med andre ord bruge vores sunde fornuft og prioritere vores politik.

Men i øjeblikket hedder det fra et bredt konsortium af erhvervsfolk, økonomer og politikere: Don’t pick the winner, og med det menes, at det kan være direkte skadeligt, hvis politikerne begynder at fremme én bestemt teknologi frem for en anden, fordi det er markedet selv, der bedst kan finde frem til den mest effektive teknologi.

Det er på mange måder en rigtig pointe, for en ædel kappestrid mellem alle teknologier i alle sektorer er med til at sikre, at vi imødegår de tre kriser så effektivt som muligt.

Men synspunktet er desværre blevet skamredet – ikke mindst af erhvervslivets organisationer – til at argumentere for, at man slet ingen politiske hensyn må tage i prioritering af den økonomiske vækst og de makroøkonomiske tiltag, herunder hensynet til ressourcekrisen og klimakrisen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis ikke politikerne tager højde for alle tre kriser og for både det korte, mellemlange og lange sigt, hvem skal så?

En vinderpolitik anno 2011 er derfor en politik, der tænker alle tidens store udfordringer – finanskrisen, ressourcekrisen og klimakrisen – sammen i stedet for at hoppe hovedløst fra tema til tema og løse det ene problem ved at forstørre det andet.

Den vækst, vi skal arbejde for i de næste ti år, skal være helt og holdent bæredygtig, både miljømæssigt, socialt og økonomisk. Her og nu er der brug for følgende initiativer:

1. En ny grøn vækstpakke.
Enhver ekstra investering herfra bør målrettes grønne tiltag, især energieffektivisering. På kort sigt vil det kunne give titusindvis af arbejdspladser, på mellemlang sigt vil det gøre danske virksomheder og danske familier mindre sårbare over for stigninger i energiprisen, og på lang sigt kan det bidrage til at afhjælpe klimakrisen.

Derudover kan de finansieres over energitarifferne uden at belaste statsbudgettet.

2. Et nyt grønt skattesystem.
Der er brug for at sikre en mere effektiv anvendelse af naturressourcerne og øge udbuddet af arbejdskraft.

Derfor bør en ny regering hurtigt iværksætte et arbejde med at udvikle et nyt skattesystem, der nedsætter skatten på indkomst både i top og i bund – og sætter skatten på alle former for ressourcer og forurening op, vel at mærke på en socialt afbalanceret måde.

3. Nye grønne uddannelser og forskning.
I stedet for at bruge mere tid på at diskutere rundkredse, Pisa og elevplaner burde vi tage en debat om indholdet i vores skoler og uddannelser. Hvad har elever og studerende rent faktisk brug for at lære i det nye århundrede?

Det korte svar er, at de skal uddannes til at håndtere alle tre kriser. Dels får vi brug for alle unge, der har hoved og hænder skruet rigtigt på, hvis kriserne skal overvindes. Dels viser flere undersøgelser, at motivationen hos elever og studerende er tæt knyttet til den samfundsnytte, som den enkelte studerende kan se i sin læring.

Der er med andre ord et potentiale for at mindske frafaldet på f.eks. ungdomsuddannelserne, hvis indholdet målrettes indlysende relevante og nyttige færdigheder.

Dertil kommer selvfølgelig en markant satsning på den rigtige type forskning og demonstration. Danmark har før vist, at vi kan vende store globale udfordringer til nationale fordele. Men det kræver, at vi tør se alle tre kriser i øjnene i stedet for at stikke hovedet i busken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Grøn vækst betyder, at vi skal vælge noget til – og noget fra. Hver eneste forkert investering, vi laver i dag, skal vi betale dyrt for senere.

Hvorfor investere i flere kulkraftværker, hvis vi satser på energibesparelser og vedvarende energi? Har vi brug for at investere i flere motorveje og p-pladser, hvis vi vil investere i bedre kollektiv transport, bedre udnyttelse af den eksisterende infrastruktur og energieffektive biler?

Vil vi investere vores forskningsmidler og landbrugsstøtte i fortidens landbrug eller i et nyt landbrug, der spiller aktivt og rentabelt sammen med kravene om ressourceeffektivitet og et bedre klima?

Bør vi opfordre de økonomisk ansvarlige borgere, der i dag holder lidt igen på forbrugsfesten, til vilkårligt at svinge dankortet og lange flere fladskærme over disken, eller bør vi bede dem om at investere i deres egen og vores fælles fremtid?

Kære politikere, ud af busken! Hvilken vækst ønsker I? Hvordan vil I skabe den?

Hvilket Danmark ser I for jer?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce