»Jeg var 14 år. Vi havde tapet nogle meget store kanonslag fast på en af de gamle telefonbokse, så sprængte vi det hele i stykker. Det gjorde vi så lige i det sekund, hvor politiet kom forbi. Jeg kan huske, jeg blev kørt hjem af politiet, og min mor blev så rasende på mig, at betjentene var nødt til at holde hende. Hun havde ellers igen og igen banket ind i mit hoved, at det vigtigste papir for mig var en ren straffeattest. Uden en ren straffeattest, intet arbejde. Og slet ikke i lufthavnen, hvor hele min familie arbejdede. Efter den oplevelse sagde jeg til mig selv: Jeg kan fortsætte med at hænge ud med rødderne. Men jeg kan også prøve at gøre det bedre i skolen«.
Peter Hummelgaard gjorde det sidste. Og det lykkedes.
