Debat

Bent Jensen: DR's røde er tudefjæs

Deltagerne i 'Jagten på de røde lejesvende' minder mest af alt om forurettede børn, skriver Bent Jensen.

Debat

Hvor stiller disse tudefjæs sig dog forurettede an, som om der er overgået dem en forfærdelig forbrydelse.

Men det er der jo ikke:

De blev bedt om at stille op til en tv-udsendelse, og de blev af en stilfærdig, men velforberedt og insisterende journalist bedt om at forholde sig til noget, de engang har skrevet, sagt eller gjort.

De blev ikke snuppet af med nogle få sekunder, men fik rigelig tid til at forklare sig. Det gjorde de så, men ikke altid lige overbevisende.

Kommunisten Per Schultz var i og for sig den mest sympatiske i den forstand, at han ikke forsøgte at stikke noget under stolen. Han stod ved sine ord og gerninger.

Jeg er rygende uenig i det, han dengang sagde og gjorde, men han forsøgte ikke at løbe fra det.

Ole Sippel forsøgte heller ikke at vige udenom, men stod ved, at han ikke ville kalde palæstinensiske terrorister for terrorister.

Det er selvfølgelig besynderligt med hans berøringsangst i forhold til at kalde en spade for en spade.

Men han forsøgte heller ikke at påstå, at han ikke havde sagt som citeret, eller at han var blevet misforstået.

Jens Nauntofte argumenterer derimod som en prokurator med det rent formalistiske argument, at han ikke var fastansat ved DR i 1975, da han var i Saigon ved Vietcongs erobring af byen.

Jeg forstår ham sådan, at han derfor ikke kan eller vil kaldes en af DR’s røde lejesvende og vist heller ikke mener, at han var eller er rød.

(Lad os glemme udtrykket lejesvend; det har ganske vist vundet hævd i sproget og lyder morsomt, men det skal jo ikke tages bogstaveligt og var vel heller ikke ment sådan fra Jacob Rosenkrands’ side.)

Helt galt går det med den kejtede kommunist Kjeld Koplev og en anden tidligere DKP’er, Bjørn Erichsen.

Det var ganske enkelt pinligt at se og høre på deres udflugter, forstillede naivitet og sluttelige fornærmelse over at blive stillet nogle helt selvfølgelige spørgsmål.

Koplev mener, at han og de andre interviewede blev lokket til at deltage under falske forudsætninger. Men de er jo voksne mennesker og kunne jo blot have sagt nej til at medvirke.

KOPLEV Hvad vil ’falske forudsætninger’ i det hele taget sige?

Udrykket er afslørende og viser blot, at Koplev havde forestillet sig noget andet end det, der kom til at foregå.

Han havde vel regnet med, at det skulle være en af de sædvanlige hyggelige kammeratsamtaler, hvor man grinende og indforstået beretter om, hvor sjovt det var dengang, og hvor interessante ting man havde været med til.

Der er ikke meget grin ved Koplev, der blev ædende ond i sulet, og som mener, at hele studieopsætningen gav mindelser om et afhøringslokale hos det østtyske Stasi.

Han aner ikke, hvad han taler om.

Denne magtfulde og altgennemtrængende organisation i den østtyske politistat var da også totalt fraværende i hans hyggelige udsendelse om denne dejlige stat, hvor priserne på oksekød til gengæld var i højsædet.

Der var tale om førsteklasses ukritisk mikrofonholderi.

Han lod, som om der var tale om et ganske almindeligt interview med en ganske almindelig kvinde om hus og hjem og børn.

Men han vidste da godt, at ingen i denne stikkerstat kunne udtale sig frit, men var nødt til at holde sig inden for de rammer, partiet og Stasi satte.

Jeg forstår, at min ringhed »mest af alt« skuffede Koplev.

Han starter sin skuffelse med en løgn – at jeg skulle have fået millioner af offentlige kroner til at forske i venstreorienteredes færden under den kolde krig.

Jeg er leder af et beskedent og midlertidigt forskningscenter, der forsker bredt i emnet Danmark og den kolde krig.

Da de venstreorienteredes ’færden’ var en del af denne krig, indgår de naturligvis i den palet af emner, der udforskes.

Men Koplev får det med sin perfide drejning gjort det til eneste emne. Hans store skuffelse skyldes, at jeg ikke var i stad til at diske op med et eneste »videnskabeligt« og håndfast bevis på de røde lejesvendes skadelige virke.

I stedet fnisede jeg nervøst, forsøgte at se vis ud og kom med ubehjælpsomme udtryk som, ’jeg synes’, og ’jeg mener nok’.

Det var ikke min opgave at komme med videnskabelige beviser om lejesvendes skadelige virksomhed.

I modsætning til Koplev havde jeg – som det fremgår af udsendelserne – kun nogle få sekunder til at besvare Rosenkrands’ spørgsmål.

Da de venstreorienteredes ’færden’ var en del af denne krig, indgår de naturligvis i den palet af emner, der udforskes.

Nogle af dem krævede da heller ikke lange videnskabelige udredninger.

Jeg blev bedt om at kommentere Koplevs ønske om indskrænkning af ytringsfriheden og hans nuværende søforklaring om, at han mente noget ganske andet end det, han skrev dengang.

Min ganske uvidenskabelige kommentar lød, at da manden ikke var dum, ville han sikkert have været i stand til klart at udtrykke det, han nu siger, han mente.

Men det gjorde han ikke. Det behøver man ikke adgang til hemmelige arkiver for at få vished for.

Det var en ganske almindelig holdning i de kredse, Koplev færdedes i og skrev for: Der skulle ikke gælde ytringsfrihed for socialismens fjender.

Til oplysning for dem, der ikke har set udsendelserne: Jeg fniste ikke; det er noget, generte skolepiger gør.

Men da jeg blev bedt om at kommentere Bjørn Erichsens påstand om, at han som betroet tillidsmand for DKP under sine kurser i politistaten kun omgikkes køkkenpersonalet, og at kurserne i øvrigt blev gennemført i DDR, fordi det var billigt, kunne jeg ikke bare mig for at le.

Det er da simpelthen for dumt at stikke en sådan ’forklaring’ ud.

Koplev, Erichsen og andre skulle læse Anders Raahauges interview i Jyllands-Posten med den tidligere østtyske dissident Wolf Biermann.

Biermann slog også en latter op, da han hørte Bjørn Erichsens ’forklaring’ og tilføjede:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Denne fjernsynsdirektørs udsagn er dermed en offentlig erklæring, der siger så meget som: Jeg er idiot«.

Han havde en tilføjelse, som jeg af hensyn til den gode tone ikke citerer.

I øvrigt opfordrer Biermann Koplev og kammerater til at komme ud i det åbne og lade være med at klamre sig til deres gamle løgne.

Den opfordring vil jeg gerne støtte.

Andre debatindlæg om 'Jagten på de røde lejesvende':

RIFBJERG

BREDAL

KRARUP

RACHLIN

KOPLEV

ØVIG

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

PER STIG

ROSENKRANDS

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden