Hvad foregår der egentlig på Det Kongelige Teater? I går rettede skuespillernes tillidsmand en omfattende kritik mod både den kunstneriske og den administrative ledelse i en kronik her i avisen. LÆS KRONIKTillidsmand: Luk op for dialogen på Det Kongelige Teater I mandags var det balletten, der i et brev til bestyrelsen udtrykte mistillid til ledelsen. Teatrets tredje ensemble, operaen, har endnu ikke ladet høre fra sig i denne omgang, men gik forrest med kritik af ledelsen, sidst Det Kongelige Teater fyldte mediebilledet i forbindelse med besparelser og fyringsrunde i januar. Siden mandag har bestyrelsesformand Stine Bosse bevæget sig ind dér, hvor bestyrelser normalt ikke færdes, og har holdt møder med medarbejderne. Mens kulturministeren har udtalt, at man nu har to måneder til at få det til at fungere. LÆS OGSÅKulturminister til Kgl. Teater: I får to måneder til at løse striden Det er, hvad vi hører, men hvad der egentlig foregår, hvem der har skrevet dramaet, og hvem der spiller hoved- og birollerne, er svært at afgøre. Medarbejdernes version af virkeligheden har vi til fulde indblik i, men den ledelse, der er genstand for kritikken, har ingen mulighed for at tage til genmæle i offentligheden. Sådan er spillereglerne, men det betyder, at offentlighedens billede af, hvad der foregår, nødvendigvis bliver ufuldstændigt. Man kan mene, at teatret med dette ufrivillige stykke situationskomik blot endnu en gang bidrager til den underholdningsværdi, det til stadighed synes at kunne levere. Men der er ingen tvivl om, at situationen er alvorlig nok.

Mistilliden mellem ledelse og medarbejdere har allerede eksisteret alt for længe. Fyringer og nedskæringer har yderligere belastet forholdet. Balletchefen synes at være en del af problemet, operaen står reelt uden ledelse, efter at både opera- og musikchefen er gået i protest, og endelig har bestyrelsesformanden med nogle tvetydige bemærkninger sået tvivl om sin opbakning til teaterchefen. Der er krise på alle planer, og selv om det er helt i overensstemmelse med teatrets lange tradition for at være i splid med sig selv, må man frygte, at ingen lærer af historien. »På kriserne omkring Det Kongelige Teater finder man sjældent lette løsninger«, skriver Jens Engberg i ’Det Kongelige Teater i 250 år’ og tilføjer om perioden i midten af 1800-tallet, at efter Heibergs afgang som teaterchef skulle der gå 20 år, før der blev ro. Måske skal der ikke være ro på Det Kongelige Teater. For det er jo et teater. Problemet er, at det også er en arbejdsplads. abb