Einar Baldvin Baldursson, VK-regeringen og S-SF-oppositionen er uenige om rigtig meget, men på et punkt er de helt enige. Vi skal arbejde mere for at redde velfærdssamfundet. De har da en pointe, ikke? »Jo, de har en pointe. Ikke mindst fordi Danmark har et arbejdsmarked, som har vist sig at være forbavsende dårligt til at integrere og genintegrere mennesker, som befinder sig i en udsat position. Det er et faktum, at gennem hele opsvinget forblev antallet af ekskluderede fra arbejdsmarkedet fuldstændig uændret. Det trodser enhver økonomisk logik, at et arbejdsmarked, som led under mangel på arbejdskraft, ikke var i stand til at tiltrække nogen fra de marginaliserede grupper. Det fortæller lidt om, hvor meget pres der er på det enkelte menneske på arbejdsmarkedet i dag. Og det fortæller meget om, hvor belastede folk på arbejdsmarkedet er«. Hvad er det for et pres, der er på dem, der er i arbejde? »Selv om vi har et videnssamfund, så arbejder selv de ansatte på universiteterne i dag under normer, der ligner industrisamfundets. Det handler om at få produceret flest mulig enheder til lavest mulige pris. Kvalitet er vi ikke særlig optaget af«. I forhold til dem, vi konkurrerer med i Asien, USA osv., har vi lange ferier, vi går på barselsorlov og har uddannelsesorlov. Er vi i virkeligheden ikke et forkælet folkefærd, der arbejder for lidt? »Jeg tror bare, vi tidligt er kommet i en situation, som de andre lande også vil komme i. I mange udviklede lande er der det, jeg kalder ’fødselsstrejke’. Der fødes ikke børn nok. Vi må indse, at vi ikke kan skabe et arbejdsmarked, som omfatter kvinderne, hvis vi ikke prøver at fremme vilkårene for småbørnsfamilierne. De problemer, vi har i Vesteuropa, med både at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet og samtidig sørge for, at der bliver født tilstrækkeligt med børn, vil også ramme andre steder i verden«. Men samtidig med at alle siger, at vi skal arbejde mere, siger du som lektor i arbejdspsykologi, at vi skal tage en pjækkedag i ny og næ for at forebygge stress på arbejdet. Er situationen på mange arbejdspladser så grotesk, at den enkelte må tage sagen i egen hånd?
»Ja, og det hænger sammen med, at vi har fået en anden slags arbejde, som overvejende bygger på hjernemæssige ressourcer. Men når hjernen bliver træt, falder kvaliteten af din arbejdsydelse. Så selv moderat stressbelastning får negative følger. Hjerneforskningen gennem de seneste 15 år viser klart, at hjernen er en ressource, som skal plejes på en anden måde end resten af kroppen. Når jeg siger, at du skal tage en pjækkedag, når du har underskud, så er det, fordi det er mere fornuftigt at tage en pjækkedag, end at du tvinger dig selv til at opretholde en arbejdsmæssig indsats, som fører til et ringere og ringere resultat. Stresser du hjernen på den måde, er det opskriften på at få en depression«. Så vi bliver deprimerede af at gå på arbejde? »Vi har jo set, at antallet af mennesker, som behandles for depression, er mere end fordoblet siden år 2000. Årsagen er, at vi tager vores arbejde meget alvorligt. Hvis arbejdet ikke lever op til vores eller andres forventninger, rammes vi på vores selvforståelse. Vi får det, jeg kalder en negativ selvforståelse, og så er risikoen for depression voldsom forøget«. Normalt betragter man pjæk som usolidarisk. Er vi ikke nødt til at løse stressproblemer og depression på en anden måde end ved at tage sagen i egen hånd? »Jo, jeg synes, at vi alle sammen skal have et antal dage om året, hvor vi kan koble af. Dage, som skal bruges omhyggeligt på at forbedre vores arbejdssituation. På jobbet skal man kunne køre igennem, når der er pres på, men det skal også være muligt at tage en slapper bagefter. Hvis vi gjorde sådan, ville bæredygtigheden på arbejdspladserne udvikle sig i en mere positiv retning, end tilfældet er i dag. Der er så mange tegn på, at det går galt. F.eks. når det viser sig, at over fem-seks år har hver fjerde dansker søgt læge for at blive behandle mod stress. Det er et uhyggeligt høje tal«. Arbejdstiden er faldet markant. Vi arbejdede 60 timer om ugen i 1900 og omkring 44 timer om ugen i 1960’erne. Hvorfor er en arbejdsuge på 38 timer i stedet for 37 timer så et stort problem? »Produktiviteten er steget enormt siden dengang i 1960’erne. Resultatet er, at vi laver meget, meget mere på 37 timer i dag, end vi lavede på 44 timer i 60’erne. Vi er stressede i lange perioder ad gangen, og hvis man skal bruge hjernen og ikke bare musklerne, er det en dårlig strategi«. Hvad er det, stress helt konkret gør ved os?
