Helt 'almindelige' mennesker har fast plads i nyhederne. De bliver jævnligt interviewet på åben gade som repræsentanter for folkets mening i aktuelle sager i de såkaldte voxpops. Endnu oftere bliver de anvendt som 'cases', hvor de som konkrete eksempler skal illustrere historier om alt fra ventelister på hospitalerne over lukkedage i børnehaverne til stigende priser på rugbrød. Det er en daglig foreteelse i journalistikken, som sjældent får nogen til at løfte et øjenbryn. Men for nylig kom TV-avisen galt af sted. To af de 'almindelige' mennesker, der skulle sætte ansigt på historier om prisstigninger på udenlandske magasiner og regeringens ambition om at øge brugen af den kollektive transport, viste sig at være ganske ualmindelige. De var begge borgerlige politikere. Det rejste øjeblikkeligt kritik - især fordi begge indslag var alt andet end positive over for den ikke-borgerlige regering. LÆS OGSÅPungen er ikke med i stemmeboksen Kritikken var både berettiget og uundgåelig. Men i cases og voxpops gemmer der sig et problem, som stikker langt dybere end risikoen for at viderebringe politiske budskaber forklædt som 'almindelige' menneskers erfaringer og holdninger. Vi ved fra journalistikforskningen, at 'almindelige' mennesker er de næstmest brugte kilder i fjernsynets valgkampsdækning, kun overgået af politikere.

Det er næppe forkert at antage, at de 'almindelige' mennesker også fylder godt i medierne mellem valgkampene. Men hvorfor er det sådan?