Stort set ingen debat i disse år handler om, hvad kunst eller kultur kunne betyde for samfundet, hvis der ellers på en seriøs måde blev investeret i den. Og alligevel ved alle, at kunst kan være - og er - selve den inspiration, som løfter mennesker af forskellig herkomst og i alle positioner ud af deres dagligdag for herved at opnå det drivmiddel, den abstrakte tanke, som for et øjeblik kan hæve os ud af vante rammer. Hvad vi derimod ustandseligt hører om er, hvad tingene koster - endeløse, kvantitative vurderinger af økonomisk adfærd, hvornår breakeven nås etc. Hvis dette parameter skulle være samfundets eneste gyldige, svarer det til at sige, at vi kun tror på det, som kan måles, tælles, vejes eller ses med det blotte øje – og en så ufuldstændig og begrænset tese er for længst kommet til kort. På den ene side arrangerer man fra politisk hold kulturkanon, som fremhæver de store værker gennem tiderne, alle bør leve op til – på den anden side nægter man kommende generationer muligheden for at kunne opnå lignende resultater ved konstant at devaluere kunstens område. Stakkels kulturminister at skulle være bannerfører for et så visionsløst bedrageri – en så overset, næsten bortdømt disciplin som kultur. Vore dages kulturministre synes især at blomstre og befinde sig vel, når der skal overrækkes priser, og når vores dygtige sportsstjerner bringer trofæer hjem over grænsen. Hvor var kulturminister Uffe Elbæk og den nye bestyrelse i Det Kongelige Teaters forløbne afskedigelsesproces? Vi taler om, at en af landets førende kulturinstitutioner skal spare 100 millioner kroner. Og der er slet ikke noget forkert i, at også Det Kongelige Teater skal spare, eftersom tiderne ikke skåner nogen instanser. Men er det ikke ret bemærkelsesværdigt, at i sin mest drastiske, kunstneriske amputation i måske 40 år står teatret uden bestyrelse i et sådant forløb? Det er tankevækkende, at den forrige bestyrelse stort set gik i opløsning i slutningen af 2011, og at hele massefyringsprocessen blev overladt til teaterchefen. Man har i fire år vidst, at en ny bestyrelse skulle træde sammen 1. januar 2012. Først 11. januar bliver bestyrelsens nye sammensætning offentliggjort i medierne, og 19. januar bliver bestyrelsen af teatret adviseret om afskedigelserne. Hvor ligger ansvaret for denne mangelfuldhed? Det er ligeledes tankevækkende, at den nye bestyrelsesformand, Stine Bosse, flere gange har sagt, at hun udelukkende vil beskæftige sig med fremtiden, at man nu kun skal se fremad. Javel, men det, der er foregået - både besparelserne i sig selv og måden, hvorpå de er blevet fundet, og måden, hvorpå massefyringerne er foregået – er nu engang helt afgørende for fremtiden. Ikke blot både i forhold til den kunst, der skal produceres, men også i forhold til den tillid til ledelsen, som er afgørende for, at man som kunstner eller i de afgørende støttefunktioner omkring kunsten kan se fremad. Det var ikke teaterchefens ønske, at teatret skulle spare 100 millioner kroner, men det var hans afgørelse, hvor disse besparelser blev foretaget. Og lad os lige foregribe al snak om teaterklynk: Hverken inden for eller uden for vores branche eksisterer der nogen som helst medfølelse for kunstens problemer på Det Kongelige Teater. Forståeligt nok, når man tager i betragtning, hvad Det Kongelige Teater i forhold til landets øvrige kulturliv er blevet tilgodeset med gennem årene. Men kære medborgere – der er ingen, der mener, at Det Kongelige Teater skal tilgodeses på bekostning af eksisterende teaterpuljer. Hvis de 100 millioner kroner ydermere var øremærket andre kulturelle formål, så havde det i det mindste givet mening. Det eneste, vi beder om, er, at bevilgende instanser tager stilling til, hvad vi overhovedet skal med en nationalscene – hvad vi skal med disse nye kulturhuse i en metropol, som ligger på topfem i verden i forhold til kulturudbud per indbygger - og hvis det, man agter at putte i disse huse nærmer sig et ekko af, hvad det burde være, er det så ikke at fordoble anstrengelserne efter at have tabt målet af sigte? Vores verdensberømte kongelige Bournonville-ballet bløder. Igen. Er underlagt en grotesk grad af frustration og demotivation og dette i en grad, så den føler sig foranlediget til endnu et seriøst nødråb. Alle ved jo, at der står meget på spil i arbejdet som kunstner - når tæppet går, og man træder ind på scenen, gør man det for at skabe livsmening for hundredvis af publikummer, hvilket betyder, at kunstnerens fysiske, mentale og emotionelle apparat skal fungere både forud