Når det kommer til selvblindhed, er der en slående lighed mellem nationer og enkeltindivider.

Hos hr. Danmark går denne selvblindhed hånd i hånd med selvtilfredshed. Vi siger det ikke højt, men vi har en grundliggende selvfortælling, der handler om, at selv om vi er et lille land, er vi dybest set klogere og mere fremmelige end andre nationer – især ulandene. Vi er i egen forståelse et foregangsland, der egentlig har en næsten moralsk forpligtelse til at opdrage og belære andre. Vi siger det ikke gerne højt: ’tilbagestående’ nationer. Det er ikke mere end 110 år siden, at vi udstillede en indisk bondefamilie i Københavns Zoo. Her havde vi også grønlændere gående, som vi i øvrigt betalte og behandlede godt. Der er selvfølgelig sket meget med den danske selvforståelse de sidste 100 år og især udadtil. At den indre danskers holdning til fremmede kulturer måske ikke har ændret sig så meget, skinnede efter min mening tydeligt igennem, da vi som nation gik ud i verden for at forklare, hvorfor Muhammedtegningerne var et forsvar for ytringsfriheden.