Sundhedspersonale på danske hospitaler stilles i en situation, hvor de enten må bryde loven, handle i strid med deres lægeløfte eller give en behandling af begrænset kvalitet, når de møder syge såkaldte ’udokumenterede migranter’. Om dette grundlæggende dilemma og for sundhedspersonalet meget stressende arbejdssituation, udtaler en læge: »Jeg er jo en forbryder, fordi jeg i virkeligheden overtræder nogle menneskerettighedslove, som Danmark har underskrevet i 1949. Det er et personligt nederlag hver eneste gang, jeg ikke kan få lov til at behandle udokumenterede migranter«. Under den nuværende lovgivning i Danmark, har udokumenterede migranter kun ret til akut lægehjælp. I praksis er der ingen myndighed eller retsinstans, udokumenterede migranter kan henvende sig til, når de oplever diskrimination, krænkelse, overfald, udnyttelse eller sygdom. I princippet kan udokumenterede migranter kontakte Udlændingeservice for hjælp.
Men i realiteten indebærer dette en høj risiko for at blive udvist, hvorfor denne mulighed sjældent anvendes af udokumenterede migranter. Det er påvist, at langtidspåvirkninger af en tilværelse, levet i isolation fra det etablerede samfund, medfører en øget dødelighed og sygdom.