for sin entre og naturligvis også, mens man står på scenen. Føler man, at noget fundamentalt ikke fungerer, så vil det – i forsvar for eget og andres hele formål – nødvendigvis præge den kunstneriske præstation. Og når balletkompagniet er så presset, som tilfældet er, hvad enten det fremstår samlet eller ej, må det nødvendigvis tage til orde. Hvor står den ansvarsfulde ledelse i dette spil? Er det balletten eller dens ledelse, som i dette spil kæmper for overlevelse? Analytikere og forskere har i den forløbne afskedigelsesproces på Det Kongelige Teater savnet medarbejderansvar og mener, at teaterchef Erik Jacobsen kun har den magt, medarbejderne tillader ham at have. Hvad kunne medarbejderne i den forløbne afskedigelsesrunde mon have gjort anderledes? Skulle det kunstneriske og det tekniske personale – de to grupper, som tilsammen formidler teatrets produkter inden for fire kunstarter, og samtidig de to grupper, som fik kniven – have grebet til skrappere våben? I givet fald hvilke? Vi ville da i seriøs grad stå i fare for at skyde os selv i foden. Mens der internt i skuespilafdelingen på Det Kongelige Teater ikke eksisterer nogen nævneværdig krise, så er det vanskeligt at bortforklare, at der blandt kunstnere på teatret som helhed eksisterer en betydelig tillidskrise til teatrets øverste ledelse. Det væsentligt her at pointere, at jeg ikke forsøger at tage kunstnergruppen til indtægt for mine egne holdninger. Der er tale om en efter kunstnernes og de kunstnerrelaterede funktioners opfattelse uansvarlig håndtering af trivselsproblematikker, mangelfuld håndtering af mangel på arbejdsglæde og motivation, en fortrængning og negligering af dybtliggende, menneskelige kriser. Kunstnerne føler sig ganske enkelt afvist og træder tilbage fra at fremsætte ønsker eller kritik af frygt for den reaktion, det måtte afstedkomme fra ledelsens side. Ansvarlige medarbejdere er ansatte, som uophørligt og konstruktivt kritiserer teaterchefens dispositioner og såkaldte succeskriterier. Som anfægter, at eksempelvis chefens amputation af operakoret med en tredjedel er det samme som at fratage publikum til ’hele Danmarks nationalscene’ muligheden for (i øvrigt den eneste mulighed, dette land råder over) at overvære store værker af Wagner, Verdi og Strauss. Og var det ikke sådanne værker, den nyeste og mest moderne opera i verden blandt andet skulle kunne opføre? Ansvarlige medarbejdere sparrer med ledelsens politik, bibringer ledelsen indfaldsvinkler, som den ikke så muligheden i, således at parterne kan føle sig mere opbygget efter kritikken end før. Den magt, medarbejderne ’tillader’ teaterchefen at have, ligger jo netop i den tillid eller mangel på samme, som medarbejderne kan mobilisere. Den ansvarlige medarbejder har pligt til at ytre sig, hvis ledelsen trækker i en retning, hvor det kompromitterer kunsten. Og er det ikke netop en repræsentant for en kunstart, som ikke ligger halvt i knæ, der burde kunne tale på andres vegne? Begrebet kommunikation er det paradoksale kernepunkt. I en tidsalder hvor vi digitalt kan nå den anden side af jorden på under tre sekunder, er kommunikation på rigtig mange arbejdspladser – desværre også på Det Kongelige Teater – blevet et fremmedgjort og tilsidesat fænomen. En oparbejdet trend gennem ti år med en regering, som konsekvent har hævet sig selv over al kritik samt sænket debatniveauet og retorikken til et godt stykke under den laveste fællesnævner. Hele denne egocentrerede selvfølelse har mildest talt affødt et betænkeligt eftermæle – en misere, som i sørgelig grad er fortsat med vores nuværende regering. Magt er i Det Kongelige Teaters regi ligesom i ethvert andet beslutningstagende organ i samfundet noget, du udøver – ikke noget, du bliver bevilget. Enhver ved, at når en enig A-side nikker stiltiende efter chefens udtalelser ved et samarbejdsudvalgsmøde, samtidig med at B-siden i øvrigt gør det samme, så er det et udtryk for, at dialogen dybest set er en proforma, envejs nonforhandlingsduelig størrelse. Alt væsentligt er besluttet på forhånd og forventes vedtaget – ellers bliver det det før eller siden. Bekvemt nok, men hvorfor så have et samarbejdsudvalg? Vi kunne i stedet nøjes med at gå til en ’informationstime’ hver sjette uge. I den forløbne afskedigelsesrunde var der fra dag et intet at forhandle om – alt var på forhånd vedtaget og besluttet. Afgåede operachef Keith Warner havde endda længe før jul meddelt, at han agtede at tage sin afsked som følge af de vedtagne indgreb – en beslutning, han fik strenge pålæg om