0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Miljø. Romantikerne var de første grønne

Mange tænker på romantikken som en periode med tilbageskuende drømmeri. Men i virkeligheden var romantikerne de første fremsynede miljøformkæmpere.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den romantiske digter Johan Wolfgang Goethes 'Gartenhaus' i Weimar.Foto: Jens Meyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Romantikken var en periode i europæisk og nordamerikansk kultur- og åndsliv, som begyndte efter den franske revolution i 1789 og ebbede ud omkring midten af 1800-tallet.

Romantikerne var ophavsmænd og -kvinder til en lang række berømte kunstværker, fra Beethovens Skæbnesymfoni til H.C. Andersens eventyr, Lord Byrons Don Juan og James Fenimore Coopers læderstrømpe-romaner.

Men romantikken er også værd at beskæftige sig med, fordi den etablerede rammerne for vores moderne debatter om miljø, klima, bæredygtighed og udvikling.

Først nu haler vi ind på romantikerne
Alle ved, at romantikerne skabte en ny naturfølsomhed og i det hele taget omgærdede naturen med en ny og uhørt intens form for interesse.

Men hvad de færreste formentlig forestiller sig er, i hvilket omfang romantikerne foregreb og påvirkede elementer af den moderne miljøbevidsthed.

Uden romantikerne ville vi i dag hverken tale om økologiske fødevarer, nationalparker, alternativ behandling, vegetarisme, eller have debatter om dyrevelfærd og bioetik.

Romantikerne var forud for deres tid, og vi er på mange måder først nu ved at hale ind på dem.

Risikosamfundet
Begyndelsen af 1800-tallet var en tid, der ligesom vor egen prægedes af usikkerhed og nervøsitet over konsekvenserne af menneskeskabte miljøforandringer.

Den industrielle revolution var i sin vorden, det gamle landbrugssamfund var under afvikling, og byerne voksede med eksplosiv hast.

Romantikerne havde som de første en udpræget fornemmelse af, at de levede i et risikosamfund, som hastigt var i færd med at overskride naturgrundlagets begrænsninger.

I sit ’Essay om befolkningsvækstens princip’ fra 1798 lagde økonomen Thomas J. Malthus (1766-1834) en bombe under oplysningstidens naive fremskridtsoptimisme, som han mente gjorde regning uden vært.

Ingen samfundsform kunne ifølge Malthus i længden tilfredsstille det menneskelige ønske om lykke og harmoni. Der vil altid være grænser for vækst, påstod han, fordi befolkningstilvæksten på sigt vil overstige fødevareproduktionen.

Tvivlede på videnskaben
Det er ikke tilfældigt, at det netop var to romantikere, Johann Wolfgang Goethe og Mary Shelley, som i Faust og Victor Frankenstein gav os vores kulturs bedst kendte eksempler på menneskeligt teknologisk overmod.

Romantikerne var ikke, som man ellers ofte har hævdet, grundlæggende afvisende over for videnskab, rationalitet og teknologi, snarere tværtimod. Men de tvivlede rigtignok på videnskabens mulighed for at ændre ved visse fundamentale grundvilkår for mennesketilværelsen.

’Økologi’ er en sammenskrivning af de græske ord ’oikos’, der betyder husholdning, og ’logos’, som betyder sprog eller viden om.

Økologi betyder, at alting hænger sammen, at alt er forbundet med alt andet. Ifølge økologitanken vil man, hvis man forstyrrer et enkelt element i et givet levested, igangsætte en kædereaktion som uvægerligt forandrer levebetingelserne for alle livsformer i hele habitatet.

Naturens økonomi
Økologibegrebet defineredes videnskabeligt af Darwins tyske discipel Ernst Haeckel i 1866, men allerede længe forinden talte romantiske forfattere, kunstnere og videnskabsfolk om noget, de kaldte naturens økonomi. Hermed mente de, at alle naturens organismer eksisterer og udvikler sig i en kompleks afhængighed af hinanden.

Goethe hævdede således, at »adskillelse er en illusion«, mens hans engelske samtidige Coleridge talte om »det ene liv inden i os og udenfor«.

Romantikerne arbejdede for at få mennesker til at indse, at de på godt og ondt var impliceret i dette skæbnefællesskab og altså ikke guddommeligt hævet over skaberværket.

Romantikerne vendte sig imod den gængse opfattelse af naturen som en samling ressourcer, som mennesker kunne udnytte efter behag.

Bæredygtige eksistensformer
De forsøgte at inspirere og provokere deres samtidige ved at fremvise eksempler på mere balancerede – eller som vi siger i dag, mere bæredygtige – eksistensformer.

Nogle romantikere rejste ud i verden, hvor de fandt eksempler på naturforbundet anderledeshed blandt uspolerede ’ædle vilde’ som f.eks. Nordamerikas indianere, Stillehavets polynesiere og Nordskandinaviens laplændere.

Andre vendte byen ryggen og slog sig ned på landet, idet de foregreb og inspirerede vore dages selvforsynende halmhusbyggere, biodynamikere og frilandsaktivister.

En tredje kategori foretrak at blive i byen, hvor de helligede sig kampen for dyrebeskyttelse og slog til lyd for vegetarismen.

Progressiv samfundskritik
Romantik forstås til tider som ensbetydende med drømmeri og virkelighedsflugt, men romantikerne vendte sig ikke bort fra samfundets problemer, selv om deres engagement typisk antog anderledes og utraditionelle former.

Fælles for alle romantikere var en kritisk bevidsthed om det problematiske ved en samfundsform, som sætter kortsigtet økonomisk vækst over hensynet til bæredygtighed og sundhed.

Romantikerne var ’progressive’, i den forstand at de på et tidligt tidspunkt forsøgte ikke blot at sætte vækstsamfundet til debat, men også at finde mindre ressourceforbrugende forbrugs- og adfærdsmønstre inden for rammerne af det moderne samfund.

Når man kender til romantikken, er der utroligt meget, som 200 år senere forekommer som et deja-vu. Det skortede ikke på kriseoplevelser og undergangsscenarier i den romantiske periode, ej heller hvad angår klimakatastrofer.

Det 21.århundredes store udfordring
FN’s generalsekretær, Ban-Ki Moon, har udnævnt kampen mod den globale opvarmning til det 21. århundredes store udfordring.

For at møde denne udfordring påstås det til tider, at vi må lægge fortidens romantiske forestillinger bag os, men det beror i virkeligheden på en misforståelse: Vi skal snarere blive mere end mindre ’romantiske’.

Romantikerne havde fat i den lange ende, idet de indså, at naturens – eller som vi siger i dag, miljøets – velfærd er en sag af allerstørste vigtighed, mindst lige så afgørende som alle mulige andre samfundsspørgsmål.

Romantikere opgav ikke politik efter den franske revolutions fiasko, men udvidede grænserne for de emner, der kan behandles som politiske.

Romantikerne var ikke blot rebeller mod det moderne samfund, men også fortalere for en anden form for modernisering.

Romantikerne var ikke de sidste revolutionære, men snarere de første ’grønne’ – og vi bør vedkende os deres arv.