For mange år siden i en fjern, fjern galakse i midten af 1980’erne fandt jeg mig selv på sofaen i et pigeværelse.
Ved siden af mig lå pigen. Hun var 16 år, og det var jeg også. Hun havde lyserød perlemorslæbestift på – dengang blev dét anset for smart – og hvor ville jeg dog gerne kysse disse perlemorslæber! På væggen hang en plakat med en afklædt muskuløs mand med moderigtig frisure. Han holdt en baby, der så tillidsfuldt op på ham. Pigen på sofaen fortalte mig, at hun bare elskede den plakat. Det var sådan en mand, hun drømte om. Sådan en, der både besad det maskuline og det følsomme, og som elskede børn. Jeg så lidt på den irriterende fyr på plakaten, og til min overraskelse hørte jeg pludselig mig selv sige: »Ja, det er en enormt fed plakat. Faktisk er det lidt mig, præcis sådan dér er jeg faktisk indeni«. Og så fik jeg et perlemorskys. Det blev en skelsættende oplevelse for mig. Siden besøgte jeg flere pigeværelser. Og det slog aldrig fejl: På væggen hang plakaten med den følsomme he-mand og babyen.