ikke at meddele sine ansatte eller nogen andre, før hele forløbet var afsluttet, da der nødig skulle gå skår i julens glæde! Hvilket gjorde, at han naturligvis, til alles forvirring og frustration, måtte tale og agere med to tunger: Først det ene øjeblik til de ansattes harme ved at gemme sig i London i protest – dernæst i det næste ved at kaste sig på knæ foran et publikum på Gamle Scene under en protestkoncert. Hvor bizarre udfald kan nonkommunikation og fejlprocedure resultere i? Og hvad værre er – hvor seriøst kan en befolkning efterhånden tage hele Danmarks nationalteater? Keith Warner hævder altså, at han sagde sin stilling op i november 2011 – Erik Jacobsen, at opsigelsen kom 3. januar 2012. Hvem der har ret, er fuldstændig ligegyldigt, da det er et eksempel på en ledelse med en absurd manglende forståelse og respekt for den kunstneriske sjæl og arbejdsproces, ja, for kunsten som det højeste formål i det hele taget. Kunsten er teatrets raison d’être, og forsvinder den i toppen af organisationen, smuldrer den nedad til de udøvende niveauer. Alt dette forårsagede ydermere, at teatrets forskellige faggrupper indgik i en fiktiv forhandlingsrunde – altså ’forhandlede’ på et falsk grundlag. Man blev midt i december bedt om i grupper at udfærdige spareforslag, som kunne medvirke til at redde teatrets økonomi. En sparerunde, som er relevant nok at tage, og som fremover bør fortsætte i konstruktiv form, men som i det givne øjeblik blev brugt som afledningsmanøvre for det egentlige: At der allerede var taget beslutning om at ramme selve kunsten, teatrets kerneydelse, på livsnerven – der hersker ganske enkelt en meget ringe forståelse for den humanressource, som udgør den udøvende kraft på teatret. Endnu mere bekymrende og alvorligere bliver det hos medarbejderne, når balletkrisen igen forsøges slået hen som ikkeeksisterende, da det ikke kan ’bevises videnskabeligt’. Ledelsen forstår ikke, at når sådanne sager opstår, er det ikke en krigserklæring fra medarbejdernes side, men derimod en indtrængende opfordring til at tage hånd om trivselsproblemerne – ikke at afvise dem. Ikke underligt er en udfarende kraft og generel holdning fra mellemlederside udeblevet, idet dennes loyalitet stort set er ligefrem proportional med dens udnævnelse – en administrativ adfærd, som er en stikken halen mellem benene-kultur, hvor der vrisses nedad og lefles opad. Et kafkask kontorlandskab, hvor respekten for noget så simpelt som kommunikation skranter. Hvor ledelsen stiltiende tager bekræftende til genmæle, når visse emner ikke skal diskuteres for gennemgribende. B-siden holdes i strakt arm og skal helst ikke have noget klinket, da dens ansættelse i kølvandet heraf kunne komme i fare. Hvis det for ledelsen, således som vi oplever det i disse år, i stigende grad tilsyneladende er ligegyldigt, hvordan der skabes kunst fra scenen, bare cost-benefit-parameteret og den kolde bundlinje er intakt, så man med tilfredshed kan se de bevilgende myndigheder i øjnene, har vi på længere sigt et problem med kæden, som skal trække den nationale kulturinstitution. Hos kunstnerne vil kædens spænding nemlig uophørligt være tilpasset det stærkeste led – hos ledelsen det svageste. Stedet skal ledes på kunstens præmisser, og dette kan ikke stå til diskussion. Det Kongelige Teater skal gå foran på kunstens område, være flagskibet, skabe indiskutable performances på ypperste niveau, have en innovativ ledelse, som lever for, ikke med, selve det formål, den er sat til at lede – og kunstneren skal uophørligt vise, at der ikke i nogen epoke, i nogen æra, i nogen nok så tyndslidt og åndløs tidsalder vil blive tale om, at menneskeheden kan undvære dette fristed for sindet. Der findes selvsagt ingen lette løsninger på komplekse problemer, men en kulturændring bør handle om åbenhed og muligheden for at udtale sig, ytringspligten, hvis noget ikke er, som det skal være, etableringen af en åbenhedskultur til erstatning for den tavshedskultur, der i ubegribeligt omfang præger teatret, og som gør, at medarbejdere foretrækker at forsegle deres egen tragiske skæbne gennem tavshed frem for at forsvare kunsten ved at reagere, når noget ikke fungerer. Medarbejderne er medskabere af kulturen, og kun en svag ledelseskultur afviser kritik og problemer eller truer til tavshed. Der skal ikke lukkes ned for dialogen, der skal åbnes op for den. Som Kafka lakonisk bemærkede om sin sultekunstner: »Den eneste, som i virkeligheden ved, hvor let der er at sulte, er sultekunstneren selv«. De kærligste hilsener til kunsten.