Forestil dig, at en gigantisk havneby som Tokyo i løbet af de næste 70 til 80 år praktisk talt vil gå under som følge af en stigning i vandstanden i verdenshavene på 4,5 meter eller mere.
Millioner af indbyggere vil blive ramt benhårdt, og infrastruktur for milliarder og atter milliarder vil gå tabt. Den slags skrækscenarier trækkes altid frem af klimadebattører som f.eks. Al Gore, når de advarer om, at vi må gribe til ’storstilede forebyggende initiativer for at beskytte den menneskelige civilisation’. Retorikken kan virke ekstrem, men når der er så meget på spil, må den jo være på sin plads. Eller hvad? Det bagvedliggende argument er, at uden en gigantisk og koordineret global indsats kan vi simpelt hen ikke håndtere vandstigninger i den størrelsesorden. Men det har vi allerede gjort. Og vi gør det faktisk i skrivende stund. Siden 1930 har en sænkning af grundvandstanden fået Tokyo til at synke mere end 4 meter, og nogle af de lavest liggende kvarterer i centrum er i nogle år sunket næsten 30 cm om året. Noget lignende er sket i løbet af det seneste århundrede i en lang række byer som f.eks. Tianjin, Shanghai, Osaka, Bangkok og Jakarta. I hvert enkelt tilfælde har byen klaret at beskytte sig selv mod den følgende relative stigning i vandstanden i havet ud for byen og tilmed haft en positiv udvikling. Min pointe er ikke, at vi kan eller bør ignorere den globale opvarmning. Pointen er derimod, at vi bør være på vagt over for overdrevne spådomme.
