Jeg er så heldig, at jeg i de seneste par måneder har skrevet for det arabiske tidsskrift Al Doha. Det har givet mig mulighed for at udveksle synspunkter med tidsskriftets redaktører og medarbejdere. Disse intellektuelle oplever denne periode som en vanskelig og håbefuld overgang og beder mig ofte om at skrive om, hvordan krisen ser ud fra et italiensk og europæisk perspektiv. På den måde er jeg blevet opmærksom på, at den seneste tids europæiske historie kan være vanskelig at forstå uden for vores egen verdensdel, ligesom vi europæere kan have svært ved at forstå komplekse hændelser i Afrika eller Asien.

LÆS KRONIKEN PÅ ITALIENSKSvelgiato d’un sogno Et spørgsmål, jeg ofte får fra Al Dohas medarbejdere, lyder: »I har i årevis fortalt omverdenen, at I både har demokrati og fremskridt i så rigelige mængder, at I kan undervise andre i det. Hvordan kan det så være, at netop I er ude i sådan en krise?«. Med udgangspunkt i denne undren vil jeg gøre mit bedste for at forklare, hvad der ikke fungerer i Italien, hvor situationen på sin vis afviger fra situationen i resten af Europa og i USA, men på andre måder også minder derom. Jeg tror, at krisen i den vestlige verden helt grundlæggende skyldes en kæmpemæssig skuffelse. En skuffelse oven på efterkrigstidens store løfter, men især oven på de seneste år, der har været præget af ny form for verdensomspændende kapitalisme. I skøn demokratisk forening stillede politikere, økonomer og teknologer os alle mere velfærd, mere frihed og konstante fremskridt i udsigt. Alle disse forestillinger og den dertil hørende heftige og forførende retorik er kommet i krise. Mange vågner nu op og indser, at alle løfterne langtfra var alvorligt ment. De var rene indbildninger. Tilbage står så vreden og magtesløsheden. Vi er nærmest blevet hevet ud af reklamernes forlorne og besnærende drømmeland. Italien har i den sammenhæng været et helt enestående særtilfælde. Sammen med de magtinstanser, der er forbundet med vedkommende, har én enkelt person personificeret disse løfter i en kynisk reklamekampagne. Silvio Berlusconi iscenesatte i sin tid en forestilling med titlen ’Kontrakten med italienerne’. Med sin kontraktpolitik lovede han, at den førte politik ville blive anderledes og fri for korruption, at økonomien ville blomstre, og at alle ville blive lige så rige som ham. Gennem fjernsynet og de nye medier ville der blive skabt en ny form for velfærd præget af underholdning, flotte show og helt nye måder at kommunikere på. På en eller anden måde ville hver enkelt italiener slippe både for ansvar og for økonomiske problemer og skulle aldrig mere føle sig ensom. Og alt sammen ville ske, uden at nogen demokratiske rettigheder ville lide overlast. Det blev en ubehagelig opvågnen fra alle disse løgne, men i lang tid var der ingen, der kunne formulere andre løfter. Det var nærmest, som om Berlusconi havde opkøbt hele baduljen. Nu har Berlusconi, Il Cavaliere, forladt rampelyset. Ikke fordi det italienske folk mistede tilliden til ham, men fordi de økonomiske markedskræfter fandt ham utroværdig. Nu styres Italien af finansmarkedet og af bankerne. Landets situation minder mere om de øvrige europæiske landes, men nok ikke på den gode måde. Italiens nye ministerpræsident, Mario Monti, er ganske vist en mindre løgnhals end Berlusconi, men hans skæbne ligger i hænderne på samme parlamentsflertal, som Berlusconi gjorde brug af. Og det Italien, som han har sat sig for at redde, er i højere grad bankernes end borgernes Italien. Professor Monti er mindre plump end Berlusconi, men han er ikke mindre besat af tanken om pengenes magt. Han har fastlagt en række økonomiske nøgletal, der som de eneste skal måle velfærdens tilstand, og dermed gør han frihed og demokrati til økonomiens halehæng. Nogle ser Monti som en dygtig økonomiprofessor, der vil redde nationen. Andre ser ham som en lejemorder, der skal gøre det beskidte arbejde i et års tid, hvorefter han vil vige pladsen for nye højreregeringer. Tiden vil vise, hvem der har ret. Det er vanskeligt at afgøre, om der i Italien er en decideret europæisk bevidsthed. Af historiske årsager er Italien et vidunderligt mangfoldigt sammenrend af et land. Ovre østpå er vi en smule slaviske, lidt tyske oppe nordpå og lidt