Få avisen leveret hele julen: 15 aviser for kun 199 kr.

Debat

Rifbjerg: Sorte korsriddere misbruger PH's navn

Roses kamp for ytringsfriheden kan på ingen måde sammenlignes med PH's slag for det frie ord, mener Rifbjerg.

Debat

Hvis Poul Henningsens hoved stadig står i sprit på Anatomisk Institut, må man formode, at det i denne tid roterer, så bevaringsvæsken rejser sig som en gejser mod loftet.

For aldrig har man oplevet hans navn og gerning misbrugt som i disse dage, hvor korsriddere af alle afskygninger (dog mest de sorte) fører sig frem med PH’s insignier i banneret.

Det gælder ikke blot ytringsfrihedens herolder, selv en øglehjerne som Søren Espersen møver sig frem og trygler den gamle kulturradikaler om at vende tilbage blandt de levende.

Hvor er han dog savnet!

Det er – for at sige det mildt – nye toner, for sjældent har man som i disse år set kulturradikalismen lagt for had, ja, selveste mørkets fyrste, Søren Krarup, har indregnet Henningsen som én af de personer, der har skadet Danmark mest.

Men ikke nu, sandelig ikke nu, sandelig ikke i dag, hvor Frederik Stjernfelt og Flemming Rose og hundrede sytten andre, der bekymrer sig om nationens ve og vel og har fået ytringsfriheden på hjernen, føler sig fuldstændig overbevist om, at PH (hvis han stadig levede) ville have stillet sig last og brast med dem i togtet mod islamismen og jihadismen, eller hvilke slemme betegnelser disse fænomener i øvrigt går under.

Men før man kommer alt for godt i gang med at gøre Poul Henningsen til sin mand, er der lige et par ting, der bør noteres.

Ingen tvivl om, at PH sloges for ytringsfriheden (hvem vil ikke gerne slås for ytringsfriheden?), men da han var allerlængst fremme i kampen mod dem, der ville begrænse ytringsfriheden, stod et bevæbnet, nazistisk Tyskland parat til ved given lejlighed at skære halsen over på ham og hans ligesindede, mens en eftergivende dansk presse gik på listefødder og fik Poul Henningsen fyret, da man syntes, han var kommet for langt ud og var for provokerende.

PH risikerede noget ved sin modstand mod mørket, ligesom jøden Hans Bendix.

I dag vil en stor del af befolkningen til gengæld bære både Stjernfelt og Rose i guldstol for deres påståede tapperhed og hårdnakkede moralske bedreviden.

Ganske vist shanghajede Stjernfelt for en håndfuld år siden Henningsen til fransk vask og strygning i Det danske Akademis syvårsbog og kunne senere i en anmeldelse konstatere, at han var i den grad old hat.

Men sandelig ikke nu, hvor diskussionen om ytringsfriheden er mudret så grundigt til af reaktionært hykleri, at man må vaske hænder hvert kvarter af skræk for at blive smittet.

Jamen, siger folk, vover Flemming Rose da ikke noget og Frederik Stjernfelt og alle de andre – for slet ikke at tale om Kurt Westergaard?

Er Jyllands-Posten ikke omskabt til et Fort Knox i Viby, og en galning har været inde for at slå Westergaard ihjel med en økse?

Alt sammen, fordi man ikke har villet »gøre knæfald« for islamismen og har forsvaret ytringsfriheden?

Vist så, der er bare den hale ved det, at hele miseren er opstået pga. et psykoinfantilt eksperiment, der ikke har en skid med ytringsfrihed at gøre.

Man ser det for sig: Bling, siger det i hjernen på Rose, nu skal vi se, hvor langt vi kan gå for at udfordre de satans muhamedanere.

Til den ende har vi en flok tegnere, der sikkert er med på den gode spøg, og de fleste siger: ’Ja, selvfølgelig’, inklusive Westergaard, som på det tidspunkt sandsynligvis er ret stolt over, at han har fået anbragt en bombe i profetens turban.

Og så går ballonen, og resten af historien kender enhver.

Kurt Westergaard styrter ud ad døren og kaster sig i favnen på Dansk Folkeparti, mens en vældig orm begynder at gro i hjernen på Rose og ligesindede, inklusive Stjernfelt, der gerne vil se sig selv i en vigtig rolle, nu da der ikke er så mange point at score i det fhv. Jugoslavien, hvor Stjernfelt som bekendt vandt krigen for nogle år siden.

Men Poul Henningsen? Jeg tror, han ville have rystet på sit vise hoved og sagt: ’Selvfølgelig skal man kunne trykke tegninger af profeten med en bombe i turbanen, ligesom man skal kunne trykke billeder af Jesus med stiv pik, men er det nødvendigt at med at trykke dem?



Men Poul Henningsen?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg tror, han ville have rystet på sit vise hoved og sagt: ’Selvfølgelig skal man kunne trykke tegninger af profeten med en bombe i turbanen, ligesom man skal kunne trykke billeder af Jesus med stiv pik, men er det nødvendigt at blive ved med at trykke dem?

Så dumme er vi da heller ikke, at vi ikke kan se, hvad meningen er, men hvad med konsekvenserne?

Ikke alene blotter Rose sig for en galning, ligesom den arme Kurt Westergaard, masser af mennesker risikerer at komme af med livet, fordi nogen får fråde om munden ved den blotte tanke om, at ytringsfriheden også rummer muligheden for at holde sin kæft’.

Jeg ser nu, at Flemming Rose roser DR for serien om ’De røde lejesvende’ og er bestemt ikke overrasket.

RIFBJERG

Ved hjælp af min grundlovssikrede ytringsfrihed vil jeg nemlig tilføje, at der i hele den standende diskussion er en overvægt af forlorenhed, man er nemlig ikke interesseret i dialog eller en fornuftig snak på humant grundlag og i ytringsfrihedens navn, man vil krigen og allerhelst hånd i hånd med de mest reaktionære i nationen.

Vil man ikke med på den galej, er det, fordi man ikke ejer Poul Henningsens mod og mandshjerte.

Jeg siger tak for kaffe.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce