Der er ikke længere helt så dejligt ude på landet.
Førhen var landområderne ramme om hverdagen for størstedelen af befolkningen, og i flere lande som Danmark var landbruget toneangivende i forhold til kultur og politik. Overalt i Europa er dette billede nu kraftigt udfordret, og undertiden er der ligefrem kække storbyfolk, som foreslår at omdanne landdistrikterne til rekreationsreservater for storbyboere. Forandringerne ses tydeligt i EU’s tilgang til landdistrikter. Da fællesskabet tog form efter Anden Verdenskrig, efterstræbte man at sikre en stabil fødevareproduktion i Europa og afhjælpe fødevaremanglen. Landbrugsstøtten blev derfor udformet, så den enkelte landmand fik mere støtte, jo mere han producerede.
Faldende vækt og befolkningstal
Dette var en velfungerende ordning i mange år, men førte i 1980’erne til overproduktion og enorme overskudslagre af smør, kød og korn.
Overskudslagrene blev symbol på en dysfunktionel landbrugs- og landdistriktsstøtte, som følgelig er blevet kraftigt ændret de sidste 10-15 år. Baggrunden for ændringerne er som nævnt, at landbrugets produktivitet ikke længere er et problem. I stedet kæmper særligt de yderste landdistrikter med faldende vækst og befolkningstal.
Her er det overordnede billede et stort ressourcedræn, idet unge og veluddannede flytter til storbyerne, hvor der er flere uddannelsesmuligheder og et bredere arbejdsudbud. Med faldende befolkningstal følger tomme huse og lukning af skoler og butikker. Landbrugsstøtte virker ikke Det er oplagt, at landbrugsstøtte alene ikke vender denne udvikling. Samme konklusion kom EU frem til, da man reviderede landdistriktspolitikken og i 2000 lancerede det såkaldte LEADER+-program.