franske vestpå. Sydpå er der arabiske, græske og spanske spor. Og vi er både etruskere, fønikere og så selvfølgelig også romere. Men der skal mere end gamle spor og monumenter til, når man skal forlige sig med sin egen historie. Vi har svært ved at tage et endeligt opgør med fascismen og med de massakrer, der er begået i begge lejre, og selv vores fortid som udvandrernation har vi svært ved at forlige os med. Vi har en indvandrerfjendsk højrefløj, der er helt ude i hampen og udtænker absurde landenavne som Padania (Po-landet, separatistpartiet Lega Nords forslag om en selvstændig norditaliensk stat, red.). Massevis af italienere er racister og drømmer sig tilbage til kulturer, som de ikke engang gider læse om i bøgerne. Vi har tit oplevet, at helt banale fordomme står i vejen for vores europæiske sindelag. Og så står vi italienere ærligt talt ofte selv model til nogle af verdens værste stereotype forestillinger. Før vi kan blive rigtige europæere, må vi lære de enkelte europæiske lande at kende. Vi har eksempelvis et unuanceret billede af Skandinavien; et billede, der svæver et eller andet sted mellem det skønne ved velfærdsstaten og det uskønne ved et koldt og anonymt sted, hvis høje selvmordsrater er legendariske. For mange af os er Danmark lig med Norge og Norge lig med Sibirien, og i vores skolebøger er nordeuropæisk litteratur og historie ofte lig med Storbritanniens litteratur og historie. Til gengæld burde europæerne måske også vågne op af deres hypnotiske forestilling om, at Italien kun er sol og spaghetti, og selv gøre en indsats for at forstå, hvor komplekse og indbyrdes forskellige italienerne er. I forhold til en decideret europæisk krisebevidsthed kan man mærke skuffelse over, at man er blevet stillet noget i udsigt, som ikke siden blev indfriet. Når man står ansigt til ansigt med en virkelighed, der er præget af arbejdsløshed og sociale skævheder, bliver man let frustreret og splittet. Derfor længes folk tilbage efter det historisk særegne og de snævre egeninteresser. Og den slags fører ikke til medmenneskelig solidaritet. Men der er også et mindre negativt aspekt i fortiden. Vi kan kalde det ’høstlængsel’. Man længes efter dengang, der var en tæt sammenhæng mellem indsatsen og udbyttet. Bonden accepterede eksempelvis, at der var både magre og fede tider, men vidste dog, at hvis bare han arbejdede godt, ville han høste frugten af sit arbejde. Efter adskillige år, der kun har været fede i det omfang, at de var opblæste, er det nu blevet forfærdeligt magre tider. Og selv om den enkelte borger arbejder nok så flittigt, ved han, at hans skæbne er underlagt fjerne begivenheder, korrupte magthavere og kryptiske spekulanter, som han intet kender til. Demokratiet har måske forhindret større katastrofer. Men det har ikke formået at dæmme op for udviklingen af et tyrannisk finans- og medievælde. Det har heller ikke forhindret en skæbnesvanger fremmedgørelse, der viser sig i den stadigt større (politiske, økonomiske og teknologiske) afstand mellem de få, som sidder i deres beslutningshimmel og kontrollerer de mange, der slider og slæber nede på jorden. Det er svært at forudsige, hvordan fremtidige italienske historikere – lad os sige om 50 år – vil beskrive vores tid. Det var langt nemmere at forudsige, at Berlusconi og hele den ideologi, han repræsenterer, ville bestige tronen. Fordi fascismen så tydeligt havde stillet til skue, hvor svagt demokratiet står blandt italienerne, der til gengæld har en stærk tilbøjelighed til at falde for autoriteternes løfter. Som situationen er lige nu, kan vi forestille os mange forskellige fremtidsscenarier. Et meget science fiction-agtigt et af slagsen har jeg skrevet om i en af mine bøger. Der sker en underjordisk atomeksplosion i det centrale Italien i en tunnel under bjerget Gran Sasso, hvor man rent faktisk for tiden foretager en del forsøg. Italien sprænges midtover. Norditalien bliver så på den ene side til Padania, altså Po-landet, mens Tyskland annekterer den anden halvdel. I Centralitalien opstår en ræverød marxistisk-leninistisk republik, og en del af Syditalien bliver annekteret af Arabien. Sicilien bliver købt af en stenrig amerikaner, som omdanner øen til ét stort badeland, mens man på Sardinien vender tilbage til de antikke rødder, afviser alt det nymodens og begynder at tale fønikisk. Der var en del, der blev sure over bogen, men der var også mange, der sagde, at det da ikke var det værste, der kunne ske. At vi i det mindste ikke endte som en underafdeling i en eller anden international fusionsbank. Jeg modtog også en del breve. En napolitaner bad mig indtrængende om også at tænke på republikken Napoli. En anden håbede bare på, at de italienske fodboldhold i det mindste fik lov til stadig at spille om ét og kun ét mesterskab. Ser man på, hvordan man i Italien oplever EU’s stigende indflydelse og kontrol over landet, er nogle mennesker meget vrede og nærmest aggressive. Men kun fordi de gerne selv vil fastholde deres politiske magt. Jeg tænker her på, hvordan separatistpartiet Lega Nord ikke kan udstå euroen. Men der er faktisk kun ganske få italienere, som ved, i hvor høj grad EU egentlig bestemmer over Italien. Selvfølgelig kunne man være fræk og indvende, at Vatikanet og den napolitanske mafia, la camorra, bestemmer langt mere i Italien end EU. Det er en anden snak, men Vatikanet og mafiaen kontrollerer faktisk en betydelig del af landets økonomi. Her og nu er der kun få, der føler sig som europæere, men hvis vi først føler et ansvar for hele vores land, skal den europæiske tilknytning nok komme af sig selv. Europa STÅR over for flere udfordringer. Først og fremmest er der brug for at se meget strengt og kritisk på den økonomiske magt og finansverdenens sprogbrug. Man burde her og nu – sagt sådan mest for sjov – indlede en retssag mod alle de folk, som kværner løs om kreditvurderinger, aktieindekser, op- og nedjusteringer og så videre. Vi vil have klarhed, gennemskuelighed og kontrollerbarhed. Demokratiet må tilbage, om ikke ligefrem i folks hænder, så dog lidt tættere på dem. Der er brug for en fælles sprogbrug, som alle kan forstå, så man med det samme kan se, om de afgivne løfter overholdes. Og der er hverken brug for reklameverdener eller for vidtløftige løfter om stor lykke. Politikerne må indse, at spillet snart er ude for al politik, hvis de ikke ændrer spillets regler. Slut med hele partivældet og dets arrogance. Slut med et fjernsyn, der (i hvert fald i Italien) udelukkende giver plads til politikere, som får lov at snakke løs i timevis. Hver enkelt borger skal bestemme over produkterne og vide, hvor de kommer fra. Inden for teknologi skal man forhindre monopoldannelse og passe på, at storforbrugerne ikke bliver afhængige. Nettet skal bruges mådeholdent og i ansvarlige mængder. Jeg efterspørger en kunstnerisk humanisme, hvor fjernsynet ikke længere er omdrejningspunktet. En større kulturel nysgerrighed, hvor man søger ud over ens egne grænser. For nylig afholdt jeg et mindre seminar i England. De havde forinden udbedt sig en liste over de tekster, som jeg ville tale om, og jeg blev temmelig overrasket, da jeg uden omsvøb blev bedt om at genoverveje, hvilke kunstnere jeg ville komme ind på. Der var nemlig ingen, der kendte forfattere som Carlo Emilio Gadda, Tommaso Landolfi og Elsa Morante, så det var nok bedre, hvis jeg begrænsede mig til filminstruktøren Federico Fellini eller Pier Paolo Pasolini. Dante kunne lige gå an, men Ariosto var ikke velanset. Det ville nærmest svare til, at vi inviterede en englænder til Italien og så bad vedkommende om kun at tale om Shakespeare. Vi må med andre ord blive mere kulturelt fleksible. Men måske vi mest af alt har brug for en tilbundsgående diskussion af begrebet ’velfærd’. Selv om begrebet på italiensk indikerer, at man lever vel og har det godt, er det nemlig blevet anvendt af folk, som ikke ønsker noget som helst godt for andre. Vi skal alt i alt blive lidt mere samfundsborgere og lidt mindre forbrugere. I stedet for bare at holde øje med hinandens landbrugskvoter skal vi udveksle vores tvivl og ideer om demokrati. Og som det sidste må det være på tide, at vi europæere ser i øjnene, at vi ikke længere er verdens centrum. Vi må derimod i al ydmyghed indrømme, at vi ikke længere kan tillade os at belære andre om demokrati, hvis vi selv bortødsler denne værdifulde gave og endda er villige til at sælge den til den første, den bedste småtskårne tyran, finansfyrste eller finanspolitiker. Oversættelse: Jacob Giese